Hej.
Jeg er en pige der mangler lidt hjælp, og håber nogle kan relatere, om ikke andet til noget af det.
Kort baggrund: Jeg er en pige på 20, der bor alene. Siden mine forældres skilsmisse i 2004 har jeg boet hos min mor sammen med min lillebror. Kort efter skilsmissen, fik min mor konstateret kræft, og kom i behandling 3 gange om ugen. Det var derfor min opgave at passe min lillebror, der har tourette, ADHD, Autisme og 2 andre diagnoser. Jeg stod for alt rengøring og madlavning, sørgede for skolegang til min bror og at passe mor i stedet for egen skolegang. Hver anden weekend tilbragte min bror og jeg hos min far. Han er alkoholiker, men drikker dog kun i weekenderne, da han ellers passer sit arbejde. Så også her måtte jeg være den voksne og sørge for rengøring, madlavning og underholdning af min bror.
Det er nu mange år siden, men tingene har ikke ændret sig så meget.
Min mor og bror er en ting, men ikke så væsentlig i denne sammenhæng.
Min far drikker stadig. De sidste 9 år har han boet 7 forskellige steder og er lige flyttet igen her til maj. Han drikker meget i weekenderne, og drikker også efter arbejde nu. Han har nemt ved at blive gal over ingenting, og man kan aldrig have en ordentlig samtale med ham, for han er altid fuld. Min far bliver dog ikke voldelig, men blot træt, forvirret og vrøvlene når han er fuld. Han er vel “ved bevidsthed” mellem 6-12 timer på en weekend, når vi er der. Jeg har et par gange sagt fra overfor ham og bedt ham vælge alkoholen eller mig, og han har desværre valgt alkoholen hver gang. De tidligere steder han har boet, har der været mindst 4 km til nærmeste bus, så hvis man først var kommet derud, så blev man. Han forventer også at se mig under de faste aftaler, der blevet lavet ved skilsmissen. Altså fredag, lørdag og søndag hver anden uge. Og jeg må indrømme, at jeg ikke vil. Jeg elsker selvfølgelig min far og vil gerne være sammen med ham, men han er jo ikke tilstede når jeg er der. De weekender jeg har været der, har jeg blot talt timerne til jeg kunne komme hjem igen. Og selvom jeg er voksen, og har mit eget liv, får jeg rigtig dårlig samvittighed over at lyve og sige jeg skal noget andet, bare fordi jeg ikke har lyst til at være der. Jeg er meget ked af at skuffe ham og sige til ham at jeg ikke ønsker at se ham i den tilstand. Han har flere gange skrevet ”Det er slut” og ”hav et godt liv”, for at sende endnu mere skyld over på mig – Og det virker.
Så er der mig selv. Jeg bor fortsat alene og er glad for det. Alle disse år har taget hårdt på mig, og gjort at jeg nu selv har en masse at slås med. Jeg har svært ved at dele mine følelser med folk og føle mig sikker i andres selskab. Det grunder nok i at jeg blev sendt væk 3 mdr. som 4 årig, pga. min bror var syg og igen 3 mdr. som 12 årig, da jeg røg på julemærkehjem. Og de få gange jeg har åbnet mig og kradset lidt i overfladen, har dem jeg har sagt det til, sagt det videre og er endt med at såre mig selv eller andre. Jeg lider også af socialfobi, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede hjemmefra og startede på mit nuværende arbejde. Jeg er en meget lukket pige, og deler helst ikke mine følelser med nogle. Jeg ser følelser og gråd som et tegn på svaghed og har derfor lukket af overfor dem i mange år, for at holde mig selv stærk. Der var aldrig nogen der forsvarede mig eller hjalp mig, så jeg blev vant til at klare mig selv. Jeg er ikke vant til at fokusere på mig selv, og har altid sat alle andre først.
