Jeg har lige opdaget TUBA.. og hvor er det fantastisk at sådan et sted findes! Jeg har nu læst stort set alle indlæg her, og set samtlige filmklip. Hvis jeg bare havde kendt til sådan et sted for 10-15 år siden, så havde jeg nok haft et lykkeligere liv i dag. Det er sørgeligt at læse/høre om alle disse historier, men det giver også en form for lettelse at jeg ikke er den eneste som har været i disse situationer.
Min mor har været alkoholiker så længe jeg kan huske det. Hun var snaldret hver aften da jeg var teenager, og efter at jeg flyttede hjemmefra mistede hun sit job, og så gik det helt galt. Hun var bevidstløs beruset stort set hver dag. Hun var indlagt nogle gange, og en dag blev min far ringet op af et hospital, hun var fundet bevidstløs i vandkanten i den anden del af landet. Min far og mor har altid skændtes rigtig meget, og jeg tror at det er en stor del af grunden til at min mor drak. Men det var jo en ond cirkel, for så skældte min far hende bare mere ud. Jeg levede et dobbeltliv, boede på kollegie, og ingen af mine venner vidste at min mor var alkoholiker. Udadtil virkede jeg somom mit liv var helt normalt, og jeg fungerede fint socialt. Jeg skammede mig over min baggrund, og det tog mig 2 år før jeg fortalte min daværende kæreste det. Jeg snakkede i uendeligheder med min far om dette, og også min mor, men hun kunne jo aldrig huske det dagen efter. Vi prøvede på alle måder at få hjælp til hende, men så længe at hun ikke selv ville indse at hun havde et problem, så skete der ingenting. Dette gjorde at jeg havde en meget lille lunte overfor folk der var tæt på mig. Jeg gik fra min kæreste, selvom han var meget sød og støttende for mig. Jeg blev ved med at skubbe mine frustrationer ud på ham. Ved ikke om det skyldes at jeg også gjorde det med min mor, eller fordi at jeg så at min far gjorde det mod min mor. Sådan fortsatte mit liv indtil jeg blev 30, hvor min mor blev så syg at hendes lever sagde at nu kunne den ikke fortsætte. Hun blev selv så forskrækket, og hun stoppede med at drikke i 6 måneder hvor hun regenererede og fik det bedre. Hun er så begyndt at drikke igen, men det er på ingen måde så slemt som tidligere. Så det er virkelig en lettelse ikke at skulle konstant tænke på om hun nu er sindsygt fuld igen, og vide at min far skal leve med det.
Efter dette begyndte jeg at fortælle alle mine veninder om det. Og det er virkelig mærkeligt at jeg ikke har fortalt dem det noget før! Tror det gik op for mig, at det jo ikke er min skyld. Jeg begyndte også det år at gå til psykolog, pga at jeg er meget jaloux, hvis jeg har en kæreste. Hun fik mig til at indse, at mit lave selvværd skyldtes at min mor var alkoholiker, og det havde jeg heller aldrig indset selv! Det er et skridt på vejen at indse hvor mine problemer stammer fra, og hvorfor jeg har det så svært ved at knytte mig rigtig til en person, uden at være bange for at blive svigtet.
Men, når jeg nu er nået der til (hvilket jo har taget rimelig længe), så ved jeg simpelthen ikke hvordan jeg kommer videre? Min psykolog hjalp mig med at indse hvor mit problem stammer fra, men ikke til hvordan jeg kommer videre. Hvordan jeg ændrer min adfærd, hvordan jeg bliver lykkelig. Jeg kan tit få selvmordstanker, og tænke at det hele bare ville være nemmere hvis jeg ikke var her mere. Jeg har haft mange kærester, men ikke så lange forhold, fordi jeg bliver dominerende, kontrollerende, og skubber dem væk fra mig. Jeg har prøvet at fokusere på mig selv, og mine egne behov. Jeg har et godt job, som jeg er glad for. Jeg prøver at dyrke motion, være sammen med venner, dyrke hobbys. Men jeg er langt fra lykkelig, og det meste af min fritid går med at have ondt af mig selv, og bebrejde mig selv hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen. Jeg vil så gerne finde en mand jeg kan få børn med. Og jeg har en sød kæreste nu som jeg har haft i 6 måneder, men vi har haft slået op så mange gange, og jeg bliver ved med at tvinge ham til at bevise hvor meget han holder af mig, og derefter skubber jeg ham væk, hvorefter jeg trygler ham om at komme tilbage. Dette kan jo nok ikke fortsætte i særlig lang tid, indtil at han ikke kan holde til det mere.
Jeg bor i udlandet, så kan ikke komme fysisk ind på en TUBA afdeling. Har i forslag til hvordan jeg kan få det bedre?
Svar:
Hej
Hvor er det godt at høre, at du kan bruge vores hjemmeside med de indlæg som her findes, hvilket lyder til at give mening ift. din egen situation. Du skriver at det kan give dig en lettelse, som måske netop handler om oplevelsen af ikke at være alene ift. betydningen af at have levet sammen med en mor, der har drukket så meget som jeg forstår din mor har gjort. At være barn og ung i en familie med alkoholproblemer kan have store konsekvenser ind i voksenlivet, som du også udtrykker det.
Som jeg læser dit brev, oplever du at have fundet frem til at din måde at leve dit liv på, meget kan relateres til din opvækst og ikke mindst din mors påvirkning. At du har fået en indsigt i hvor dine problemer stammer fra, men at du ikke ved hvordan du skal komme videre og med spørgsmålet om: ”hvordan jeg ændrer min adfærd, hvordan jeg bliver lykkelig”. Jeg hører det som, at det særligt er i forholdet til kærester at det bliver svært for dig, fordi du på den ene side så gerne vil finde en mand og etablere en familie sammen med ham, og på den anden side kommer du til at skubbe ham væk – et mønster som jeg hører du er blevet mere bevidst om også ift. tidligere kærester. Det håber jeg er rigtigt forstået, for jeg vil prøve at skrive mit svar ud fra den forståelse.
At blive lykkelig?
Jeg læser i dit brev, at dit ønske er at blive lykkelig – og her kommer jeg til at tænke på hvad det vil sige at være lykkelig? Jeg læser at du gerne vil finde en mand, få børn og at det er det, som skal til for at blive lykkelig. At det er målet og med overvejelser om hvordan du så kommer derhen? Her tænker jeg lidt på, om det at have en kæreste og få børn måske for dig bliver det ultimative mål, det som ”kun” kan gøre dig lykkelig og som måske netop derved kan komme til at spænde ben for at kunne være i parforholdet på en mere afslappet måde. Hvis du forstår? At det bliver så vigtigt for dig, at det skal leve op til forventningen om en familie med det, som du tænker den skal indeholde. Jeg nævner det, fordi jeg flere gange i samtaler med unge kan høre, at deres opfattelse/mål ift. en familie kan være forholdsvise høje og dermed også med meget høje forventninger til dem selv om at skulle være en ”perfekt” kæreste (fordi målet om en familie er så vigtigt). Du skriver, at du bebrejder dig selv for hvorfor du ikke kan tage dig sammen. Måske er det her, at du kommer til at kræve så meget af dig selv ift. at skulle få et parforhold til at fungere, at det for dig kan blive svært at være i også ift. at kunne rumme det, og måske netop derfor skubber kæresten væk? En mulighed kunne her måske være, at du sammen med din kæreste taler om de mønstre som du kender til ift. dine egne reaktionsmåder. Du nævner bl.a.: ” at jeg bliver ved med at tvinge ham til at bevise, hvor meget han holder af mig og derefter skubber jeg ham væk…” Jeg kan ikke i dit brev læse, hvor megen åbenhed du har turdet vise ift. dine kærester, og måske ikke mindst ift. din nuværende kæreste. Jeg har talt med en del unge i TUBA om deres vanskeligheder i parforhold, som meget ligner de problemstillinger som du nævner. Og hvor deres erfaringer er, at processen om at skabe åbenhed og dialog om handlemåder, reaktioner mv. kan betyde, at parforholdet kan blive mere stærkt og hvor der ikke er samme oplevelse af forkerthed, selvbebrejdelser mv. fordi det gennem dialogen kan blive et fælles projekt, hvor begge parter kan støtte op om hinanden. Du nævner, at du tidligere har erfaringer med at være åben og ærlig om at din mor er alkoholiker, hvilket jeg forstår i dit brev var en stor lettelse for dig ift. ikke at føle skyld. Det kan måske være en mulighed også nu i dit forhold til din kæreste. At fortælle om hvordan du har det, det som er svært, det som du er bange for (eller er på spil), det du har brug for i forholdet til ham og det som du gerne vil/ønsker (som jeg forstår, er gerne at kunne blive i forholdet, uden at skubbe ham væk). Kan det måske give mening for dig?
At komme i kontakt med sin egen sårbarhed
I dit brev skriver du, at du kan blive ”kontrollerende og dominerende” i forholdet til en kæreste og hvor jeg hører, at det bliver en drivkraft for dig ift. at kunne styre hvor meget han gerne skal bevise, at han holder af dig. Jeg tænker, at det som måske her er i spil er behovet for tryghed, forudsigelighed og at være sikker på ikke at blive svigtet (forladt?). Der kommer jeg til at tænke på, at det kan forstås indenfor rammen af en yngre del af dig, som er bange for at blive svigtet, den pige som stadig er den del af dig som er blevet svigtet og forladt som barn. At hun er der og hun kommer frem (når du mindst venter det) fordi det er af betydning at hun mødes, anerkendes og får sin plads, fordi hun er en del af dig. Forstået på den måde, at når der sker selvbebrejdelser ift. at skulle ”tage sig sammen”, så får din sårbarhed ikke plads – at du også kan være en (yngre) pige, som også godt må slippe kontrollen, bare være, at kæresten kan tage over eksempelvis ift. ansvar mv. Giver det måske mening for dig? Jeg har haft samtaler med en ung kvinde, i en gruppe som beskrev det sådan, at da hun først kom i kontakt med den lille pige, der sad der på trappeopsatsen og lyttede til sin mors telefonsamtaler (hvor hun var fuld). Det havde moren tid til, at tale med sine andre fulde veninder, og hvor hun sad der og ventede og savnede sin mor, men ikke turde gå ind til hende af frygt for afvisning (hvilket hun i sit voksenliv fandt ud af). At kunne møde og anerkende den pige (den yngre del af sig selv), med omsorg og forståelse, dvs. når hun bliver presset i sit nuværende voksenliv og falder ind i de mønstre, som hun kender så godt (eks. ift. at skubbe andre væk), at hun så der kan møde pigen i sig selv, hvilket hun oplevede hjalp hende. At hendes voksne” jeg” så at sige gav det yngre ”jeg” noget plads, anerkendelse og omsorg. At det måske kan være et perspektiv ift. at finde frem til hende, at hun er okay og ikke behøver at have styr på det hele? Med bevidstheden om at det er okay, nu kommer hun frem, hun banker på og hun er der, skal have lidt tid for derefter at finde sin egen plads igen. Jeg ved, at det måske kan lyde noget alternativt men jeg ved samtidig også, at det kan give noget frirum at forholde sig til sig selv på denne her mere anerkendende måde. Måske det kan virke for dig?
Samtidig kan jeg ikke lade være med at bemærke de øvrige ting, som du nævner fungerer i dit liv: at være sammen med dine venner, at have et godt job, dyrke hobbys mv. Her tænker jeg, at du har en del ressourcer og jeg hører, at du her oplever dig som værende godt tilpas med dig selv? Så hvad er det, som du måske her får sat i gang, på hvilken måde fungerer du i det felt, hvad gør du for at det virker mv. Måske der her er en fortælling om dig, som værende den særlige person du er – en fortælling om dig som måske ikke har fået samme plads og rum i samværet med en kæreste? Alt det du også er, når du ikke er i et forhold til en kæreste? Har du mon set og opdaget det? Ikke forstået på den måde, at det bare er nemmere at være alene – slet ikke – men mere i retningen af, om der evt. kan være elementer som forlader dig lidt når du får en kæreste? Som du fastholder når du ikke er i forhold til en kæreste, som eks. oplevelsen af at være god nok. En overvejelse som måske kan give mening?
Jeg håber, at jeg har kunnet give dig nogle overvejelser ift. evt. mulige forandringer og at du vil kunne bruge noget af det, som jeg her har forsøgt at videreformidle. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du tænker at du får behov for det og så vil jeg samtidig ønske dig alt muligt godt fremover.
De bedste hilsner fra
Christina S./TUBA