Hej.
Som overskriften lyder, så kæmper jeg for øjeblikket med at være glad i min forelskelse og nyligt startet forhold. Jeg har haft deltaget i nogle møder hos TUBA og er bekendt med de “klassiske” adfærdsmønstre, når man er opvokset i en misbrugsfamilie, og hvordan ens nuværende og fremtige relationer kan blive påvirket af dette. Jeg er også opmærksom på, at mine følelser er noget der kan ramme alle, uanset bagland, når man indgår i en ny relation der i starten altid er usikker.
Kort om forholdet: Vi har set hianden en tre måneders tid, og været “kærester” i to uger cirka. Vi giver begge udtryk for, at vi mener relationen seriøs, og har vendt fremtidsplaner mm. – ikke som i aftaler, men som en form for forventningsafstemning.
Min udfordring: Jeg vil væk! For det er jo det letteste i hele verden, at trække mig og fortryde. Og vil jeg egentlig det? Nej, for han er super sød og dejlig og jeg er helt vild med ham – noget han også giver udtryk for at han er med mig. Så hvad er udfordringen? Note: jeg er meget bevidst om ikke at kalde det et problem, som i noget der skal løses, men en udfordring der kan håndteres og evt. anskues anderledes. Men som sagt, så har jeg lyst til at flygte fra det hele. Efter jul og nytår er vores kontakt og kommunikation blevet anderledes. Han kontakter mig mindre, og glemmer at skrive fra tid til anden. Jeg ved, at det er helt naturligt at forhold udvikler sig, og jeg er i bund og grund glad for, at han føler sig tryg og dermed ikke føler behov for hele tiden at “være på vagt” ved kostant at skrive. Men hvad er så problemet? Problemet er, at det gør mig ekstremt usikker når tingene ændrer sig. Jeg får det enormt utilpas, og har lettere ved at se hvordan forholdet har ændret sig negativt end at der også er gode ting. For hver gang en relation i mit liv ændrer sig, eller hvis personens reaktion ikke stemmer overens med min forventning, tyr jeg til den begrundelse at det er fordi at vedkommende ikke længere gider mig, eller er træt af mig. Samtidigt med, så synes jeg at denne tanke er enormt egocentrisk, fordi jeg automatisk antager at det har noget med mig at gøre, og ikke anerkender, at det faktisk kan være, at den anden person slås med noget, eller har noget andet for. Tror det er ret tydeligt, at jeg er i konstant konflikt mellem mine emotioner og min rationalisering af dem. Derudover befinder jeg mig i en situation lige nu, hvor jeg er presset og har tegn på stress, forbedrer ikke situationen, men derimod øger min usikkerhed omkring alt og mig selv.
Så hvordan bliver jeg glad i det? Ofte er jeg bange, utryg og bekymret. Som jeg nævnt i starten, så er min ene mulighed at trække mig og fortryde. Men jeg vil for alt i verden, gerne give mig selv denne oplevelse, for han er oprigtig rigtig sød og dejlig, og min interesse i ham er reel. Så, jeg må finde en anden mulighed end at trække mig. Vi har en god kommunikation, og jeg har indledt ham i mit bagland med alkoholiserede forældre, der nu er døde begge to, og at jeg er i en udvikling, en process mod at lære mig selv og mine egne følelser at kende. Jeg har også fortalt ham om min usikkerhed og frygt, og oplevede, at jeg har haft sagt det flere gange end nødvendigt, da han på et tidspunkt svarer, at jeg efterhånden siger det hver gang vi ses.
Jeg kan ikke være glad i det. Jeg føler at når jeg åbner mig op omkring det, så skubber jeg ham væk, men det samme sker hvis jeg modsat ikke lukker ham ind. Og hvordan finder jeg den balance?
Jeg sidder med følelsen af, aldrig at have lyst til at være i et forhold. Note: Det skal siges, at det er fem år siden jeg sidst var i et forhold, og alle de tre forhold jeg har været i, har der været utroskab fra hans side af. Jeg føler mig tynget af, at have et bagland med misbrug, at mine forældre døde til kræft og at mine ekskærester var mig utro. Derfor har jeg har svært ved at stole på, og tro på, at kærlighed reelt set eksisterer. Har svært ved at tro på, at noget der føles godt kan være godt – fordi alt der har været godt alligevel ender med at svigte mig eller forlade mig. Jeg er bevidst om at det ikke er min skyld, men alligevel føler jeg, at det er min skyld. Jeg er virkelig træt af, at livet skal være så hårdt og svært, og at hver dag føles som en evig kamp mod mig selv og for mig selv. Det ville være let, hvis jeg helt kunne undgå at skabe relationer, hvis jeg kunn leve i ensomhed. Men det vil jeg ikke. Jeg føler oprigtig ikke, at jeg er i stand til at være i et forhold. Men jeg vil så gerne lære det. Føler på ingen måde, at jeg er stærk nok til at indgå i en kæreste relation. Jeg er ikke stærk nok til kærligheden og det der følger med den. Det hele skræmmer mig.
