Jeg har mistet min far for 3 år siden til alkohol. Min far var alkoholiker igennem hele mit liv, og jeg har det idag rigtig svært. Jeg savner ham, jeg føler både skyldfølelse, sorg og vrede, nogle gange det hele på én gang.
Jeg har for nyligt fået en kæreste, som desværre ikke nåede at møde min far. Det er utrolig svært for mig at han ikke har kendt ham, eller mit liv da min far var i live, og jeg ville ønske at han havde været der dengang for virkelig at kunne forstå mig idag. Min kæreste er den bedste, – kærlig og omsorgsfuld, men jeg føler ikke at han kan finde ud af at snakke med mig om det, eller måske helt forstår hvor vigtigt at det er for mig, og hvordan at det var at leve med min far, – og at miste ham. Jeg bliver ofte vred på ham når vi prøver at snakke om det, for jeg føler ikke at han forstår mig eller kan/vil sætte sig ordenligt ind i mine følelser. Jeg ved at han prøver, men det er svært for mig at åbne op, når han ofte svarer at han ikke ved hvad han skal sige. En dag skrev vi sammen over sms (han bor i udlandet), og jeg fortalte at jeg var meget ked af det og savnede min far. Vi skrev lidt sammen og jeg begyndte at åbne mere op (stortudende imens), og jeg synes at det var så rart at han endelig lyttede og ville høre, se billeder mm. Midt i det hele svarer han så ikke i 10 min., og da han vender tilbage siger han at han desværre ikke rigtig har tid, da han skal spise og ordne nogle andre ting, men at han gerne har tid senere til at ringe og snakke det hele igennem.. Der er det at det hele ramler for mig, og jeg føler på ingen måde at han forstår hvor vigtigt det øjeblik var for mig, og jeg blev så ked af det. Han forstod slet ikke, og han blev lidt irriteret på mig over at jeg kunne reagere så voldsomt når han jo sagde at han havde tid senere. Jeg bliver bare knust og føler at han ikke prioriterer mig, og kan ikke sætte mig ind i at han overhovedet kan tænke på at lave andet i den situation.
Hvordan kommer jeg til at tale med min kæreste, hvordan får jeg ham inddraget, og er det mig der er for meget? Jeg vil gerne dele resten af mit liv med ham, så det er meget vigtigt for mig at føle at han forstår mig. Jeg ved at han prøver, og at det er svært for ham.
Håber at i kan hjælpe mig..
Svar:
Kære du
Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet din far. Jeg kan kun forestille mig, hvor stort et afsavn det må være, og hvilke følelser det må vække i dig. Du fortæller, at det er utrolig svært for dig, at din kæreste ikke nåede at møde din far, og det kan jeg virkelig godt forstå. Han er jo en del af dig og din livshistorie, selvom han ikke er her mere. Du spørger om, hvordan du kommer til at tale med din kæreste om din far, hvordan du får ham inddraget og om det er dig, der er for meget. Jeg skal forsøge at svare dig så godt, jeg kan.
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg bestemt ikke synes, det lyder som om at det er dig, der er for meget. Ens far er en stor del af ens identitet, og du må derfor stå med en følelse af, at der er en del af dig, din kæreste ikke kender – kan du mon nikke genkendende til det? Derudover forestiller jeg mig, at du har gennemgået et langt, slidsomt og hårdt forløb, inden din far døde, idet hans misbrug sikkert har fyldt utrolig meget i både din fars og dit liv – på hver sin måde. Det kan jeg derfor sagtens forstå, at du har brug for at snakke om.
Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, om du har prøvet at spørge din kæreste om, hvorfor han har svært ved at snakke om din far? Bliver han utilpas ved at snakke om afdøde? Føler han sig magtesløs over at se dig blive ked af det, når han ikke kan handle på det? Måske der er en grund til, at han har svært ved at snakke med dig om det, som du ikke har tænkt over. Måske har han bare slet ikke forstået, hvor vigtigt det er for dig, at han hører historierne om din far. Jeg tænker derfor, det kunne være fint at starte med at fortælle din kæreste, at du har behov for at dele dine følelser og oplevelser om din far med ham, men at du føler, han har svært ved at snakke om det – og simpelthen spørge om, hvordan det kan være. Jeg lagde særligt mærke til, at du skrev “Jeg vil gerne dele resten af mit liv med ham, så det er meget vigtigt for mig at føle at han forstår mig”; hvor er det bare en sød og kærlig grund til dit behov for snakke om din far med ham, og jeg er helt sikker på, at din kæreste vil blive glad for den forklaring, da det både er en logisk og utrolig kærlig grund til dit behov.
Du spørger om, hvordan du får din kæreste inddraget. Du fortæller, at din kæreste bor i udlandet, og det gør det selvfølgelig lidt mere besværligt at inddrage ham på en anden måde, end du allerede har gjort – nemlig ved at skrive og sende billeder. Jeg tænker på, om det kunne hjælpe jer begge at aftale et tidsrum, hvor I kan snakke om det? Eller kan I måske aftale, at din kæreste fortæller, hvornår han bliver nødt til at gå? På den måde vil I begge have nogle rammer, I kan snakke inden for, og du vil ikke blive overrasket over, at han pludselig bliver nødt til at smutte, fordi han har nogle planer, du ikke var informeret om.
Jeg kan forestille mig, at du sidder med en masse følelser om din fars død, som kunne være rigtig gode at få bearbejdet. I dit brev kan jeg ikke læse, om du allerede har snakket med nogle professionelle om det, men ellers er du meget velkommen til at tage kontakt til TUBA, hvor du har mulighed for at dele dine sorger, vrede og skyldfølelse, som er nogle af de følelser, du beskriver, at du nogle gange har. Du kan finde din lokale TUBA-afdeling og tage kontakt her: https://tuba.dk/hjælp.
Jeg håber, du får en rigtig god snak med din kæreste, og ønsker dig det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA