Kære Tuba,
Jeg er en ung kvinde på 20 år, som flyttede i lejlighed for lidt over et halvt år siden, hvor min kæreste dog gik fra mig for 4 mdr. siden, da han mente, at det var et for konfliktfyldt forhold, hvor jeg aldrig var tilfreds.
I den forbindelse er jeg naturligvis blevet meget sårbar, men samtidig blevet bedre til at mærke mig selv.
Min udfordring opstår, når jeg så er alene og er ked af det, for der vil jeg ‘naturligvis’ ringe til min (tidligere) alkoholiserede mor, som slet ikke følelsesmæssigt er i stand til at være der for mig stadig. Hvilket er gået op for mig, at jeg aldrig rigtigt tror, at hun har været i stand til, når alt kommer til alt.
Det er som om, at hun bliver sur, frustreret eller synes, at jeg er triviel at høre på, hvorefter hun drejer situationen over på sit liv, og skal lave referencer og anekdoter derfra, om hvordan alt, hvad jeg siger eller kommer med skal kobles sammen med min far, som gik fra hende for 10 år siden.
Hun er ikke i stand til at lytte til mig, og når jeg siger det, så bliver hun mere sur og begynder at skyde skylden over på mig eller får mig til at virke, som den der er helt urimelig.
Så mit spørgsmål er vel i bund og grund, hvordan jeg kan lære at være der for mig selv, når jeg ikke rigtigt kan hente noget hjælp fra min mor, da hun ikke selv kan være der for hende selv.
Jeg mener, jeg har altid talt og tænkt dårligt om mig selv, mine omgivelser og baggrund, men jeg vil utrolig gerne ud af det nu, og bare kunne nyde at være mig. Hvilket jeg også føler, at jeg er blevet bedre til. Mit problem er bare, når jeg kommer i situationer, såsom at blive droppet af min ekskæreste, at jeg ikke er i stand til at kontrollere eller håndtere situationen, og jeg derved kontakter hende, selvom hun slet ikke rigtigt kan hjælpe, men snarere kører mig endnu længere ud.
Så vil jeg rigtig gerne vide, hvad jeg kan gøre for at kunne acceptere tingene, som de er, og få det bedste ud af det?
For det sidste, som jeg sagde til min mor var, at jeg ikke ønskede at have kontakt til hende, fordi hun netop ikke kan være der for mig, hvilket hun accepterede. Det samme gjorde jeg med min far for 6 mdr siden, da jeg flyttede, og han valgte ikke at kontakte mig i 3 mdr, indtil jeg kontaktede ham. Så på den måde føler jeg mig meget efterladt til mig selv, så føler lidt, at jeg ikke er nødvendig for nogen og egentligt er undværlig. Derfor vil jeg gerne lære at kunne være mig selv, og på den måde skære dem fra og ikke være afhængig af dem, da jeg ikke føler, at det er gensidigt, at de har nok i dem selv.
Håber det giver mening, og I har nogle gode råd
Svar:
Kære du
Tak for dit brev. Det giver bestemt mening. Jeg synes, det er rigtigt sejt, at du rækker ud efter hjælp til, hvordan du kan blive bedre til at være der for dig selv – det ved jeg, at mange kan have svært ved.
Hvor er det bare ærgerligt, at du ikke kan snakke med din mor om dine problemer, fordi hun er mere optaget af at snakke om sit eget liv. Du skal vide, at hun ikke har ret i, at du er urimelig, når du vil snakke med hende i svære tider. Det er helt normalt at søge trøst hos sine forældre, og hvor er det bare ærgerligt, at din mor ikke er i stand til at lytte til dig. Når jeg læser dit brev, får jeg et indtryk af, at du allerede har prøvet at gøre, hvad du kunne, for at få din mor til at lytte til dig, og at du nu er kommet frem til, at du i stedet bliver nødt til at lære at være der for dig selv. I mit svar vil jeg derfor ikke fokusere på, hvordan du kan prøve at få din mor til at lytte til dig – for det er prøvet.
Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig efterladt til dig selv. Det må også være svært, når ens forældre accepterer, at man ikke vil have kontakt med dem mere. Dog tænker jeg, at de måske reagerer sådan for at beskytte sig selv – for det må have været en rigtig svær besked for dem at få. Så selvom dine forældre har svært ved at være der for dig, er du bestemt ikke undværlig.
Faktisk har rigtig mange børn af misbrugere svært ved at være der for sig selv. Dette skyldes, at man som barn af misbruger ofte har været vant til at tilsidesætte sine egne behov, for at kunne hjælpe misbrugeren, søskende og andet. Jeg synes, det lyder som om, at du allerede er godt på vej mod at blive bedre til at hjælpe dig selv: du har nemlig stået fast på, at du fortjener hjælp og omsorg – også selvom dine forældre ikke er i stand til at give dig det. At erkende at man fortjener hjælp og omsorg kan være svært for mange, og det er derfor et vigtigt skridt, du allerede har taget. For du fortjener hjælp og omsorg!
En start mod at hjælpe dig selv, kunne være at blive ekstra opmærksom på, hvad der sker inde i dig, og hvad du har brug for. Simpelthen at stoppe op en gang om dagen og finde ud af, hvad du har brug for. Måske er det en gåtur, hvor du tømmer hovedet. Måske er det at mødes med en veninde og lave god mad. Måske er det at slappe af på sofaen til en god film. Måske noget helt fjerde. Kun du ved, hvad du har brug for, og det er derfor rigtig godt, at du vil lære at være der for dig selv.
For at kunne hjælpe sig selv, kan det nogle gange være en rigtig god idé at række ud efter hjælp, ligesom du nu gør her i brevkassen, og ligesom du har prøvet at gøre ved dine forældre. En stor del af at kunne hjælpe sig selv er nemlig også at være i stand til at se, hvornår man kan have brug for en hjælpende hånd. Når dine forældre ikke har kunnet være der for dig, tænker jeg på, om du mon kender andre, du kan snakke med? En veninde, en moster, en studiekammerat eller noget fjerde? Jeg vil også gøre dig opmærksom på, at du altid er velkommen til at kontakte TUBA igen, og at du er velkommen til at starte et terapiforløb hos os. Hvis det har din interesse, kan du læse mere her: https://tuba.dk/hjælp. Du er også velkommen til at bruge chatten, hvor du kan få direkte hjælp og rådgivning mandage, onsdage og torsdage kl. 18-21.
Jeg håber, jeg gav dig nogle inputs til at fortsætte dine mål om at blive bedre til at hjælpe dig selv. Du er allerede godt på vej, og det er en sej opgave, du har givet dig selv. Jeg ønsker dig det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA