Hej, jeg skriver i håb om at kunne få anbefalet en dygtig psykolog eller psykoterapeut – i {by}. Som har en specialiseret viden om konsekvenserne af omsorgssvigt, og de senfølger som kan dukke op i voksenlivet. Lige kort om mig og min barndom Som barn var jeg anbragt ude for hjemmet da min mor og far ikke kunne tage sig af mig- udtrykte de ikke ville have mig boende, fordi jeg var “et problem” Jeg havde en voldsom og grænseløs/grænsesøgende adfærd. Prøvede flere gange at tage mit eget liv og var på børnepsyk. Flyttede meget rundt, skiftede skoler og stak af (sov på vaskeri, solcentre osv) Min egen forståelse af adfærden er at jeg prøvede at kommunikere at “her er jeg, et barn der ikke har det godt og mistrives i min familie- hjælp mig- jeg kan ikke bede om hjælpen ellers. Men jeg har virkelig brug for den” Jeg føler ikke længere jeg er forkert eller det var min skyld- men følelsen af altid at være til besvær eller stå til ansvar for hvad andre føler, eller ikke føler, sidder stadig i mig. Men jeg er opmærksom på det, og prøver at arbejde med mine tanker. Jeg taler ikke længere med min mor (har ikke set hende i 5 år) og det er ikke noget der fylder i min hverdag eller i mine tanker til dagligt. Det har været sådan her over halvdelen af mit liv og jeg føler ikke længere jeg kender hende og derfor mangler hende, fordi hun ikke rigtig har været i mit liv siden jeg var 11 år. Jeg er ikke sur på hende og jeg har accepteret at det ikke kan være anerledes og at hendes misbrug har taget magten over hende. Jeg ved hun ville ønske det var anerledes. Jeg ved hun er en god mor, hvis hun kunne være det, hun er ikke ond eller vil mig det ondt. Så jeg er ikke sur på hende, eller har et had. Ikke mere… Det har jeg været. Mine primære problematik er jeg har udviklet angst efter min søns fødsel, jeg kan ikke sove, eller slappe af. Jeg føler mig konstant som en maskine der er igang. En uro, der sitre i kroppen. Natten er særlig slem, der kan jeg både have svært ved at sove, eller vågne midt om natten og være lysvågen, med bankende hjerte, følelsen af at være alene i verden, eller have svært ved at trække vejret. Det er rigtig trættende, når man ikke kan finde en årsag, og ikke er hverken stresset, deprimeret eller ked af det. Men mine antenner er tændte konstant og jeg føler mig på følelsesmæssigt overarbejde konstant. Fordi jeg hele tiden analyserer min adfærd, mine problemer og udfordringer. Jeg venter på et forløb hos TUBA, men pga lang ventetid vil jeg gerne i et forløb nu. Jeg har været hos psykolog mange gange i både barndom og min tidlige ungdom. Jeg er ikke interesseret i en psykolog som fortæller mig de samme ting jeg har hørt tusinde gange. (At jeg er omsorgsvigtet og det ikke er min skyld.) Det er ikke der mine problematikker ligger- ikke længere. Nå det blev lidt længere end planlagt. Men håber I kan hjælpe med at anbefale en god psykolog. ♥️
Svar:
Kære du
Det lyder til, at du har været rigtig meget igennem i din barndom. Du skriver, at du har været anbragt uden for familien og jeg får fornemmelsen af, at din opvækst har været præget af rigtig megen uro. Det har betydet, at du har haft en grænsesøgende adfærd, som du selv rigtig flot reflekterer over, nemlig ved at se den som en form for råb om hjælp.
Du skriver videre i dit brev, at du ikke længere føler, at det var din skyld eller at du er forkert. Denne erkendelse skal du have ros for. Selvom det kan virke banalt – at det selvfølgelig ikke er din skyld eller at du er forkert – kan det være en rigtig svær erkendelse at nå. Men det er et rigtigt vigtigt udgangspunkt for dit fremtidige arbejde med dig selv, så det er meget positivt.
I dit brev kommer du også ind på dit forhold til din mor. Dette har ligeledes været præget af uro, men når jeg læser brevet, får jeg den opfattelse, at du har accepteret, at I ikke har et forhold til hinanden i dag. Dette understøttes af, at du ikke føler hverken vrede eller had mod hende. Det er rigtig svært at nå dertil, når et menneske, der står en så nært, har svigtet en. Men hadet og vreden kan spænde ben for rigtig meget, så jeg tænker, at det er rigtig godt, at du er fri af disse følelser.
Afslutningsvis i dit brev beskriver du, hvor meget uro og angst fylder for dig i dag. Det må være rigtig hårdt at være i, da det, som du selv skriver, betyder, at du er på konstant følelsesmæssigt overarbejde.
Jeg kan sagtens forstå, at du rigtig gerne vil igang med et forløb hos TUBA hurtigst muligt og jeg er ked af, at der er så lang venteliste. Jeg vil anbefale dig at henvende dig hos den afdeling, hvor du er skrevet op, helst til regionslederen, og høre hvilke eksterne psykologer de kan anfale dig. Jeg håber, de kan hjælpe dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner Liv, TUBA