Hej.
Min far drikker. Han har drukket øl (måske lidt mere end sundhedsstyrelsen anbefaler) til dagligt i mange år nu, men det er ikke nok til at jeg ville kalde det et misbrug. Dog fandt jeg sidste sommer en flaske spiritus i en skuffe i vores køkken, og tænkte at det var lidt mærkeligt. Så jeg hold øje med flasken. Hver dag kom jeg tilbage til flasken, og kunne se at den var blevet drukket over 3 dage. Så begyndte min far at blive meget deprimeret, og vi sad flere aftener og snakkede. Hans ånde lugtede ofte af spiritus i den periode, så jeg spurgte ham, hvor meget han drak. Han sagde at han gik til psykolog og psykologen havde opfordret ham til at “tage et glas vin til maden” hvis han var deprimeret. En ting er at jeg ikke tror på det, en anden er at det jo bestemt var lidt mere end et glas vin han drak. Han begyndte at bearbejde hans druk, og stoppede helt efter en ulykke hvor han kom på hospitalet.
Nu er det et halvt år siden han stoppede. I foregårs lagde jeg mærke til at han var lidt “on edge” med sit humør, og spurgte om han var en god far osv. ligesom han gjorde da han drak sidste sommer. Så i går lagde jeg mærke til, at han lugtede af spiritus igen. Så jeg spurgte ham: Hvor meget drikker du egentlig nu far? Og han svarede, at han kun drak et par øl om dagen, og at jeg ikke skulle bekymre mig. Han sagde, at så længe han holdt sig fra spiritus og vin ville det ikke være et problem for ham. Så i dag, 1 time før jeg skriver dette, hører jeg hoveddøren lukke. Det var min far. Jeg spurgte ham hvor han havde været henne, fordi jeg vidste slet ikke han var gået. Han sagde han lige var ude for at ligge nogle ting på plads i værkstedet. Igen lugtede han af spiritus. Vi spiste lige umiddelbart efter, og så sagde han at han ville gå i seng fordi han var “simpelthen så træt”. Jeg kunne mærke der var noget galt, så da han var gået i seng gik jeg i gang med at undersøge huset for spiritus. Og lige som jeg havde frygtet, i skuffen ligger en flaske spiritus igen. Jeg har allerede prøvet at håndtere én periode hvor han drak, og jeg ved ikke om jeg kan klare det igen. Hvad gør jeg?
Svar:
Kære du.
Jeg kan godt forstå, at du har brug for et råd, for det lyder som om, du går meget alene med dine bekymringer om din fars drikkeri. Det er et stort ansvar du tager på dine skuldre, og det er ikke rimeligt, at du skal bære rundt på det alene i en alder af 17 år. Så det er rigtig stærkt af dig, at række ud efter hjælp, ved at skrive herind.
Det fremgår ikke af dit brev, om du bor alene med din far, eller om din mor og eventuelle søskende også bor der, men det lyder til, at du går meget alene med dine bekymringer. Jeg bliver lidt nysgerrig efter at vide, om du har talt med nogen om din far? Det kan være et familiemedlem, en lærer eller en anden voksen du har tillid til? Jeg ved godt, at der er mange følelser forbundet med dette, og det kan være svært, at åbne op for noget der er så privat. Du vil måske ikke udlevere din far eller være illoyal over for ham, eller måske skammer du dig over situationen og føler en eller anden form for skyld. Hvis noget af dette er tilfældet, er du ikke alene, det er sådan rigtig mange børn og unge af alkoholikere føler. Men det ville være rigtig godt for dig, at tale med en voksen om din far og hans drikkeri, så du kan få lettet noget af det der tynger dine unge skuldre. Det er selvfølgelig ikke til at vide, hvordan den voksne vil reagere, men under alle omstændigheder, er det godt for dig at tale om det, og dele dine bekymringer med nogen.
Det er svært at vurdere ud fra dit brev, hvor stort din fars alkoholproblem er, men det er meget tydeligt, at det fylder rigtig meget i dit liv, og gør dig ked af det og bekymret, og det er slet ikke fair. Rollerne er byttet om, det burde være din far der holder øje med om du trives og har det godt, og ikke dig der hele tiden skal være på vagt over, om han nu er ok. Hvis jeg var dig ville jeg nok tage en snak med ham. Det lyder til, at du har talt med ham flere gange, men denne gang vil jeg bede dig tale fra hjertet. Med det mener jeg, at du skal tage udgangspunkt i det du føler og mærker. Når du taler skal du starte dine sætninger med jeg…… F.eks. jeg får ondt i maven når jeg finder en flaske, eller jeg bliver bange og føler mig meget alene…. Eller hvordan det nu lige præcis er du har det. Lad være med, at starte dine sætninger med du…. Som i ”du burde ikke drikke så meget” eller hvad det nu kunne være.
Det er ikke for at få din far til at stoppe du skal fortælle ham hvordan du føler. Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis han gjorde, men det er ikke en beslutning, du kan få ham til at træffe, den skal komme fra ham selv. Men du skal fortælle ham det for din egen skyld, måske er du ikke helt klar over hvordan det påvirker dig, før du får sat ord på. Og i hvert tilfælde er det rigtig godt for dig og dit selvværd, at få sagt hvordan du føler, og hvad det helt præcist gør ved dig. Jeg tror, at du vil være glad for det, når du har taget snakken med din far.
Det lyder ikke til, at din far har det godt, men det er rigtig glædeligt, hvis det er rigtigt, at han ser en psykolog. Men det er vigtigt, at du forstår, at din fars trivsel ikke er dit ansvar, men hans alene, og han er den eneste der kan gøre noget ved det. Du kan selvfølgelig komme med dine observationer og gode råd, men han er den eneste der for alvor kan handle på det, han skal have viljen til at ændre noget. Det er på ingen måde dit ansvar eller din skyld, at din far drikker, det er meget vigtigt, at du forstår det.
I det hele taget er det rigtig vigtig at du tænker på dig selv! Du er en ung mand på 17 år, der burde lægge planer for sit liv, i stedet for at bekymre sig om sin far. Det lyder måske egoistisk i dine øre, men det er det ikke. Det er vigtigt at du passer på dig selv, og drager omsorg for dig selv. Det er ikke egoisme, men det alle sunde mennesker bør gøre, selv om det er svært for mange.
Hvad er det du gerne vil med dit liv? Både helt konkret, som hvad vil jeg når jeg er færdig med skolen. Men også, hvordan vil jeg gerne have det? Jeg kunne forestille mig, at det ville være godt for dig, at være mere ubekymret og glad. Hvis det er rigtigt, hvad skal der så til for at du bliver det?
Jeg ved at det kan lyde barskt, men i sidste ende er det din far der har ansvaret for sit liv, og dig der har ansvaret for dit. Du burde så i den ideelle verden, have en forælder, der støttede dig i at finde din egen vej. Men sådan er din virkelighed ikke, så må du finde en vej i din virkelighed. Og her tænker jeg igen, at du har brug for en voksen du kan støtte dig op af.
Så når du spørger, ”hvad gør jeg” vil jeg lige ridse mine råd op her til sidst.
Tal med en voksen du har tillid til. En lærer, et familiemedlem, en vens forælder, eller hvem du føler er god til at lytte til dig, og tage dig alvorlig.
2. Snak med din far. Fortæl ham hvordan du har det, og hvad du føler.
3. Pas på dig selv! Tænk over hvad du vil med dit liv, og hvordan du opnår det. Sæt grænser for hvad du ikke vil være med til.
Du har allerede taget første skridt, ved at skrive til TUBA, så du er i gang med at gøre noget ved din situation, rigtig godt. Du har selvfølgelig også den mulighed, at skrive herind igen. Eller du kan henvende dig i den nærmeste afdeling af TUBA, og fortælle om din situation. Du kan finde de forskellige afdelinger på følgende link: http://tuba.dk/hjælp
Her vil du kunne møde andre unge i lignende situation som dig, og voksne der kender til problemstillingen.
De bedste hilsner.
Pia, TUBA