Hej.
Jeg har en kæreste, der pt. kæmper sig vej mod et stop af hashrygning.
Han gør pt. sit bedste og det er jeg jo rigtig glad for.
Jeg har en traumatisk barndom – er opvokset med en mor der drikker og en far der tog lidt af det hele.
I januar gik min far desværre bort, hvilket har gjort mig ekstremt sensitiv. Siden forholdets start har jeg vidst kæresten havde et misbrug, men efter nogle måneder lykkedes det ham at blive clean. Desværre fik han tilbagefald og det sidste år har vi prøvet diverse metoder til at hjælpe ham. Nu sker der fremskridt! YES!
Men han har én specifik kammerat, som egentlig er rigtig flink. Han har bare ikke altid en god indflydelse på kæresten.
For nogle uger siden fortalte jeg min kæreste, hvor meget det betyder han ikke ALTID skal ryge med sine venner, men også kan tage ud uden at ryge.
Han ville gerne hjælpe mig over nogle traumer, ved at tage det til sig.
De sidste par gange, hvor han har været sammen med sin ven er han alligevel kommet hjem – meget påvirket. Og fortalt de har røget en del og hvor skæv han var.
Jeg sidder nu og får en knude i maven, hver gang jeg bare tænker på de snart skal ses igen.
Jeg har prøvet at snakke med ham om det, men trods han er god til at snakke og lytte, så går han direkte i defensiven på lige det her punkt.
Jeg ved jeg burde snakke med ham om det igen – se om ikke han vil gøre noget ved det, selvom det er rigtig svært for ham. Men jeg er næsten bange for det – har helt opgivet på dette ene punkt, hvor han bare går i baglås med sit rygestop.
Nu sidder jeg med følelsen af, at jeg måske bare er uretfærdig. At jeg pt. burde bide det i mig og lade ham komme længere frem i sit rygestop, før jeg beder ham ikke ryge med vennerne.
Men det er bare ikke så fedt, at jeg skal gå i flere dage og næsten føle jeg har et angstanfald. :/
Samtidig føler jeg, at jeg burde snakke med ham om det, for vi går begge ind for åben kommunikation.
Er der nogen måde, hvorpå man kan lære at lade være at frygte den slags? :/
Han gør sit bedste på alle andre punkter, og selvom det ikke går hurtigt, så går det i det mindste fremad!
Mvh
En ung kvinde
Svar:
Kære du
Sikke et dilemma du står i.
Jeg læser det sådan her:
Din kæreste er ved at stoppe med at ryge hash. Du vil gerne støtte ham. Når han ryger hash vækker det nogle følelser af angst hos dig, fra da du var barn og have misbrugende forældre. Så hvad skal du gøre, skal du tale med din kæreste om, om han kan stoppe med at ryge med sine venner, eller skal du lade ham tage det i sit eget tempo? Og hvad skal du så gøre, med dine føelser imens?
Der er ikke noget enkelt svar på dit dilemma. Det er netop et dilemma, hvor der er noget at vinde og noget at tabe, uanset hvad du gør.
Hvis du beder ham om at stoppe med at ryge med vennerne, så står du ved dig selv og markere hvor din grænse går for, hvad du vil være med til. Du reagere på din angst og tager dine følelser alvorligt. Du risikerer en konflikt med din kæreste og du kan ikke vide om dit krav vil hjælpe ham med rygestoppet.
Hvis du ikke siger noget, må du undertrykke dine egne følelser og leve med, at din kærestes handlinger giver dig angst, du ungår en konflikt med din kæreste og hvem ved, måske er han snart så langt i sit rygestop, at han ikke længere ryger sammen med vennerne?
Jeg kan ikke vurdere, hvad der vil være den bedste hjælp for din kæreste, at stille krav til ham eller lade ham tage det i sit eget tempo. Det er der nok ikke nogen der kan vide.
Men jeg ved, at du har lov til at stå ved dig og sige hvordan du har det, og du har lov til at stille krav til din kæreste.
Måske kan du, ved hjælp af terapi, få adskildt de oplevelser du havde som barn, med det du oplever med din kæreste i dag. På den måde vil du måske komme til at føle mindre angst, når han ryger hash. Men det kan dog også sagtens være, at du bare ikke har lyst til at din kæreste skal ryge hash og at din frygt ikke er forbundet med din fortid.
Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert at gøre i din situation. Du har lov til at gøre lige det, der føles rigtigt for dig. Når jeg læser dit brev, ser jeg dit ønske om, at du og din kæreste bevarer den åben kommunikation som I begge går ind for, jeg bakker fuldt op om, at du reagerer på det du oplever og fortælleer din kæreste om det. Jeg tænker ikke at du er uretfærdig, jeg synes kun det er rimeligt, at I holder hinanden op på at gøre de ting som er gode for jer og for jeres forhold.
Du er velkommen til at skrive igen elelr besøge vores chatrådgivning (www.tuba.dk/chat) hvis du har lyst til mere sparrien på dit dilemma.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA