Kære brevkasse. Jeg er en fyr på 28, som går og døjer lidt med et tabu. Det bunder i tabet af min far, som døde, da jeg var 2 år pga et alkoholmisbrug. Det har altid været et emne, som jeg ikke rigtig har haft et forhold til, da jeg som barn og ung ikke rigtig har vidst, hvordan man skal håndtere sådan et tab. De personer, som jeg har fortalt det til, har som oftest ikke reageret tilbage med fx omsorg, men mere lagt afstand til mig, hvilket jeg synes har været rigtig svært at håndtere (tror generelt at fyre har mere svært ved snakke om følelser). Derfor har det i mange år været et emne, som jeg har forsøgt at glemme, hvilket for det meste har fungeret okay, men stadig har emnet rumsteret i mit hoved. Ydermere har jeg også haft svært ved at snakke med min mor om det, da hun har forsøgt at glemme det ved ikke at snakke om det. Derfor kan jeg mærke inde i mig selv en form for anderledeshed, som har resulteret i en tilbageholdenhed overfor at åbne mig overfor andre. Og da jeg fra tidligere venskaber har oplevet at blive svigtet ift den intimitet, jeg troede venskabet indeholdt, har jeg de sidste par år kunne mærke en stigende grad af ensomhed forbundet med den problematik, at jeg ikke rigtig kan fortælle min historie til nogen – eller rettere – jeg har mistet modet til at kunne fortælle det, som, jeg synes, er vigtigt. Ensomheden bunder i at det er svært at vide, om det kan blive bedre, og jeg kan mærke, at det er svært at vide, hvem jeg skal tage kontakt til. Så kære tuba, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre.
Svar:
Kære du
Dit brev omhandler en problematik, som mange unge kender til, nemlig ensomhed. Det er svært at tale om, og det er fedt, at du med dit brev er med til at belyse emnet.
Du skriver, at du tidligere i dit liv har fortalt nogle om, at din far døde på grund af et alkoholmisbrug, da du var to år gammel. Disse personer reagerede ikke med omsorg, men snarere ved at lægge afstand til dig. Jeg kan godt forstå, at du har haft svært ved at håndtere dette og har reageret med at forsøge at glemme episoden. Men som du også selv skriver, er det ikke så nemt at lukke ned for de ubehagelige ting, da det stadig er noget, der rumsterer i dit hoved.
Når du skriver om reaktionen blandt de personer, som du åbnede dig op for, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om grunden til deres afstandtagen snarere skal findes i emnets alvorlige karakter end noget, der har med dig at gøre. For langt de fleste af os er det – desværre – rigtig svært at tale om alvorlige emner som dødsfald og det at miste. Det er ærgerligt, for, som du også selv oplevede, har man faktisk ofte behov for at dele de svære ting med andre mennesker.
Som det også fremgår af dit brev var behovet for at dele din historie ikke blot tilstede tidligere, men fylder også for dig i dag. Du skriver endda, at det, at du ikke kan dele din historie, har resulteret i, at du føler en stigende grad af ensomhed. Somme tider kan man godt føle sig ensom, hvis man ikke synes, at de mennesker man har omkring sig kender til hele ens historie, og derfor kan jeg sagtens forstå, at du har det på denne måde. Du skriver endvidere, at du har mistet modet til at fortælle det, som du synes er vigtigt. Selvom vi har svært ved at tale om de svære ting, vil du måske opleve, at det vil være nemmere at fortælle dine venner om din fortid nu, hvor I er blevet ældre. I takt med at man bliver ældre, bliver man måske lidt bedre til at håndtere at høre om livets mere mørke sider.
Hvis du ikke føler, at du er parat til at tale med nogle i din omgangskreds – fordi du tidligere er blevet brændt – er det også en mulighed at tale med en terapeut i stedet. Terapeuten kender du ikke i forvejen og han/hun kender ikke dig, og det kan derfor være nemmere at åbne sig op, eftersom du ikke skal være bange for at han/hun trækker sig, når han/hun hører din historie. Du skal være meget velkommen til at tage kontakt til TUBA – her tilbyder vi både individuel- og gruppeterapi – hvilket du kan læse meget mere om her: http://tuba.dk/hjælp.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Venlig hilsen Liv, TUBA