Hej Tuba.
Min mor har drukket hele mit liv, og røg i behandling da jeg var 16. Men da jeg stadig har mange problemer på grund af det, tog jeg endelig mod til mig i en alder af 21 og fik skrevet både til min læge og til jer. Jeg begyndte hos jer i år, kort før sommerferien.
Da jeg er i gang med at studere og mine psykiske problemer gør at jeg ikke kan få et arbejde og sover op mod 16 timer i døgnet, valgte jeg at se om min læge ville lytte og eventuelt hjælpe til, at jeg kunne få noget mere hjælp til studiet.
Min læge sagde imidlertid, at min selvskadende adfærd var forkert fordi jeg er en kvinde (og kvinder skal jo vise deres krop frem), men han gav mig modvilligt en henvisning til en psykiater. Psykiateren sagde at eftersom jeg smilede, kunne mit eneste problem være ADHD, som han testede mig for. Testen viste at jeg ikke har ét eneste tegn på ADHD. Hans konklusion var, at så var jeg jo rask. Jeg pressede på og fik nogle piller for generaliseret angst – pillerne hjalp ikke, og de er kendt for ikke at virke på 2/3 af mennesker. Jeg droppede ham hurtigt.
Jeg flyttede og fik en ny læge. Denne læge siger, at eftersom jeg smiler er jeg jo et velfungerende menneske der bare er lidt udmattet – lægen lovede mig en henvisning til en ny psykiater – henvisningen kom aldrig.
Så nu vil jeg høre om I har nogen gode råd til hvordan jeg kan få lægerne til at lytte til mig og eventuelt smide en del af de facader der tydeligvis får dem til at tro at min hverdag ikke er påvirket. For jeg er ikke sikker på hvor længe jeg kan holde sammen på min hverdag når jeg er så påvirket som jeg er.
Svar:
Kære du
Hvor er det godt gået, at du tog mod til dig og henvendte dig både her i TUBA og hos din læge. Sejt!
Jeg synes det lyder helt besynderligt det lægerne og psykiateren har sagt til dig, øv hvor ville jeg ønske at de tog dig seriøst. Jeg kender desværre ikke til noget, der med sikkerhed kan få din læge til at reagere. Jeg har indtryk af, at du har fortalt ham hvordan du har det. Jeg tænker at det du kan gøre er, at hive fat i din læge igen og bede ham give dig den henvisning han har lovet dig. Jeg tror det bedste du kan gøre er at holde fast, fortælle ham hvordan du har det, hvordan du er påvirket i hverdagen og insistere på at få den henvisning han har lovet dig.
Jeg ved ikke om du kender til LMS i forvejen? De har en bisidderordning, hvor du f.eks. kan få en bisidder med til lægen, det kan måske være en ide at have en med, som kan forklare lægen hvad det vil sige at have en selvskadende adfærd? Det er er bare en ide. LMS har en række andre tilbud også, her er et link til bisidderordningen http://www.lmsnyt.dk/saadan-faar-du-hjaelp/faa-en-bisidder/
LMS har måske også nogle ideer til, hvordan du kan gå lægen til at lytte.
Jeg håber du når igennem til din læge, på den ene eller den anden måde, du fortjener at blive hørt!
Bedste hilsner
Camilla, TUBA