Hej.
Jeg sidder med et dilemma og et stille håb om en bedre fremtid…
Lidt om min baggrund: Jeg er 23 år, og jeg flyttede hjemmefra for 3 år siden – først alene, og for et år siden flyttede jeg sammen med min kæreste. Min storebror på 25 bor stadig hjemme. Min far snakker jeg kun meget overfladisk med, og havde i en periode på 4 år slet ingen kontakt med ham. Da jeg var ca. 15-16 år gammel flyttede min mors kæreste ind hos os (min mor, min bror og jeg). Han er førtidspensioneret soldat, og han er alkoholiker. Min mor er også alkoholiker, og det er kun ca. et halvt år siden, at det gik op for mig, selvom hun har drukket lige for næsen af mig da jeg var hjemmeboende, men jeg har simpelthen fortrængt det, og fik så for et halvt års tid siden gravet det frem af en socialrådgiver jeg snakkede med fra Ungerådgivningen.
Efter min mors kæreste i den seneste tid bl.a. har forsøgt at tage livet af sig selv, er han nu kommet i behandling på et afvænningscenter. I første omgang havde jeg fået at vide at han skulle være der i 4 måneder, men i går blev jeg opdateret om at det kun var 5 uger. Min tiltro til at han bliver helt afvænt og aldrig griber til flasken igen er meget svag. En af årsagerne hertil er at min mor selv drikker, men har “skjult” sit misbrug bag hans massive og noget mere tydelige misbrug. Min mor drikker om aftenen, hver aften, og sidder ofte og taler med sig selv, hvor hun sidder og hvisker mens hun skælder ud ud i luften. Om dagen er hun umiddelbart ædrug og velfungerende, men er ikke specielt vellidt blandt kollegaer. Og med årene er hun begyndt at blive meget, meget sær, hvor hun til tider finder på at sige eller gøre nogle spøjse ting; heriblandt at tale til mig som om at jeg var et lille barn eller at løfte et fremmed barn (for at hjælpe), hvor situationen hurtigt er blevet meget akavet fordi forældrene naturligvis har tænkt: “Hvad fanden har hun gang i?!”. Jeg har også flere gange oplevet at hun har stoppet op og fulgt med i nogle vidt fremmede menneskers samtale – og her mener jeg ikke bare at smuglytte som man måske finder på at gøre i bussen eller i supermarkedskøen, men rent faktisk at stille sig op og stå mellem to mennesker, og lytte aktivt og vende hovedet og fokus fra hhv. den ene til hhv. den anden person der snakker. Det er, som man nok kan regne ud, virkelig pinligt, når man er sammen med hende. For jeg kan ikke undgå at tænke at folk spejler mig i hende. Men jeg er et helt, helt andet menneske end hende. Omend jeg elsker hende højt.
For blot at komme til sagens kerne, så går mit spørgsmål faktisk ud på hvordan jeg får banket ind i min mors hoved at nultollerence over for alkohol er et must, hvis hendes kærestes behandling skal give pote? Min mor har før udtalt: “Hvorfor skal jeg ikke kunne få et glas vin, bare fordi han ikke kan finde ud af det?”. Svaret burde jo være indlysende. Min mors kæreste har før været i behandling over kortere perioder, men er hver gang faldet i igen, bl.a. fordi min mor lever efter overbevisningen om at han sagtens kan finde ud af at drikke et enkelt glas vin. Jeg har flere gange forsøgt at forklare hende at når man er alkoholiker, så hedder det enten eller. Jeg har sågar forsøgt at vise hende det i diverse artikler på nettet eller i biologibøger, hvor det står sort på hvidt. Men hun tror jo selvfølgelig at hendes kæreste er undtagelsen.
Jeg søger altså en måde, hvorpå jeg kan få formidlet over for min mor at hun også bliver nødt til at stoppe med at drikke, hvis hendes kæreste skal forblive tørlagt.
Mvh. {Navn}
Svar:
Kære {Navn}
Jeg kan rigtig godt følge din problemstilling. Jeg kommer til at sidde og ryste lidt på hovedet, når du beskriver din mors adfærd. Jeg kan virkelig godt forstå du synes det er pinligt! Mon det er på grund af hendes drikkeri at hun opfører sig sådan? Eller er der noget andet på spil?
Jeg tænker at du har helt ret i, at det er vanskeligt for din mors kæreste at holde fast i ikke at drikke, hvis der stadig bliver drukket dagligt hjemme hos dem. Ikke mindst fordi han før er faldet i.
Jeg ville ønske at der var en enkel, klar og effektiv måde, hvorpå du kan få din mor til at stoppe med at drikke. Men jeg ved desværre ikke af, at der er noget du kan gøre, som med sikkerhed virker. Det lyder til at du allerde har gjort meget. Mit indtryk er ikke, at det hænger sammen med at du ikke siger det rigtige eller siger det på den rigtige måde, mit indtryk er at det ikke siver ind fordi din mor er i benægtelse omkring sit eget misbrug og hendes kærestes. Det er svært for dig at stille noget op med benægtelsen. Du kan blive ved med at holde fast i din oplevelse af situationen og gentagende påpege at de begge har et misbrug. Det tror jeg er det bedste du kan gøre. Det er ikke sikkert at det kommer til at have en effekt på deres misbrug men for din egen skyld tænker jeg det er vigtigt at du ikke går tilbage til at fortrænge det, men holder fast i, hvad du synes, mener, tænker og føler om deres forbrug af alkohol.
Jeg er ked af at jeg ikke kan give dig et konkret svar, som med sikkerhed virker. I TUBA hjælper vi børn af alkoholmisbrugere og har ikke primært erfaring med, hvad der skal til for at få en misbruger til at indse problemet. Måske vil du kunne få andre svar end det jeg har givet, hvis du henvender dig i misbrugsbehandlingen i den kommune hvor du bor, eller måske der hvor din mors kæreste er i behandlig? Måske har de erfaring med, hvad der virker og ikke virker, når det kommer til at få en misbruger til at erkende problemet eller som i dit tilfælde, få den pårørende til den der er i behandling til også at stoppe med at drikke.
Mit bedste råd her fra TUBA til dig er, at du holder fast i dig selv, uanset om din mor og hensen kæreste kommer ud af deres misbrug eller ej.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA