Jeg står i en situation, hvor livet bare ikke virker som noget der er værd at kæmpe for..
ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.. Har følelsen af at jeg ikke høre til her, som om jeg er født et helt helt forkert årti? tanken om selvmord har strejfet mig ofte efterhånden. jeg har allermest lyst til at ligge mig til at sove også ikke vågne op igen. begrave mig langt under dynen, og aldrig nogensinde mere skulle tage stilling til noget eller nogle.. det skal lige siges, at jeg er et velfungerende menneske (i andres øjne). jeg er omgivet af mennesker der holder af mig, og jeg holder vel også af dem, har en fantastisk familie og alt der høre til. men det bare som om det ikke er nok? Jeg har næsten lige fået drømme jobbet, men hver eneste dag overvejer jeg at sige op. det som om hvergang der kommer et lille bump på min vej, så giver jeg op, føler aldrig det er værd at kæmpe for.. jeg knytter mig ikke til mennesker, står altid klar til at kunne pakke en taske også smutte med det samme uden at kigge mig tilbage. jeg fortæller ikke folk om hvordan jeg egentlig har det. alle mennesker ser mig som en super stærk person, og er altid kommet til mig hvis de havde problemmer, på den ene eller anden måde. det har altid faldet mig nemt at støtte andre mennesker i deres problemmer, men det er bare som om at jeg ikke er interesseret i at de skal støtte mig? jeg ved at folk ville være der hvis jeg sagde hvordan jeg har det, men det er jeg bare ikke interesseret i.. Ja det eneste jeg faktisk er interesseret i, er, enten at pakke en taske og smutte, eller leve resten af mit liv i en skævert påvirket af diverse forskellige stoffer. jeg har lyst til ikke at leve det her liv, men at begå selvmord, er også bare at give op, og det synes jeg bare jeg er ved at ha gjort mange gange efterhånden.. står hvertfald i en situation hvor de valg jeg tager ikke gavner mig selv, eller andre. hvad kan jeg gøre anderledes, for hvis det fortsætter på denne måde, så jeg i tvivl om, om jeg fylder 22.
Kære du
Jeg føler med dig, den smerte du oplever lyder tung og svær. Jeg er glad for at du har skrevet herind og dermed rakt en hånd ud i forsøget på at få det bedre.
Du har skrevet til TUBA, som står for terapi og rådgivning til unge, som er børn af alkoholmisbrugere. Det fremgår ikke af dit brev, om dine forældre drikker eller har andre misbrug? Jeg er derfor i tvivl om, hvorvidt jeg er den bedste til, at svare på dit spørgsmål. Jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan, og samtidig anbefale dig, at kontakte livslinien som har masser af erfaring med at tale med unge, der som dig oplever at have selvmordstanker. Jeg ved at de på livslininen vil kunne give dig god rådgivning i forhold til det du oplever – formentlig bedre end det jeg kan give dig. Du finder livsliniens rådgivning her. http://www.livslinien.dk/
Du spørger, hvad du kan gøre anderledes, du fortæller at dine valg ikke gavner dig, at du ikke har lyst til at leve det liv du lever, at du har lyst til at begrave dig under dynen og aldrig mere tage stilling til ting. Mit bedste råd til dig, går direkte imod dit ønske. Det handler nemlig om, at du netop begunder at tage stilling. Begynder at undersøge, hvilket liv du HAR lyst til at leve? Spørger dig selv, hvad du kan lide og ikke lide, hvad du gerne vil have i dit liv og ikke have. Spørger dig selv, hvad du vil med dit liv og ikke vil. Begynder at tage stilling og ejerskab i dit liv. Intereesrer dig for, hvad du selv synes og hvad du selv har lyst til. Når det er dether, der er mit bedste råd til dig, så er det fordi jeg tror du er nød til at finde ud af med dig selv, hvilket liv det er du gerne vil leve, hvis det ikke er det du har nu. Og ikke mindst, begynder at handle på det du gerne vil, så dit liv bliver som du gerne vil have det. Som jeg ser det, er det kun dig selv der kan give dit et liv du føler er værd at leve – hvad tænker du?
Når man har det sådan som du beskriver, så tænker jeg at det kan være gavnligt at tale med en terapeut eller psykolog. Nogle mennesker ryger så langt ned under dynen, at de har svært ved selv at komme tilbage til livet udenfor, til virkeligheden. Sådan som du beskriver dit liv, er jeg bekymret for, at du er ved at nå dertil. At det måske virker helt umuligt for dig, at komme i kontakt med, hvad du har lyst til, hvad der giver dig glæde osv? Er det mon rigtigt fornemmet? Hvis du har det sådan, ønsker jeg for dig at du tager det meget alvorligt og søger professionel hjælp. Du kan evt søge hjælp gennem din læge, som kan hjælpe dig med at undersøge, om du er på vej ind i en depression.
Jeg føler mig meget ydmyg i forhold til at hjælpe dig her igennem brevkassen, da jeg dels forstår på dig, at det virkelig er svært for tiden og dels tænker at der er meget mere om dig, som jeg ikke kender til. Jeg har derfor gættet mig lidt frem. Du må tage det du kan bruge, og kaste resten væk. Mit svar er et perspektiv af mange, jeg tror du vil kunne få nogle gode vinkler hos livslinien også, har du mon mod på at kontakte dem?
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
Camilla, TUBA
Svar:
Jeg står i en situation, hvor livet bare ikke virker som noget der er værd at kæmpe for..
ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.. Har følelsen af at jeg ikke høre til her, som om jeg er født et helt helt forkert årti? tanken om selvmord har strejfet mig ofte efterhånden. jeg har allermest lyst til at ligge mig til at sove også ikke vågne op igen. begrave mig langt under dynen, og aldrig nogensinde mere skulle tage stilling til noget eller nogle.. det skal lige siges, at jeg er et velfungerende menneske (i andres øjne). jeg er omgivet af mennesker der holder af mig, og jeg holder vel også af dem, har en fantastisk familie og alt der høre til. men det bare som om det ikke er nok? Jeg har næsten lige fået drømme jobbet, men hver eneste dag overvejer jeg at sige op. det som om hvergang der kommer et lille bump på min vej, så giver jeg op, føler aldrig det er værd at kæmpe for.. jeg knytter mig ikke til mennesker, står altid klar til at kunne pakke en taske også smutte med det samme uden at kigge mig tilbage. jeg fortæller ikke folk om hvordan jeg egentlig har det. alle mennesker ser mig som en super stærk person, og er altid kommet til mig hvis de havde problemmer, på den ene eller anden måde. det har altid faldet mig nemt at støtte andre mennesker i deres problemmer, men det er bare som om at jeg ikke er interesseret i at de skal støtte mig? jeg ved at folk ville være der hvis jeg sagde hvordan jeg har det, men det er jeg bare ikke interesseret i.. Ja det eneste jeg faktisk er interesseret i, er, enten at pakke en taske og smutte, eller leve resten af mit liv i en skævert påvirket af diverse forskellige stoffer. jeg har lyst til ikke at leve det her liv, men at begå selvmord, er også bare at give op, og det synes jeg bare jeg er ved at ha gjort mange gange efterhånden.. står hvertfald i en situation hvor de valg jeg tager ikke gavner mig selv, eller andre. hvad kan jeg gøre anderledes, for hvis det fortsætter på denne måde, så jeg i tvivl om, om jeg fylder 22.
Kære du
Jeg føler med dig, den smerte du oplever lyder tung og svær. Jeg er glad for at du har skrevet herind og dermed rakt en hånd ud i forsøget på at få det bedre.
Du har skrevet til TUBA, som står for terapi og rådgivning til unge, som er børn af alkoholmisbrugere. Det fremgår ikke af dit brev, om dine forældre drikker eller har andre misbrug? Jeg er derfor i tvivl om, hvorvidt jeg er den bedste til, at svare på dit spørgsmål. Jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan, og samtidig anbefale dig, at kontakte livslinien som har masser af erfaring med at tale med unge, der som dig oplever at have selvmordstanker. Jeg ved at de på livslininen vil kunne give dig god rådgivning i forhold til det du oplever – formentlig bedre end det jeg kan give dig. Du finder livsliniens rådgivning her. http://www.livslinien.dk/
Du spørger, hvad du kan gøre anderledes, du fortæller at dine valg ikke gavner dig, at du ikke har lyst til at leve det liv du lever, at du har lyst til at begrave dig under dynen og aldrig mere tage stilling til ting. Mit bedste råd til dig, går direkte imod dit ønske. Det handler nemlig om, at du netop begunder at tage stilling. Begynder at undersøge, hvilket liv du HAR lyst til at leve? Spørger dig selv, hvad du kan lide og ikke lide, hvad du gerne vil have i dit liv og ikke have. Spørger dig selv, hvad du vil med dit liv og ikke vil. Begynder at tage stilling og ejerskab i dit liv. Intereesrer dig for, hvad du selv synes og hvad du selv har lyst til. Når det er dether, der er mit bedste råd til dig, så er det fordi jeg tror du er nød til at finde ud af med dig selv, hvilket liv det er du gerne vil leve, hvis det ikke er det du har nu. Og ikke mindst, begynder at handle på det du gerne vil, så dit liv bliver som du gerne vil have det. Som jeg ser det, er det kun dig selv der kan give dit et liv du føler er værd at leve – hvad tænker du?
Når man har det sådan som du beskriver, så tænker jeg at det kan være gavnligt at tale med en terapeut eller psykolog. Nogle mennesker ryger så langt ned under dynen, at de har svært ved selv at komme tilbage til livet udenfor, til virkeligheden. Sådan som du beskriver dit liv, er jeg bekymret for, at du er ved at nå dertil. At det måske virker helt umuligt for dig, at komme i kontakt med, hvad du har lyst til, hvad der giver dig glæde osv? Er det mon rigtigt fornemmet? Hvis du har det sådan, ønsker jeg for dig at du tager det meget alvorligt og søger professionel hjælp. Du kan evt søge hjælp gennem din læge, som kan hjælpe dig med at undersøge, om du er på vej ind i en depression.
Jeg føler mig meget ydmyg i forhold til at hjælpe dig her igennem brevkassen, da jeg dels forstår på dig, at det virkelig er svært for tiden og dels tænker at der er meget mere om dig, som jeg ikke kender til. Jeg har derfor gættet mig lidt frem. Du må tage det du kan bruge, og kaste resten væk. Mit svar er et perspektiv af mange, jeg tror du vil kunne få nogle gode vinkler hos livslinien også, har du mon mod på at kontakte dem?
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
Camilla, TUBA