Kære TUBA
Jeg er en kvinde på 26 år, som har en mor der er alkoholiker. Jeg er opvokset hos min far, så har derfor aldrig lagt mærke til min mors drikkeri da jeg var yngre, også fordi jeg måske ikke helt forstod det, men først efter jeg blev ældre, lagde jeg mærke til at hun drak meget vin – men igen, så tænkte jeg ikke det var noget der var et problem, for jeg besøgte hende kun hver anden weekend, og i weekenderne var det jo “okay” at drikke vin.
Da hun så gik fra hendes kæreste begyndte hun at drikke endnu mere. Jeg flyttede til København for 6 år siden og derfor er det sjælendt jeg ser hende og er sammen med hende flere dage ad gangen, og kan se hvor meget hun drikker, men ved fra mine brødre som ser hende mere, at det ikke ligger i den lave ende…. Tit kan jeg høre på hendes stemme når hun ringer, at hun er snaldret. Jeg bliver altid vildt irriteret og sur og siger jeg ikke vil tale eller smækker røret på. Hun passer sit job og er i godt humør hele dagen, og drikker når hun kommer hjem. Hun bliver ved med at køre i det der med: “Det er jo faktisk sundt at drikke et glas vin om dagen” – det mærkelige er jo så bare, at hun køber den billigste papvin man kan få, og drikker ikke kun et glas om aftenen. Så jeg tror ikke det er for at sidde og nyde et glas vin.
Jeg havde en rigtig ubehagelig oplevelse. Jeg var under en uddannelse som makeup artist, og skulle bruge min mor som model. Hun tog hele vejen fra jylland til kbh for at sidde model for mig. Jeg bad hende om ikke at drikke på vejen, for jeg synes det var flovt at hun skulle møde mine klassekammerater og stinke af øl. Hun kom så frem og hun havde faktisk ikke drukket noget (tror jeg) men det første hun siger, er om vi kan finde et sted og få en lille bid mad og en øl inden skolen. Jeg blev irriteret og sagde, at det kunne vi altså ikke nå. Da vi er færdige på skolen, og mine klassekammerater er gået (jeg skulle lukke skolen ned alene), så kommer jeg ud i fællesrummet, også står min mor med en lille flaske rødvin og drikker det af flasken som var det en flaske vand. Jeg råber hvad fanden hun laver, og hun siger: “Jeg var ved at dø af tørst!” Jeg prøvede at sige, at der var vand i hanen og det der var sygt…. jeg snakkede ikke til hende hele vejen hjem. Jeg er nået til sådan et punkt hvor jeg bare bliver sur og ikke snakker, fordi alt hvad jeg siger, det fiser ind af det ene øre og ud af det andet – hun er fuldstændig ligeglad med mine meninger, og det er alle andre end hende der har et problem.
Jeg var ude at rejse med hende for 4 år siden med en veninde, hvor hun var RIGTIG ubehagelig. Hun var fuld hver dag og snakkede SÅ grimt til min veninde og også til mig. Når hun bliver rigtig fuld, kan hun blive så ubehagelig at høre på – kalder mig kælling og møgsæk osv. – så dengang besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville rejse med hende igen. Jeg skrev et langt brev da jeg kom hjem, om hvor bekymret både jeg og mine brødre var for hendes helbred. Det resulterede i, at jeg ikke hørte fra hende i over en uge, og pludselig ringede hun bare som om intet var sket – og snakkede som om alt var godt. Jeg havde ikke nosserne til, at spørge om hun ikke havde noget at sige til brevet.
Alligevel gav jeg hende en chance til i år….. Vi rejste til Kreta. Nu er jeg så lige kommet hjem fra en 7 dages ferie. Jeg havde sagt til mig selv inden ferien, at jeg ville få det bedste ud af det og hygge mig med hende og ikke kommentere hendes drikkeri, for hun har selv rigtig travlt med, at hun ikke drikker særlig meget mere. Men det blev en ferie med mavepine og råben og skrigen. Igen begynder hun med undskyldninger om, at hun er på ferie og det er OK at få noget at drikke. Vi havde all inclusive, så frie drikkevarer – farlig cokctail til en alkoholiker. Hun startede ud kl.11-12 nogle dage med malibu og cola, eller andre mærkelige drinks. Jeg aner ikke hvor meget hun drak, for hun sagde tit bare: “Jeg henter en cola….” men aner ikke om der også var sprut i. Nogle gange kommenterede jeg det, men andre gange valgte jeg bare at holde mig for mig selv og lade hende drikke det hun vil. Og fik ondt i maven over det hver eneste dag. Jeg begyndte at lægge mærke til, at hun havde et glas vin på natbordet (Hun havde selvfølgelig købt papvin med fra Danmark som hun havde med på værelset) som hun lige slubrede i inden hun faldt i søvn. En dag hvor jeg havde været lidt efter hende, fordi hun havde drukket meget, så lod jeg mærke til, at hun havde gemt et glas vin under natbordet, så jeg ikke skulle se det, og gik flere gange ud på altanen for at “nyde udsigtet” men sjovt nok var hendes vinglas også væk. En dag blev det for meget for mig, og jeg sagde til hende at hun altså havde en problem, at der ikke kunne gå en dag uden hun skulle have alkohol, eller hun ikke kunne sove før hun havde fået alkohol – også fik hun vendt det hele om på mig. “Hvis hun var alkoholiker, så var jeg bestemt også, for når jeg gik i byen med pigerne, så drak jeg hverfald én flaske vodka selv”
Jeg måtte så prøve at forklare at jeg går i byen én gang hver 3. måned, og ja, jeg får da nogle drinks, men jeg har jo så ikke et problem med at være afhængig og ikke kunne sove uden at have fået mit alkohol. – men hun holdte fast i sin holdning om, at det var det samme.
Jeg ved ikke om hun er klar over hun selv har et problem, for det lyder ikke sådan. Hun går i forsvarsposition HVER eneste gang også er det alle andre end hende der har et problem. Jeg ved ikke hvad vi mere skal gøre, vi har allesammen sagt noget til hende. Nu begynder vi bare, at være spydige, fordi det går os på og vi føler os utilpas i hendes selskab når hun drikker. For det hjælper åbenbart ikke, at sige det pænt, eller sige noget overhovedet. Jeg er begyndt, at blive meget nervøs for hende. Hun er på meget kort tid kommet til, at se gammel og “brugt” ud og hendes hukkommelse er uhyggelig. Der kan være noget man lige har fortalt hende, som hun få timer efter slet ikke kan huske. Er så bange for hun er ved at udvikle demens, eller hun får en blodprop/hjertestop, eller sådan noget. Og hun lyver rigtig meget. Jeg har overvejet at sige til hende, at jeg ikke vil have noget med hende at gøre, før hun indser hun har et problem og er klar til hjælp, men er bange for det aldrig sker, for hun vil aldrig indrømme der er noget “galt” med hende. Hun bliver sure på os når vi nævner noget og beder os holde kæft.
Men hvad kan jeg ellers gøre? Jeg er mega konfliktsky, men vil gerne have min mor bliver gammel og når at se hendes børn blive gift og få børn, og hvis det fortsætter sådan, så gør hun ikke.
Det påvirker mig bare helt sindssygt, og det tror jeg ikke rigtig hun er klar over. Samtidig har jeg en storebror som er ude i et hashmisbrug, som tit er rigtig deprimeret og ikke vil leve mere, så det tager også virkelig hårdt på mig – at man skal gå og have ondt i maven og være nervøs for de to hele tiden. Forskellen på dem er så, at min bror godt ved, at han har et problem og vil ud af det, så han har også lidt svært ved at konfrontere min mor, da hun altid har det i nakken på ham, at han også har et misbrug. Og min lillebror har egentlig valgt, at holde sig udenfor det og ikke blande sig i hendes misbrug, også er der kun mig tilbage. Men de ting jeg siger, de går bare ikke ind hos hende, derfor har jeg brug for nogle gode råd til hvad jeg skal gøre og ikke skal gøre, inden det er for sent. Og om der overhovedet er noget at gøre, før hun selv siger stop….
På forhånd tak!
Mvh
{Navn}
Svar:
Kære {Navn}
Jeg kan rigtig godt forstå at du er påvirket at situationen med din mor, det er der bestemt ikke noget at sige til.