Jeg har 2 gange været selvmordstruet. Første gang sen-efteråret 2008, hvor hele verden bare var for meget. Skæld ud fra mor over hunden, var det der satte det i gang. Jeg blev ude hele aftenen og planen var at fryse ihjel, indtil min nuværende gudmor fandt mig, og fik mig med indenfor. Jeg tilbragte natten hos hende og da jeg kom hjem dagen efter, fik jeg skæld ud af mor og at vide at nu skulle jeg fjernes fra familien. Anden gang var maj 2013. Efter fars blodprop, min veninde Jeanettes død og endnu en omgang virus på balancenerven, var det hele bare for meget. Jeg gik 14 dage uden mad og gik over 10kg ned i vægt. Jeg gjorde dog ikke alvor af selvmordet denne gang, men tankerne var der, og var stærke.
Min far forventer stadig samvær med mig og gerne hver anden weekend. Min skyldfølelse gnaver hver gang jeg siger nej, og hans skuffelse kan tydeligt høres og mærkes. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, og jeg kan ikke bare være selvvisk og lukke kontakten, da det så går ud over min bror også.
Hvad gør jeg?
Svar:
Kære du
Hvor har du oplevet meget modgang og mange svære ting. Du fortæller at du har haft det så svært at du har været selvmordstruet to gange. Det er bestemt ikke rart at have det sådan, jeg er glad for at du skriver herind og deler dine tanker med os her i TUBA.
Som jeg læser dit brev står du lige nu i et dilemma i forhold til, om du skal blive ved med at besøge din far hver anden weekend eller ej. Du beskriver godt i dit brev, hvad der vejer for og imod.
Jeg får tydeligt øje på begge dele, her er hvad jeg ser du skriver til fordel for, ikke at se din far hver anden weekend, du skriver:
‘Og jeg må indrømme. At jeg ikke vil’
‘Jeg har ikke lyst til at være der’
‘Han (din far) er jo ikke tilstede når jeg er der’
‘Jeg ønsker ikke at se ham i den tilstand’
Det er meget tydeligt for mig, at du ikke har lyst til at være sammen med din far, at du ikke vil, at det ikke giver dig noget positivt og at du ikke ønsker at se ham i den tilstand. Det er meget klart og enkelt. Det er også helt forståeligt og du har lov til at have det på den måde.
På den anden side skriver du:
‘Jeg er meget ked af at skuffe ham’
‘Jeg har rigtig dårlig samvittighed over at lyve for ham’
‘Min skyldfølelse gnaver hver gang jeg siger nej’
‘Jeg kan ikke bare være selvisk og lukke kontakten’
Jeg ved fra andre unge der har stået i det samme dilemma, at det er meget vanskeligt og at det gør ondt. Jeg ved også at der ikke findes en nem og god løsning, hvor ingen bliver kede af det.
Som jeg ser det, kan du blive ved med at se din far mod din egen vilje og lyst. På den måde trodser du dig selv. Du sætter andre først frem for at fokusere på dig selv, som du beskriver i dit brev. Det er ikke nem vej at gå, den er rigtig hård for dig selv. Alternativt kan du være selvisk og lukke kontakten, men så vil du skulle slås med din dårlige samvittighed og med at skuffe din far. Det er heller ikke en nem vej at vælge.
Mig bekendt findes der ikke en smertefri vej at gå. Dit liv er i forvejen meget smertefuldt, som jeg opfatter det, og der er desværre ingen nemme løsninger. Uanset hvad du vælger, vil det være forbundet med smerte.
Når det er sagt, så kunne jeg ønske for dig, at du finder en måde at være med din far på, som er nemmere for dig og som giver dig mindre smerte. Du har lov til at handle på dine følelser. Dine følelser fortæller, at du ikke har lyst til at se din far og at du ikke ønsker at se ham i den tilstand. Du skriver på et tidspunkt at du har lukket af for dine følelser i mange år. Jeg tænker at du er begyndt at åbne op for dem nu. Det er godt og positivt. Men det gør også ondt. Jeg ville synes at det var helt okay, hvis du begynder at øve dig lidt i, at lytte til dine egne følelser og dermed fokusere på dig selv. Jeg vil gerne give dig nogle forslag til, hvordan du kan gøre det. Måske kan du bruge dem.
Det er totalt okay, at du ikke har lyst til at se din far i en tilstand, hvor han er så fuld, at han alligevel ikke er tilstede. Jeg får lyst til at tilføje, at det er spild af din tid at være sammen med din far, hvis han alligevel ikke er nærværende. Jeg vil gætte på, at du hellere vil være sammen med din far, når han kan være tilstede (hvis han kan det på nogle tidspunkter?). Du har bedt din far om at vælge, hver gang har han valgt alkoholen. Det er et valg han har taget. Jeg synes det ville være okay at sige til din far, ‘jeg vil ikke være sammen med dig, når du har drukket så meget, at du ikke er tilstede. Jeg vil kun være sammen med dig, når du er ædru’. På den måde har din far mulighed for at vise, at han også vil dig. Risikoen er, at han måske ikke kan eller vil vise dig det…..at han vælger alkoholen igen, det vil gøre rigtig ondt. Men det er okay at stille krav til ham og give ham et valg. Hvis han vælger at blive ved med at drikke når du er der, så er det ham der vælger at han ikke vil være sammen med dig. Din far er nød til også at tage ansvar i det her, det kan du ikke kun gøre. Du lov til at bede ham vælge. På den måde lukker du ikke kontakten helt, men du giver plads til dine egne følelser ved at stille nogle krav til, hvordan og hvornår du ses med din far. Måske vil han blive sur og sende sms’er til dig om at det er slut…. Så den mulighed jeg beskriver her, er heller ikke uden smerte.
Jeg tænker også på om det kan være en hjælp for dig at fortælle din far hvordan du har det, lige som du har gjort det her. feks sige:
“Jeg er ked af at skuffe dig far – men jeg har ikke lyst til at være sammen med dig når du drikker så meget, at du alligevel ikke er til stede.”
“Jeg får dårlig samvittighed over at lyve for dig, så nu siger jeg det som det er; Jeg vil ikke være sammen med dig når du drikker.”
Det er helt okay at du har det sådan! Det er sikkert sværere at sige det, end jeg får det til at lyde her. Men der er ikke noget i vejen med det du føler og det er også okay at sige det højt. Jeg får lige lyst til at tilføje, at din far ikke har nogen juridisk ret til at se dig hver anden weekend, når man er 20 år bestemmer man selv. Du nævner at det vil gå ud over din bror, hvis du bryder kontakten med din far. Betyder det, at din bror besøger din far og at han vil skulle gøre det alene, hvis du ikke tager med? Jeg ved ikke om du har talt med din bror om det, men jeg gætter på, at din bror heller ikke får noget ud af, at besøge din far. Måske I begge kun skulle besøge din far, når han er ædru?
Der er som sagt ingen nemme løsninger og jeg har måske givet dig flere overvejelser end svar på, hvad du præcist skal gøre. Du er meget velkommen til at skrive igen eller til at logge på chatrådgivningen, hvis du har lyst til at vende dine tanker med en rådgiver. Chatten er åben mandag og onsdag kl 18-21 og torsdag 13-16. Du kan finde den her.
Du er også meget velkommen til at kontakte TUBA afdelingen i nærheden af dig. Her vil du kunne få rum til at fortælle din historie, hvordan du har det nu og dine overvejelser. Jeg tror det vil være godt at dele dine tanker og følelser med en terapeut i TUBA, på den måde kan du få mere plads og mere fokus på dig selv. Jeg tror det på sigt vil kunne minske selvmordstankerne. For det er meget du går med alene lige nu, det kan ingen mennesker gå med, uden at blive belastet af.
Du kan finde afdelingen tættest på dig her.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA