Hej
Jeg og min søster, der er 4 1/2 år ældre end jeg, er vokset op med en alkoholisk mor. Jeg opdagede første gang, at min mor drak, da jeg var 10 år gammel, og hun drak hyppigere og hyppigere, indtil jeg var omkring 23 år. Jeg har altid elsket min mor meget højt, om min familie har altid været tæt sammentømret, men min mor har – så længe jeg kan huske – været meget skrøbelig, og hun har, siden min søster og jeg var helt små, grædt meget og været meget modtagelig over for modgang i livet. Lige da min søster var blevet født, forsøgte min mor at tage sit eget liv, og i en lang periode derefter, måtte min far på egen hånd – med ganske lidt hjælp fra min mor – sørge for, at hverdagen kunne hænge sammen.
For et par år siden kom min mor i behandling, og i samme periode begyndte jeg hos psykolog. På daværende tidspunkt var jeg i et forhold, der var enormt utryg. Min daværende kæreste kunne sjældent overskue de mange følelser, jeg havde i forbindelse med både mit forhold til ham og mit forhold til min mor. Jeg har altid haft et stort temperament, som oftest kommer til udtryk som gråd, og netop gråden og mit behov for at sætte ord på mine følelser, kunne han sjældent kapere. Han gik ofte fra mig, og kom så tilbage, når han indså, at han ikke havde lyst til at være uden mig. Efter et forhold på knap fire år, endte jeg med at forlade ham.
Jeg har for få måneder siden fået en meget dejlig kæreste, der er det mest kærlige menneske, jeg overhovedet kan forestille mig, og han gør intet andet end at bekræfte mig i, at jeg er den, han vil være sammen med. På trods af det bliver jeg dagligt overvældet af samme følelse, jeg ofte havde i mit tidligere forhold – nemlig frygten for at blive forladt. Jeg tager ofte mig selv i at tænke, at jeg ikke duer til noget, og at min kæreste fortjener en meget roligere og mindre kompliceret pige. Med min logiske sans kan jeg godt rationalisere mig frem til, at det ikke er sådan det hele hænger sammen, men jeg kæmper dagligt med frygten for at at blive ladt alene tilbage, og at jeg ikke er tilstrækkelig. Mine følelser er så intense, og jeg ved ikke, hvordan jeg undgår at blive grebet af frygten for at være alene.
Jeg føler mig meget hurtigt svigtet, og jeg får meget ofte tænkt mig frem til, at min kæreste i virkeligheden nok ikke gider mig, og at han nok hungrer efter en anden type pige. Samtidig er jeg begyndt at føle jalousi over for andre piger, fordi jeg ender med at tænke, at alle andre piger ville være bedre for ham, end jeg er, og jeg føler egentlig, at jeg stille og roligt er ved at miste grebet om mig selv. Når jeg bliver ked af noget, er det altid enormt intenst og uoverskueligt for mig at være i, og jeg kan ende med at blive helt ulykkelig, fordi jeg i min ked-af-det-hed kommer til at tænke på alle de mange ubehagelige gange, jeg har set min mor være fuldstændig alkoholiseret. Jeg føler, at min mangel på selvkontrol i disse situationer i sidste ende vil skubbe min kæreste væk, og netop det kan jeg gå helt i panik over.
Jeg kæmper dagligt med at forstå mig selv og mine reaktioner, og jeg er nået til et punkt, hvor jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg skal bryde mine reaktionsmønstre?
Mvh. {navn}
Svar:
Kære {navn}
Tak fordi du skriver ind. Jeg kan godt forstå, det har været hårdt at vokse op med en mor, som drak og var skrøbelig.
Du beskriver en svær problematik, som handler om, at du ikke føler, du duer til noget, at din kæreste forlader dig, og at du ikke er tilstrækkelig. Du fortæller også om din mor, som har været skrøbelig, og drukket gennem mange år. Jeg tolker det, at du nævner dine indre konflikter i forlængelse af din mor, som at du tænker, der er en sammenhæng mellem dine nuværende udfordringer, og din opvækst med din drikkende mor – er det mon rigtigt forstået?
I mit svar vil jeg både skrive lidt generelt om det at føle sig utilstrækkelig, og komme med nogle konkrete forslag til, hvad du måske kan gøre i forhold til at undgå at det bliver intenst og uoverskueligt for dig, når du er ked af det. Du fortæller, at du dagligt kæmper med at forstå dig selv og dine reaktioner, og du spørger om, hvordan du bryder dine reaktionsmønstre. Jeg vil gøre mit bedste for at komme med inputs til dine problemstillinger.
Når jeg læser dine problemstillinger, får jeg særligt øje på frygten for at blive forladt, og følelsen af at være utilstrækkelig. Min erfaring siger mig, at det er nogle problemstillinger, som mange børn af drikkende forældre går med, fordi mange gennem barndommen har følt sig tilsidesat til fordel for alkohol – har du mon haft det sådan? Jeg tænker, om det kunne være en idé, at fortælle din kæreste, at når du føler dig ked af det, får du en følelse af mangel på selvkontrol, og bliver bange for, at han vil blive skubbet væk og forlade dig – måske kan det gøre, at han i dine ulykkelige øjeblikke vil fortælle dig, at han ikke har tænkt sig at gå fra dig. På den måde kan du måske undgå at ”gå i panik”, som du beskriver det, og dermed undgå at det bliver uoverskueligt for dig, når du er ked af det – hvad tænker du om det?
Jeg ved, at andre finder det hjælpsomt at begynde med at gå til noget, hvor man er en del af et fællesskab, og laver noget, man kan lide – det kunne eksempelvis være badminton, hækleklub, eller noget helt tredje. Sådan nogle aktiviteter kan hjælpe med at styrke selvværdet, så man ikke er ligeså tilbøjelig til at føle sig utilstrækkelig. Måske det kunne være en idé til dig?
Du fortæller, at du dagligt kæmper med at forstå dig selv og dine reaktioner. Da jeg læste dit brev, så jeg faktisk en kvinde, som har en rigtig god selvindsigt i, hvorfor hun handler, som hun gør, og som har en stor bevidsthed om, hvorfor hun føler, som hun gør. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil bryde dine reaktionsmønstre, og du er allerede godt på vej. De første skridt mod en ændring er nemlig selvindsigten, som du allerede besidder. Det næste skridt kunne måske være, at italesætte dine tanker og følelser overfor en anden, som du føler dig tryg ved – det kunne eksempelvis være din kæreste, så han får en større indsigt i dine behov, når du føler dig ked af det, så han kan handle på dem og hjælpe dig på bedst mulige måde. Hvad tænker du om det?
Som tidligere nævnt, er du allerede på rette vej, så bliv endelig ved. Jeg ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA