Kære TUBA
Jeg er inden for det sidste år, blevet bevidst om, at alle de udfordringer, angst, depression osv., som jeg har haft, siden barndommen, højest sandsynligt stammer fra mine forældres alkohl forbrug.
Det har været en lettelse, at finde ud af, da jeg efter alle de år, var ved at opgive håbet, om et “normelt” liv.
Jeg står nu, og skal indrømme overfor mig selv, at mine elskede forældre, ikke har været så perfekte. Det er egentlig ikke fordi, at det er så svært. Det der er svært, er at alle andre også skal vide det. Jeg har altid, været meget ærlig overfor ALLE, omkring mine psykiske udfordringer og har haft det rigtig godt med det, men degang, var det jo kun mig, det handlede om, kun mig folk kunne dømme. Nu omhandler det også mine forældre. Jeg ønsker ikke, at folk skal se dem, som dårlige forældre, for de har altid været gode forædre, på alle andre punkter.
Hvordan skal jeg hådtere mit problem? Jeg føler, at jeg er fej overfor mine forældre. Når folk spørger hvad det handler om, flyver det bare ud af mig. Ærlighed føles bare mest rigtig, men synes mine forædre mon også det… Skal jeg spørge om det er okay for dem, eller skal jeg være egoistisk?
Venlig Hilsen
mig
Svar:
Kære du
Tak for dit brev, det lyder til, at du har haft noget at slås med i din opvækst, bl.a. Angst og depression, det må ikke have været let. Jeg får indtryk af, at du er i gang med, at lære dig selv bedre at kende. Du skriver at du inden for det sidste år, har fundet ud af, at dine udfordringer stammer fra dine forældres alkohol forbrug. Det tyder på, at du måske er i gang med noget terapi, eller hvordan er du blevet opmærksom på det?
Når jeg læser dit brev, slår det mig, at du skriver, at det på en måde var lettere, da det ”kun” var dig det handlede om, men samtidig får jeg indtryk af, at alle dine bekymringer handler om, hvad alle andre tænker om dine forældre, og hvad dine forældre tænker om dig, hvis du er ærlig om hvad deres alkohol forbrug har gjort ved dig. Hvor er du henne i det?
Jeg får lyst til at stille dig nogle spørgsmål, der på ingen måde er ment som et angreb, men mere som noget du kan reflektere over.
Hvorfor er omverdenens anerkendelse af dine forældre så vigtig for dig?
Hvad sker der hvis glansbilledet brister? Hvis andre kender de virkelige omstændigheder du er vokset op under?
Behøver du, at fortælle omgivelserne, hvad der ligger bag dine psykiske udfordringer. Hvordan ville det være, bare at sige, at du har nogle udfordringer, som du arbejder med, at blive klogere på?
Er du egoistisk, hvis du tager dig selv alvorligt, og er ærlig om dine forældres alkoholforbrug?
Du lyder som et godt menneske og en god datter der gerne vil gøre andre glade, men samtidig har du nogle psykiske udfordringer som du er modig nok til at tage fat på, for selv at få det godt. Hvis det skal lykkes, tænker jeg, at du bliver nødt til at øve dig i, at tage udgangspunkt i dine egne behov, hvad har jeg brug for? Det er ikke egoistisk, det er omsorg for dig selv.
Jeg vil råde dig til, at bruge noget tid, til at tænke over, hvad du har brug for……., gerne sammen med en terapeut. Har du brug for at være ærlig om dine forældres alkohol forbrug? Hvad vil det betyde for dig, at være det? Hvad vil det give dig?
Det er en svær øvelse, at mærke sig selv og sine behov, hvis man aldrig rigtig har gjort det, det kræver øvelse.
Du spørger, om du skal spørge dine forældre om det er ok for dem, at du fortæller om deres alkoholforbrug til andre, eller du skal være egoistisk. Mit svar er, at du er ikke egoistisk hvis det er det du har behov for, så er det omsorg for dig selv. Og du behøver ikke spørge dem om det er ok, det er dit valg, hvis det er vigtigt for dig for at komme videre i dit liv. De gjorde det bedste de kunne, men nogle gange er det ikke nok.
Bedste hilsner
Pia, TUBA