Kære tuba.
Dette er anden gang jeg skriver ind, mit første indlæg hedder “alkohol over sin datter?” Jeg ville sætte pris på, hvis du/i ville læse det, inden i læser det her, så i ved lidt af det jeg skrev, tak 🙂 Grunden til jeg skriver igen, er at jeg er helt fortabt. Jeg skriver dette med tårer løbende ned af mine kinder og en klump i maven. Som der også står i mit andet indlæg er jeg 14 år, min far er bosnier og han drikker. Da jeg skrev ind sidst havde jeg ikke set min far lidt over et halvt år, og desværre er jeg ved at nærme mig ét helt år uden at se ham. Bare tanken om det, får tårerne til at komme. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig det ville gå så langt ud, og jeg ikke ville se ham så lang tid. Jeg har hele tiden tanken i hovedet at min far ikke elsker mig mere, og det er så evigt hårdt at tro. Der er ingen der fortjener det. Jeg ville blive så ked af det hvis mit barn ikke troede jeg elskede hende/ham mere, men min far er fløjtende ligeglad, og det virker ikke til han kommer forløblig. Næsten et år uden en far er det værste, og jeg ser kun flere komme. Jeg mangler bare det far – datter forhold jeg aldrig har haft med ham. En far der elsker mig, og siger det hele nok skal gå, mens han giver mig et kram. Jeg vil så gerne bare invitere ham og give ham hele svineren om hvor dårlig en far han er, og hvor meget jeg i realiteten hader ham, men nej. Jeg elsker min far så højt og jeg savner ham, og har slet ikke mod til at fortælle ham det. Men.. Jeg kan ikke klare flere søvnløse nætter hvor jeg holder mit gråd inde for at min mor og bror ikke høre det. Hvor jeg må bide i min dyne af smerte inden i. Jeg kan virkelig ikke mere, men ved ikke hvordan jeg noglesinde kommer over, at min far rent faktisk ikke gider se mig mere. Og kommer jeg noglesinde over det? Jeg spørg ikke om hjælp til at kontakte min far, og få et forhold med ham, blot hjælp til at komme over det. Hvordan kommer jeg over det her? Hvordan får jeg det bedre? Hvordan lære jeg at leve med den fact han ikke gider at have et forhold til mig? Please hjælp, for jeg er helt alene med det her.
Hilsen mig.
Svar:
Kære {Navn}
Øv, hvor er det bare trist at læse, at du stadig ikke har set din far og at du går rundt alene med din store sorg over at din far ikke er i dit liv. Selvfølgelig savner du ham, selvfølgelig er du ked af det og selvfølgelig både elsker og hader du ham. Jeg forstår sagtens at du har det sådan.
Det lyder til, at du er ved at indstille dig på, at du måske aldrig får det forhold til din far, som du ønsker dig. Du spørger hvordan du kan komme over det og få det bedre. Hvordan du lærer at leve med at din far ikke gider have et forhold til dig.
Jeg har ikke et enkelt godt svar på det. Jeg ved ikke af, at der findes noget som med et snuptag får det til at føles okay. Jeg vil gætte på, at du livet igennem vil kunne blive ramt af sorg over ikke at føle dig elsket af din far. Jeg ved dog også fra andre unge, at det er muligt at skabe sig et godt liv, selvom man ikke har kontakt til f.eks. en drikkende far. Der hvor du er I dit liv lige nu, har jeg et råd til dig, som jeg tror vil kunne hjælpe dig på vejen mod at få det bedre.
Rådet handler om, at tale om hvordan du har det. Det virker måske lidt mærkeligt, at du skulle kunne få det bedre af, at tale om det som gør dig så ked af det. Men når man går rundt med det alene, fylder det rigtig meget indeni. Når man er så ked af det som du er, har man brug for at nogen trøster en, holder om en og lytter til, hvordan man har det. Sidste gang du skrev spurgte jeg dig om du kunne tale med din mor om, hvordan du har det. Denne gang skriver du, at du holder din gråd inde om natten, for at din mor og bror ikke skal høre det. Jeg gætter derfor på, at du ikke har talt med din mor. Jeg ved ikke hvad grunden til det er, jeg vil gerne at du overvejer det én gang til. Måske din mor kan være den der lytter til dig, giver dig et kram og fortæller dig at det hele nok skal gå? Jeg vil bede dig finde mindst én, du vil fortælle hvordan du har det. Det behøver ikke være din mor, det kan også være en anden. Hvem kunne det være? Hvilken voksen i dit liv ville du have mod på at fortælle hvordan du har det? Hvem ville give dig det kram du fortjener? For at du skal få det lidt bedre er det vigtigt at du får fortalt nogen hvordan du har det – du har brug for at komme ud med det og du har brug for at få grædt højt over den sorg og smerte du har indeni. Måske kan du starte med at vise de breve du har skrevet herind, til den du gerne vil tale med?
Hvis du ikke kommer i tanke om en voksen du kender, som du kan tale med, når du har tænkt grundigt over det, vil jeg igen anbefale dig at kontakte min kollega, som arbejder i den kommune hvor du bor.
Måske er det svært lige at finde ud af, hvem du kan snakke med, du er meget velkommen til at logge på chatrådgivningen, så kan du og rådgiveren sammen finde ud af, hvem du kan snakke med.
Jeg kan desværre ikke give dig et andet svar på, hvordan du får det bedre og kommer over din fars valg om ikke at se dig. Det gør ondt, det tager tid og kræver at du taler med nogen om det (selvom det er svært) og ikke går rundt alene med det.
Du har allerede gjort noget meget modigt ved at skrive herind og fortælle hvordan du har det, jeg håber du vil bruge dit mod til også at fortælle det til en, som kan være hos dig, lytte til dig og give dig et stort kram- det fortjener du.
Mange kærlige tanker
Camilla, TUBA