Som jeg forstår dig, er det ved at gå op for dig, at din mor benægter sit misbrug, at hun simpelthen ikke oplever det som et problem, på sammen måde som du og dine søskende gør. Det lyder også til, at det er ved at gå op for dig, at det ikke ændrer på noget at I gør din mor opmærksom på problemet, hun ser det ikke i øjnene. Du er også begyndt at mærke en nervøsitet og en bekymring for din mor i forhold til, hvordan misbruget påvirker hende. Du ønsker at hun skal blive gammel, se sine børn blive gift og børnebørn vokse op. Det kan jeg godt forstå du ønsker. Desværre er det ikke dit valg.
Du fortæller at du overvejer at sige til hende, at du ikke vil have noget med hende at gøre, før hun indser at hun har et problem og er klar til hjælp, men du er bange for, at hun aldrig indser det. Min erfaring siger mig desværre, at selvom man stiller sin drikkende forælder et ultimatum, så er det ikke sikkert det ændrer noget. Nogle gange gør det, ofte gør det ikke. Jeg kender desværre heller ikke til andet du kan gøre, som med sikkerhed får din mor til at indse og erkende sit problem.
Du spørger om der er noget du skal gøre eller ikke skal gøre, inden det er for sent og om der overhovedet er noget du kan gøre, før din mor selv siger stop. Jeg ved at mange andre unge går rundt med de samme overvejelser som dig. Jeg ved også, at i sidste ende, er det kun din mor der kan tage beslutningen. Det er kun din mor der har magt til at ændre sit misbrug. Du er reelt magtesløs. Det betyder ikke, at der ikke er ting der kan være gode for dig at gøre. Det er der. Jeg tænker f.eks. det kan være en god ide for dig, at fortælle din mor hvordan du har det. Du har allerede fortalt hende at du synes hun drikker for meget, det er rigtig sejt at du har stået ved dig selv og sagt det. Måske har du brug for at sige det igen. Jeg tror også det vil være rart for dig, at få fortalt hende at du er bekymret for hende og at du ønsker hun bliver gammel. Når jeg tænker at det vil være godt for dig at få sagt, så handler det om, at du står ved dig og dine følelser og får sagt dem højt. Det er ikke sikkert din mor forstår dine følelser eller lytter til dig, men jeg tror det vil kunne give dig noget, at fortælle hende hvordan DU har det. Du kan også sige til hende, at du ikke vil have noget med hende at gøre som du nævner. I forhold til det tænker jeg du skal overveje, ikke at gøre det for svært for dig selv. Forestil dig, at du siger til din mor, at du ikke vil se hende før hun stopper med at drikke og hun så bliver ved med at drikke, resten at sit liv. Hvordan vil det være for dig? Er du klar til det? Overvej om du vil give dig selv lov til at se hende, hvis du får lyst til det eller brug for det? Noget andet, som jeg ved mange unge med drikkende forældre gør er, at eksperimentere med at sætte grænser. Du kan ikke bestemmet over din mors forbrug af alkohol, men du kan bestemme under hvilke omstændigheder du vil være sammen med hende. Du kan f.ek.s bestemme at du kun vil være sammen med hende, når hun er ædru, eller når hun ‘kun’ har drukket så meget, at hun opfører sig på en måde, som du har lyst til at være sammen med. Hvis hun drikker eller drikker mere end du synes er passende kan du gå. Det er okay at sætte den slags grænser. Det vigtige er, at du mærker efter inden i dig selv, hvad du føler du kan være med til.
Jeg er ked af, at jeg ikke kan give dig et mere opmunternde svar, som du selv er inde på flere gange, så er der ikke noget man som pårørende kan gøre, hvis den drikkende ikke selv vil. Det er benhårdt at acceptere at det er sådan det er. Det gør ondt. Du skal vide at det ikke har noget med dig at gøre. Jeg er ikke i tvivl om, at du ville gøre alt for, at hjælpe din mor og få hende til at stoppe med at drikke. Det der skal til, er bare ikke noget du eller dine søskende kan gøre, det der skal til, kan hun kun selv gøre. Hvis din mor beslutter sig for at stoppe, kan I bakke hende op og støtte hende, indtil den dag er det bedste I kan gøre at passe godt på jer selv og hinanden og skabe jer gode liv, selvom I har en mor der drikker.
Mange gode hilsner
Camilla, TUBA