Hej TUBA.
Jeg er en kvinde på 24 år der er i den lykkelige situation at min kæreste og jeg venter os vores første barn. Desværre har jeg en far med et alkoholproblem, som jeg ikke snakker med længere, og som jeg derfor er i tvivl om, skal have at vide at jeg er gravid og hvis det endelig er, hvordan dette så skal gøres.
Problemet ligger i, at jeg stadig har kontakt til min farmor (som den eneste på den side af familien) og hende vil jeg rigtig gerne involvere i det hele. Min farmor bor ca. 500 m fra min far, og de ser hinanden rigtig ofte (det gjorde de i hvert fald, da jeg snakkede med min far for 1½ års tid siden) og jeg ved at hun siger det videre til ham, når jeg fortæller den glade nyhed til hende. Jeg føler mig derfor på en eller anden måde forpligtet til at sige det til min far, da jeg bliver ked af det ved tanken om at han skal få det at vide af andre end mig selv.
Mine følelser til min far er rigtig blandet, for jeg elsker ham og savner ham (i hvert fald den ædru del af ham) og vil rigtig gerne have kontakt til ham igen (igen, kun den del af ham der er ædru). Samtidig er jeg også bare så sur på ham over at han har ødelagt min barndom og været medvirkende til at jeg i dag har en personlighedsforstyrrelse og kæmper mig igennem det meste.
Jeg er virkelig i tvivl om hvordan jeg skal gribe det hele an og bliver virkelig ked af det bare ved tanken omkring alt det her, hvilket jeg ikke synes burde være rigtigt, da jeg i mange år har glædet mig til at skulle have et barn. Min kæreste er heldigvis rigtig god og støttende og vil bakke mig op i min beslutning, uanset hvad den bliver. Han har dog også svært ved at forklare mig hvad han synes er bedst.
Jeg håber derfor I kan komme med nogle bud på hvad jeg kan gøre.
Mvh. Hende den meget hormonelle kvinde, der ikke ved hvad hun skal gøre.
Svar:
Kære du
Først og fremmest vil jeg ønske dig et stort tillykke med, at du og din kæreste venter jeres første barn. Det er en stor og skelsættende ting at få et barn, og det er derfor helt naturligt, at det kan være forbundet med mange tanker og overvejelser, som dem du beskriver – at du ikke ved, om du skal fortælle det til din far og, i så fald, hvordan.
Når jeg læser dit brev, bider jeg mærke i, at du skriver, at du føler dig forpligtet til at sige det til din far, fordi du ved, at han ellers vil få det at vide af din farmor. Børn af forældre med et alkoholmisbrug har ofte været vant til at tage utrolig meget hensyn til forældrenes behov og dermed sat egne behov lidt i baggrunden. Derfor tænker jeg, at det er helt normalt, at du på en måde føler, at du er forpligtet til at sige det til ham. Her vil jeg dog mene, at vi aldrig er forpligtede på at gøre noget, som vi ikke har lyst til. Du skriver dog samtidig, at du bliver ked af det ved tanken om, at han skal høre det fra en anden end dig. Hvis det er noget, der gør dig ked af det eller på anden måde har negative konsekvenser for dig, tænker jeg, at du skal sige det? Det væsentlige i denne sammenhæng er for mig at se, at det er noget, du gør for dig selv – måske det er på tide, at du sætter dine egne ønsker og behov først? – og ikke for din fars skyld.
Du beskriver dine følelser til din far som meget blandede – du elsker ham (når han er ædru) samtidig med, at du føler en stor vrede mod ham. Det er rigtig hårdt for os at gå med så megen vrede og ubearbejdede følelser og jeg synes, det er synd for dig, hvis du skal blive ved med at gå med dette resten af dit liv. Måske det vil hjælpe dig at tale med nogle om dine oplevelser/følelser? I TUBA tilbyder vi både terapi alene eller i grupper, hvor man kan tale med andre unge, der er vokset op med forældre med alkoholmisbrug. Hvis du tænker, at det kunne være noget for dig, kan du læse mere om det her: https://tuba.dk/find-hjaelp/.
Hvis du beslutter dig for at fortælle din far om din lykkelige situation, er det måske en idé at gøre det på et tidspunkt, hvor din farmor også er til stede? Hvis hun er et menneske, som både du og din far er tryg ved, kan det måske gøre det nemmere, hvis hun er der, når du fortæller ham det?
Afslutningsvis vil jeg råde dig til at mærke efter og lytte til dig selv, når du skal tage beslutningen. Jeg ved, at det ikke altid er lige nemt at mærke, hvad man har lyst til, eller hvad der er bedst for en. Men det er desværre det bedste råd jeg kan give dig. Det vigtigste er, at du sætter dig selv først og tager den beslutning, som er bedst for dig.
Jeg ønsker dig en rigtig god fremtid!
De bedste hilsner Liv, TUBA