Vokset op med en far der var alkoholiker, dog stoppet nu og en mor der flygtede fra problemerne, en søster der selvfølgelig hokdte sig, væk fra hjemmet det hun kunne og mig der hentede min far på bodega når mor græd.. Det har påvirket mig meget i forhold til min adfærd og tankegang. Har altid været den der stod klar til at hjælpe svær ved at sige fra. Svær ved at aflæse folk og knytter mig hurtig til folk for så at blive såret når de ikke er der. Har klaret mig selv i mange situationer, både lektier og hverdagens problemer. Fik adhd diagnose i 2014 midt i min videregående uddannelse som jeg dog har afsluttet, bare ikke med det karakterniveau som jeg ved jeg kunne… har før haft depression som var medvirkende til at jeg gik fra tidligere kæreste efter 8 år. Nu står jeg igen og er på vej til at ryge ned, går stadig ledig efter uddannelse dog første år på barsel som gik med en søn med kolik og maveproblemer så var ofte til lægen og indlagt med ham og ingen lyttede. Fik næsten ingen søvn i et år. Ingen familie der tilbød at hjælpe os. en kæreste der har fået stress og jegen fik en fyring fra vikariat, samtidig har min søster valgt at slette mig på facebook… længere historie omkring min udtalelser omkring hvor skuffet jeg var og hun ikke kunne deltage i sønnen fødselsdag da hun heller ikke var med til 1 år. 1 år skulle hun til motorfestival hele weekenden 30 min væk fra os og til 2 års havde hun en vigtig opgave i forbindelse med uddannelse men overskud til at tage til andre arrangementer…. hun mente jeg kun tænke på mig selv… men det eneste jeg tænker på er hvor vigtig det er min søn har kontakt med familien. har bare fået det hele til at ramle. Det eneste der kører rundt i mit hoved er at jeg ikke er god nok, måske er jeg bare ikke bedre og skal ende et liv som førtidspensionist som mine forældre, på trods af at jeg hele tiden har kæmpet for at komme ud af den skygge. Den første i min familie til at tage en videregående uddannelse. Jeg skal egentlig søge job for ikke at miste mine dimmentend dagpenge… men lige nu er det sådan at jeg ved at det at komme ud og arbejde ville hjælpe, men magter ikke at få sendt ansøgninger. Flyver rundt mellem alle gøremål og når ingenting. Og tænker bare om det er bedre jeg bare går fra kæresten og sønnen så de kan få et bedre liv uden mig og mit meget svingende humør og min ledighed som åbenbart bliver ved for evigt. Drømmer om bare at finde den plads på arbejdsmarkedet så jeg kan tjene penge og ikke skal bekymre mig hele tiden. Så min kæreste kan få det bedre og ikke bare skal køres længere ned pga mig. Ved lidt hvad jeg skal gøre men kan ikke komme i gang. Kører rundt i en sort cirkel og tankerne bliver bare værre. Ved ikke hvor jeg skal søge hjælp da pengene ikke er til det. Er træt af at mangle omsorg fra familien. Og træt af at alle mine huller i arbejds og uddannelses liv påvirker mit videre forløb. For nu hvor jeg endelig får medicin får m i n adhd og bare det jeg ved jeg har det, ja så kan jeg ikke komme videre pga hullerne for folk ser åbenbart kun det. Føler snart ikke jeg magter mere og ved der snart skal ske noget for ellers går kæresten fra mig. Og ham og sønnen er mit et og alt. Og da han er 2 år nu begynder han jo godt at kunne mærke mine humørsvingninger pg ønsker for alt i verden ikke det skal på virke ham for så vil jeg hellere flytte og undvære at se ham hvis det er bedst for ham. Han skal have et liv så meget bedre end mit. Undskyld mit forvirrede opslag. Brug for at komme ud med det og dette er endda kun en brøkdel… savner at der er nogen der kan tage hånd om mig og vejlede mig, så jeg kan komme ud af min cirkel og leve et godt liv med min lille familie. Vil bare gerne ud af alt det virvar men ved ikke hvad jeg skal gøre.
Svar:
Kære du
Hold da op, hvor lyder det til at være nogle trælse følelser, du går rundt med for tiden. Jeg er glad for, at du skriver herind, så du kan komme ud med noget af det.
Du fortæller om din opvækst med en far, som var alkoholmisbruger, og du derfor nogle gange skulle hente ham på bodega, når din mor græd. I 2014 fik du diagnosen ADHD midt i dit uddannelsesforløb, men fik alligevel klaret uddannelsen, og blev den første i familien til at få en videregående uddannelse – sejt! Siden din uddannelses afslutning har du gået hjemme på barsel med et barn, som desværre havde kolik og maveproblemer, hvilket har medført en del indlæggelser og manglende søvn. Midt i alt dette har du haft problemer med din søster, som nu har slettet dig som ven på Facebook. Du beskriver også, at du går med en følelse af, at du ikke er god nok, og at din kæreste og søn måske vil være bedre tjent med en tilværelse uden dig og dine humørsvingninger.
Alle forældre har i højere eller mindre grad bekymringer, om de nu gør det godt. Fuldstændig ligesom dig. Der er ingen tvivl om, at det er hårdt at blive forældre – men når man har et barn med kolik er det endnu hårdere. Du beskriver, at du “flyver rundt mellem alle gøremål og når ingenting”, og det kan jeg helt ærligt godt forstå! Du må have haft mange bekymringer om dit barn og din jobsituation, og der er ingen tvivl om, at alle indlæggelserne og den manglende søvn i et år har været ufatteligt hårdt – oven i alt dette har du ADHD at kæmpe med. Jeg tror ikke, at nogle mødre ville kunne gå alt det igennem uden at føle sig fortvivlet og blive ramt af humørsvingninger. Der er ingen tvivl om, at du ønsker det bedste for dit barn, og vil gøre alt hvad du kan, for at han får det så godt som muligt. Og netop derfor er det bedste for ham at have dig i sit liv – også selvom du nogle gange føler, at han er bedre tjent uden en udmattet mor.
Du skriver, at du ikke ved, hvor du skal søge hjælp, da pengene ikke er til det. TUBA har desværre ikke en afdeling i din kommune, og kan derfor ikke tilbyde dig hjælp. Til gengæld kan jeg se, at din kommune har tilbud til pårørende af misbrugere, og bl.a. tilbyder grupper for voksne pårørende. Jeg tænker, om det måske kan være noget for dig? Du fortæller, at du gerne vil du af “alt det virvar”, men ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg tænker derfor, om det kunne være en mulighed at starte ved begyndelsen – nemlig din barndom, hvor din far misbrugte alkohol? Det kan måske også give dig nogle redskaber til, hvordan man som familie kommer oven på igen, og herigennem hjælpe dig med din relation til din søster. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om det her: https://www.vejle.dk/borger/mit-liv/sundhed-og-omsorg/alkohol-og-stofmis…. Hvis du ikke har lyst til det, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til din læge. Han/hun kender måske til nogle steder, hvor forældre til børn med kolik kan få hjælp, eller kender til en anden måde, du kan få hjælp på.
Jeg er ikke i tvivl om, at du er en stærk kvinde, som nok skal komme tilbage igen. Men manglende søvn i et år kan tage pusten fra selv den bedste, så jeg kan sagtens forstå, at det hele kan virke uoverskueligt lige nu. Du har før udvist en stor styrke i forbindelse med din uddannelse, og den skal nok komme tilbage til dig, når der er kommet mere ro på det hele. Du er altid velkommen til at skrive herind igen en anden gang.
Jeg ønsker dig det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA