hej tuba.
jeg er en kvinde på 28. jeg har været igennem et forløb hos jer for et års tid siden – hvilket har hjulpet mig enormt meget. jeg har været rigtig glad for forløbet, som har givet mig rigtig mange værktøjer. nu står jeg dog i et dilemma, som jeg er så usikker på hvordan jeg skal forholde mig til. min baggrund er; at min far drak i min barndom og især i mine teenage-år. min mor har aldrig drukket. men da min far begyndte at drikke oplevede jeg som barn, at hun forsvandt. jeg oplevede at hun lod mig være alene med ‘problemerne’ (min fulde, deprimerede far…) – det var ofte, at jeg ikke fik ordentlig aftensmad, fordi min mor ikke var hjemme – og min far var for fuld til at lave mad. der var flere episoder med mine forældre, hvor de blev enormt uvenner og kom op og slås og jeg måtte ringe til politi, osv. osv. i det hele taget et meget giftigt miljø. jeg husker rigtig tit at jeg rækte ud efter min mor og forsøgte at tale med hende om det hele, men blot blev fejet af. summa summarum; jeg var MEGET alene med det hele i min barndom. med tiden har jeg arbejdet meget med mig selv og mine følelser omkring det. og jeg har også talt med min far om det hele (mine forældre er skilt idag….) – min far er meget åben omkring det hele og til at tale med. men. det er min mor -ikke-. det er hun stadig ikke. hvilket har gjort, at jeg har oparbejdet en STOR irritation og vrede over hende.
jeg er nu voksen. og gravid. jeg skal føde snart. problemet er; at min mor vil så gerne være en del af det. men hun respekterer ikke mine grænser. heller ikke selvom jeg forklarer hende mine grænser. det er så vigtigt for mig, at det hele sker i mit og min kærestes tempo. det kan hun nærmest ikke respektere og hun synes, at jeg er enormt egoistisk når jeg siger, at hun skal være velkommen til at komme og se baby og os, men først når det passer os.
jeg tror, at mine reaktioner og grænser bunder i at jeg føler ikke, at hun var der da jeg havde brug for det – derfor føler jeg ikke, at hun ‘fortjener’ at være en stor del af det her. jeg har ikke lyst til hende – hverken hun skal være den første til at se baby eller at holde jul. men. jeg får så dårlig samvittighed, selvom hun synes, at jeg frygtelig er egoistisk. hvad kan jeg gøre, for at slippe for denne her dårlige samvittighed? er mine valg ok? skal jeg virkelig overskride mine egne grænser i forhold til at tilgodese hendes ønsker?
håber, i kan hjælpe mig lidt.
Svar:
Kære du
Hvor kan jeg bare godt mærke hvor alene du har været med det hele da du var barn. Det første jeg tænker er, at din mor formentlig ikke kan forstå dig i dine overvejelser omkring at stifte familie, hvem der skal se baby først, hvor I skal holde jul osv. Det tænker jeg alene ud fra, det jeg oplever når jeg læser dit brev, nemlig at din mor aldrig har kunnet forstå dig, det kan hun heller ikke nu. Det er med andre ord ikke din mor du kan gå til, når du har brug for at tale om nogle ting – er det mon rigtigt gættet?
Jeg gætter også på at du næsten ikke kan lade være med at indvolvere hende i dine overvejelser og prøve at få hende til at forstå dine tanker? Hvis det er rigtigt gættet skal du vide at det er helt naturligt, at du bliver ved med at prøve at få et fællesskab op at stå med din mor, så du ikke skal stå alene. Det er ikke dig der er noget galt med, det er din mor der, af en eller anden grund, ikke kan finde ud af det. Jeg kan godt forstå at du er irriterret og vred på hende. Det giver god mening. Jeg er glad for at du skriver herind. Jeg tænker det er et udtryk for at du gerne vil snakke om det og har brug for ikke at føle dig alene mere. Det er rigtig godt at du gør det og jeg tænker at du bare skal blive ved med at dele dine tanker og overvejelser med alle dem der godt vil tale med dig, det kan være din kæreste, nogle veninder osv. Og selvfølgelig også os her i brevkassen. Nu til det du spørger om.
Jeg kan rigtig godt følge dit dilemma. Et dilemma er en situation, hvor man skal træffe et valg, og hvor der er noget at vinde og noget at tabe, uanset hvad man vælger. Når jeg læser om dit dilemma ser jeg de to sider sådan her:
Ét valg er at du følger din egen lyst, og inviterer din mor til at se jeres baby, når I er klar. Det du vinder på den måde er, som jeg ser det, at følge din lyst, følge dine værdier, følge dine prioriteter, stå ved dine grænser, selvbestemmelse, selvomsorg, lederskab, ejerskab, kontrol. Det der er at tabe ved det valg er, at du får dårlig samvittighed. Måske er der mere på begge sider?
Et andet valg er, at du tilgodeser din mors ønsker. Det du vinder på den måde er, at slippe for den dårlige samvittighed og at du undgår at tage en svær beslutning og stå ved den. Det der er at tabe ved det valg er, at du ikke får stået ved dig selv og gjort det du gerne vil og at du får overskredet dine grænser. Igen er der måske mere på begge sider?
Du spørg om dine valg er ok. Mit svar et helt kart; JA. Du har lov til at vælge det der er godt for dig og din lille familie. Det er helt okay at du prioriterer dig selv og din familie først. Det har du lov til.
Du spørger også, hvad du kan gøre for at slippe af med din dårlige samvittighed. Jeg vil være helt ærlig og sige, at jeg ikke ved om du kan slippe helt af med den følelse. Jeg tror det kan være en hjælp at tænke på alt det gode du vinder, ved at vælge at følge din egen lyst.
Når jeg ser på dit dilemma, tænker jeg at den dårlige samvittighed er den mindste pris at betale i forhold til det valg du skal træffe. Jeg tror at konsekvenserne ved det andet valg, med tiden, vil koste dig mere.
Jeg tror at både du og dit kommende barn, har brug for at du kan træffe de valg der er gode for jer – selvom de samtidig giver dig dårlig samvittighed overfor din mor. Måske vil den dårlige samvittighed måske med tiden blive mindre, efterhånden som du får erfaring med, at det er helt ok at du vælger det, der føles rigtigt for dig.
Til sidst har jeg lyst til at sige at din mor har ansvar for sit liv, du har ansvar for dit og dit kommende barns. Du har lov til at tage det ansvar, selvom det betyder at du gør noget andet, end det din mor ønsker. Jeg har også lyst til at sige, at hvis din dårlige samvittighed kommer til at fylde for meget og du oplever at det nemmeste er at tilgodese din mor, så er der ikke noget galt med dig. Jeg håber du vil respektere dit valg og ikke komme efter dig selv – uanset havd du vælger.
Jeg ved ikke om min måde at spejle dit dilemma og mine tanker omkring det giver dig det du søger?
Du er altid velkommen til at skrive igen.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA