Hej.
min far døde i november sidste år, af sine mange års alkoholmisbrug.
Jeg er den ældste af 6 søskende, hvoraf de 3 ældste, mig, lillebror og lillesøster, deler samme far. Han stoppede kontakten til os da jeg var 7 af ukendte grunde.
jeg fik først etableret kontakt til ham i mit voksenliv, omkring da jeg var 20 år. Jeg havde besluttet mig for at glemme den smerte han havde givet mig i alle de år, og starte på en frisk uden at stille spørgsmål til fortiden.
Efter et års tid med lange telefonsamtaler, weekendbesøg og familietid med min far, mistede han sit arbejde. Med dét fulgte ubetalte regninger, ingen strøm, varmt vand og et hus der røg på tvangsauktion. Hans ellers ret så store alkoholmisbrug blev gradvist værre og jeg endte med at betale hans telefonregning – af egne egoistiske grunde. Jeg ville ikke miste kontakten igen!
Det hele blev dog for meget for mig, da mine bekymringer for ham endte med søvnproblemer hver eneste nat. Jeg valgte at hvile mit sind og svarede sjældent på hans opkald. Min sidste samtale med ham, hvor jeg stadigvæk kunne genkende han stemme, var sommeren sidste år. Han var meget fuld og ville ringe tilbage. Et par dage efter, får jeg et opkald om at han var blevet fundet bevidstløs på gulvet et sted, ingen vidste hvor længe han havde ligget der.
Jeg lavede overtræk for at komme til Rigshospitalet så hurtigt som muligt. Sidst jeg så ham, var han godt i stand og med farve i kinderne. Da jeg trådte ind på stuen, lignede han en døende fra en koncentrationslejr. Han var gået fra at være en 44 årig mand, til at ligne en på 90. Hans lever – og nyrer fungerede ikke og han var derfor i dialyse. han kom sig heldigvis efter en måneds tid og flyttede ind på et plejehjem for at starte hans genoptræning. Han lignede ikke sig selv og hans stemme havde ændret sig. Jeg kunne kun kende hans brune øjne.
Desværre blev han ramt af en infektion i maven, hvilket han ikke kunne bekæmpe.
jeg kørte kl. 11 om aftenen, da jeg fik at vide, at nu var det tid. Jeg var den eneste af hans 5 børn der var der. De andre havde, trods adskillige tilbud, afslået at se ham. Jeg holdte ham i hånden til det sidste og fik sagt ordentligt farvel.
nu sidder jeg så, næsten et år efter, og bare eksisterer. Jeg kan ikke fuldføre noget, tage mig sammen til noget og jeg kan ikke sove om natten. Min verden bryder sammen, når folk jeg holder af drikker eller fortæller om deres branderter. Jeg vil hele tiden forsikre mig selv om at jeg er okay, men det er jeg jo ikke. hvad nu?
Jeg fik en henvisning til en krisepsykolog lige efter det var sket og søgte derfor om hjælp til udgifterne fra kommunen – dét har jeg dog stadigvæk ikke fået svar på. Jeg har ikke orket at tage kampen op med kommunen omkring hjælp til psykolog, det eneste jeg har orket er at være derhjemme og det eneste jeg ser og tænker, er dét øjeblik hvor min far trak vejret for sidste gang og hvor meget jeg forbander alkohol – alligevel tog jeg på en 3 ugers druk ferie til Thailand i sommers. Hvad skal jeg gøre for at komme videre?
Svar:
Kære du
Jeg vil starte med at sige dit brev gør stort indtryk. Du lyder som en pige der bærer rundt på en kæmpe baggage, der er brug for at blive taget lidt fra dig. Det er på alle måder relevant du henvender dig til TUBA, så det vil jeg samtidig anerkende dig for. Du fortæller om en opvækst med et manglende forhold til din far og de sidste par års genforening, som ender med du mister din far pga. et årelangt misbrug. Jeg læser også at du og dine søskende ikke har haft samme tilgang og måde at håndtere det på, hvorfor jeg kan tænke du måske har stået meget alene i det.
Jeg læser i dit brev et ønske om at genskabe et forhold til din far, som på dit intiativ ender med at lykkes og være rart og værdifuldt for dig frem til din far går bort. Jeg læser samtidig at din far i mange år har haft et alkoholmisbrug, som har gjort ham ude af stand til at være der for dig, hvilket jeg tænker har været et stort savn. Jeg tænker at din genforening og de gode minder i nåede at få har stor kvalitet for dig og at du samtidig også har måtte affinde dig med din svars livsstil, for at kunne være en del af hans liv.
Du fortæller om et ubeskriveligt stort savn til din far, som bliver taget fra dig kort efter i får opbygget en god kontakt igen. Du fortæller hvordan hans misbrug har ødelagt ham og ender med at tage livet af ham. Jeg læser om en svær tid efter hans død, hvor du ikke har fået bearbejdet det tab du har haft i at miste din far og de mange bekymringer og følelser der også ligger bag, som heller ikke er blevet bearbejdet. Jeg opfatter det som om, din verden er gået i stå efter din fars død og du ikke ved hvordan du skal komme videre og leve dit eget liv uden din far.
Jeg tænker om du mon har nogen i din familie eller nære venner som du deler disse tanker med. Ved et tab og den sorg man går igennem er det af stor betydning at tale ud og have nogen der lytter til de tanker man har omkring det, for netop langsomt at komme igang med at bearbejde tabet. Du fortæller du har fået henvisning til en krisepsykolog, men af økonomiske årsager ikke får det brugt. Jeg kan ud fra din fortælling tænke at professionel hjælp er af stor betydning for at du kan bearbejde din fars død og de oplevelser du har med dig. En professionel kan være med til at vende tingene og sammen med dig reflektere over de oplevelser du har med din far og hvordan det har påvirket dig. I TUBA tilbyder vi gratis psykoterapeutisk forløb, hvilket jeg vil anbefale dig at henvende dig om gennem vores hjemmeside www.tuba.dk/findhjælp, hvis du kunne være interesseret. Her er det netop muligt at få professionel støtte til at håndtere de oplevelser man har med sig med en forældre med et alkoholmisbrug. Jeg vil også anbefale dig at undersøge børn, unge og sorg, jeg ved at de nogle gange har grupper for unge som har mistet en forælder pga misbrug, du kan læse mere her http://www.bornungesorg.dk/oversigt-over-tilbud/
Hvis du ikke ønsker dette, vil jeg samtidig anbefale dig at du prøver at kontakte din egen læge igen og evt. får en ven/veninde eller familiemedlem, du er tryg ved, til at hjælpe dig med det, så du kan få taget hul på alt det du bærer rundt på og derved kan komme til igen at leve dit eget liv og opnå de drømme du har for fremtiden.
Ud fra dit brev tænker jeg du er en meget omsorgsfuld og kærlig pige, der vil alle det bedste. Jeg tænker derfor du skal prøve at vende den og tænke at nu skal du yde omsorg over for dig selv, ved at søge hjælp til at få bearbejdet de oplevelser du har med dig. Hvert lille skridt tæller og din henvendelse til TUBA er allerede et lille skridt på vej i den rigtige retning.
Venlig hilsen
Malene, TUBA