Jeg er en pige på 17 år. Min far er svær overvægtig og er afhængig af morfin til dagligt, pga smerter. Han er i perioder også afhængig af kokain. Min mor er jævntligt gået ned med stress i løbet af min barndom, og har haft rigtig svært ved t håndtere vores familie, udover det samler hun på forskellige ting. Min bror er 21 år og bor hos mine forældre, han er afhængig af alkohol.
Alt dette er samlet i en tekst på 140 sider i et worddokument, som jeg har skrevet det sidste år.
Jeg går på i 1.g på kostgymnatium, men når jeg er hjemme hos mine forældre, bliver alle disse barndomserindringer revet op, sammen med en masse skræmmende ubehagelige minder. Hvordan undgår jeg dette?
Jeg har altid været det voksne barn, og mine forældre har altid bedt mig om at finde på løsningerne, og det gør de stadig. De kan ringe mig op mit om natten for at spørge om de bizzareste ting. Hvordan kommer jeg ud af den rolle?
Svar:
Kære du
Det er godt, du skriver til os for at få hjælp til at håndtere din situation.
Jeg kan godt læse, at du har det svært. Det er sørme mange sider, du har skrevet. Jeg forestiller mig, at det kan være en måde for dig at bearbejde det på. Forholder det sig sådan? Det kan nemlig være rigtig konstruktivt at få sine tanker og følelser ned på skrift. Det er også godt at tale med nogen omkring de udfordringer din familie står i. Har du talt med nogen omkring det? Min erfaring er, at det hjælper at skrive eller tale med nogen omkring ens tanker og følelser, og gerne med nogen som man har en tæt relation til.
Du spørger om, hvordan du kan undgå, at barndomserindringerne bliver revet op, når du er hjemme hos dine forældre. Det er svært for mig at svare på, men jeg tænker, at det vil være konstruktivt for dig at tale med nogen omkring det. Det kan være i TUBA, hvor du kan gå i et individuelt forløb eller et gruppeforløb eller, hvis du har noget familie, som kan støtte dig er det, som nævnt, også en mulighed.
Måske kan det være en mulighed for dig ikke at besøge dine forældre i dit barndomshjem men i andre omgivelser, så kan det være alle minderne ikke kommer frem så tydligt. Det kan f.eks. være at de besøgte dig eller, at I mødes på en café eller et helt andet sted. Det kan også være, at du har brug for, at I slet ikke ses i en periode. Under alle omstændigheder er det vigtigt for dig at tænke på, at du ikke er skylden til, at din far tager kokain, at din mor har været syg og har svært ved at håndtere familien, og at din bror er afhængig af alkohol.
Jeg kan læse, at du bor på et kostgymnasium. Jeg forestiller mig, at det må være en lettelse at være flyttet hjemmefra eller, hvordan ser du på det? Ja, det må være hårdt at have været det voksne barn, som du udtrykker det. For mig lyder det voldsomt, at de ringer midt om natten. Du må overveje om du kan leve med det eller du må sige fra over for, at de ringer om natten. Du er i din gode ret til at sætte grænser for at få din nattesøvn, og fortælle at det gør dig utryg. Hvis det ikke hjælper, kan en konsekvens være, at du har din mobil på lydløs, og at du fortæller dem det.
Hvad tænker du om det?
Jeg ønsker dig al det bedste.
Med venlig hilsen
Philip, TUBA