Så, hvordan kan jeg være glad i et forhold der reelt set er godt, når jeg føler at det kun giver mig flere bekymringer? Og hvori er balancen mellem hvor meget jeg skal lukke ham ind/ude i mine bekymringer og udfordringer.
//Tak.
Svar:
Kære dig!
Tak for dit brev, som jeg ikke kan undgå at lade mig påvirke af. Jeg fornemmer tydeligt dit dilemma, dine frustrationer og dine bekymringer. Du stiller et rigtig godt spørgsmål: ”Hvordan lærer jeg at blive glad i et forhold?” – Et spørgsmål, som fylder utrolig meget hos mange, der vokser op med fulde forældre.
Du skriver, at du er bekendt med TUBA – har deltaget i møder og ad den vej er blevet bekendt med de ”klassiske” adfærdsmønstre, og hvordan disse kan påvirke senere relationer. Derfor vil jeg ikke skrive for meget om det. Men som du selv giver udtryk for, så kan tidlige svigt og savn sætte sig dybt i os mennesker og gøre det svært at tro på kærligheden – uden at det skal være en kamp hver eneste dag.
Du skriver, at du gerne vil væk, men samtidig gerne vil give dig selv muligheden for at opleve kærligheden med en fyr, som du rigtig godt kan lide. Du skriver, at du er bange for at skubbe ham væk, men alligevel indimellem tænker, at det vil være det nemmeste. Du nævner også, at du kæmper med stress og generelt har det svært, når tingene i dit liv ændrer sig, og at det i den forbindelse ofte er svært at holde fokus på de positive ting frem for de negative.
Inden jeg forsøger at give dig et svar, så skal du vide, at det blot er mine svar og råd til dig. Du skal selvfølgelig handle ud fra, hvad du har det bedst med.
Først vil jeg skrive til dig, at du reagerer helt normalt på noget, der har været unormalt i dit liv. Du er ikke forkert, og du fortjener bestemt et liv fyldt med kærlighed. Jeg synes, at du har nogle fornuftige og gode refleksioner omkring din situation. Blandt andet synes jeg, at det er rigtig godt, at du ser dit dilemma som en udfordring og ikke et problem.
Du skriver, at du ikke føler dig stærk nok til kærligheden og det, der følger med den. Jeg synes, at det må kræve meget mod og vilje, at indvilge sin partner i sit bagland, hvilket du har gjort. Jeg ser det som et meget stort bevis på, at du er klar til kærligheden og at du stoler på din nye kæreste.
Jeg kan sagtens følge, at du kan være bange for at skubbe ham væk, og at det at fortælle om de svære ting fra dit bagland kan give bekymringer og udfordringer. Min erfaring siger mig, at det er her vores overlevelses- og adfærdsmønstre går i gang, fordi vi er bange for flere svigt – hvilket er helt normalt. Men det er, som jeg var inde på i starten af brevet, nogle mønstre, som er opstået i relationer, som ikke var sunde. Ud fra dit brev lyder dit nye forhold lyder som et sundt og godt et.
Du spørger til, hvordan du kan finde balancen i din situation, med alle de følelser, som du har lige nu. Mit råd vil være, at du forsøger at tage 24 timer ad gangen og forsøger at sige til dig selv, at alt er, som det skal være lige nu. Hvad der sker i morgen eller om en måned, det kan vi ikke kontrollere, men lige nu, kan vi vælge at tro på, at alt er som det skal være – at kærligheden også er for dig. Måske skal du forsøge ikke at blive bange for de følelser, der kommer til dig og blot lade dem få lov til at være der. Jeg tænker, at de er en del at din proces og derfor også en vigtig del af dig. Din nye kæreste har valgt dig fordi, at du er dig, og det lyder til, at han har en oprigtig interesse i hele dig – dermed også dit bagland. Jeg synes, at du gør alt det rigtige i det, som du allerede gør.
Måske kan du overveje at begynde en taknemmelighedsliste. Det har vist sig at have god effekt at skrive tre positive ting ned hver aften efter endt dag. I starten kan det måske virke fjollet og ligegyldigt, men med tiden vil du måske finde ud af, at det positive i dig og dit liv fylder meget mere end det negative, som vi desværre alt for ofte har for stort fokus på.
Kære dig – jeg håber, at du fandt lidt råd, som du kan bruge til noget i min besvarelse. Du er meget velkommen til at skrive tilbage og fortælle om, hvordan det går. I hvert fald, så ønsker jeg dig al held og lykke med kærligheden – som i den grad også er for dig!
Mange hilsner fra Carina, TUBA.