Kære Tuba,
Jeg starter med en kort beskrivelse af min barndom, så I har en fornemmelse for, hvilket miljø jeg voksede op i, og derefter vil jeg komme til mit nuværende problem, som jeg håber, I kan hjælpe mig med.
Jeg voksede op i et hjem fyldt med kaos. Mine forældre blev skilt, da jeg var 6-7 år, og derefter flyttede mine (yngre) søskende, min mor og jeg sammen med min mors nye kæreste. De indledte et enormt alkoholmisbrug, sloges ofte, røg hash og min mors kæreste indledte et misbrug af hårde stoffer, inden han mistede livet i en bilulykke pga. sit misbrug. Min mor fortsatte alkoholmisbruget, og vores hjem blev nu et sted, hvor tilfældige mænd kom og gik, mens vi børn fik lov at passe os selv. Ofte forsvandt min mor sporløst, og vi kunne ikke komme i kontakt med hende i dagevis. Nogle gange var vi hos vores far eller mormor, men ofte sad vi alene hjemme og klarede os selv.
Jeg som den ældste stod med ansvaret før mine søskende, og blev min mors fortrolige når hun havde det værst. Jeg har hørt de værste historier, et barn kunne forestille sig, blandt andet min mors galoperende lave selvværd, selvdestruktive adfærd, skyldfølelse, skam, bitterhed og had mod hele verden omkring os. Når hun endelige kom hjem fra drukturene, var det altid os børn der var skyld i hendes drukture, og når hun var allermest vred og ikke havde andre, fik jeg i kraft af min rolle som den ældste lange enetaler om, hvor dårlig og uduelig jeg var til alt. Mit tøj, min musiksmag, mine interesser, mine idéer og så videre og så videre…. Flere sætninger er mejslet ind i mit sind som granit, og jeg kan stadig 15 år mindes det, som skete det i går.
I dag har jeg et velfungerende liv, er gift og har børn, fast arbejde og kort vidergående uddannelse. Jeg er rigtig glad for mit liv, og det meste af tiden føler jeg mig også lykkelig, glad og sprudlende af livslyst.
Men nu til årsagen bag, jeg skriver til jer. Jeg døjer (også) med et frygteligt selvværd, der kan tvinge mig helt ned i det dybeste, mørkeste hul. Jeg er enormt selvbebrejdende, og såvel tilfældige hændelser som uheld bebrejder jeg mig selv, “det er din skyld, du skulle have gjort det bedre”. Jeg føler mig vanvittig utilstrækkelig, og er altid bange for, jeg ikke gør det godt nok… “hvis bare du havde gjort mere, hvis du havde været bedre… du prioriterede forkert, du gjorde ikke dit bedste”.
Hvordan slipper jeg af med mit lave selvværd?
Jeg har forsøgt at meditere, fortælle mig selv jeg gør det godt nok, altså kigge i spejlet og sige det højt, men det er kortsigtede løsninger, for min selvbebrejdelse, skyldfølelse og utilstrækkelighed får altid magten over mig igen. “Du er dårlig! Du er ikke god nok! Du har ikke fortjent at have det godt! Du er utilstrækkelig! Du er en dårlig forælder, ligesom din mor og far! Du giver alle dine dårlige vaner videre til dine børn!” Det er et udpluk af de sætninger, der kører rundt i hovedet på mig, når jeg har det slemt, og det bliver sværere og sværere at få dem til at forsvinde igen. Jeg genkender flere af sætningerne som min mors, og jeg er overbevist om, det er en forsvarsmekanisme for at overleve i barndommens kaos, men hvordan slipper jeg af med den i dag som voksen? For det hjælper intet i min rejse mod det liv, jeg gerne vil leve i dag, tværtimod! Det er svært at leve, når man af og til stopper op og hamrer sig selv ned i de mørkeste huller.
Jeg håber, I kan hjælpe med nogle gode råd til vejen mod en tilværelse uden mine mørke nedture.
Mange hilsner, det voksne barn af alkoholiker
Svar:
Kære du.
Først og fremmest tak for et meget velskrevet og rørende brev. Hvor er det tydeligt at mærke, at du kæmper – kæmper for dig selv, for dit liv og for din fremtid. Jeg får sådan brug for at fortælle dig, hvor modig og sej du er, at du har sat dig ned og skrevet dette brev.
Når jeg læser dit brev, så læser jeg historien om en dreng, som alt for tidligt i sit liv har måttet påtage sig et alt for stort ansvar – et ansvar, som ikke skulle have været hans, men derimod de voksnes. En dreng, som måtte være voksen, og som i dag er meget bevidst om, hvilke konsekvenser det har haft og stadig har for ham. Jeg fornemmer på dit brev, at du allerede har arbejdet meget med dig selv og søgt mange forskellige løsninger på dine udfordringer. Jeg kan læse, at du er meget reflekteret over dig selv og de vilkår, du har haft i din barndom. Og jeg kan også læse, at du er en meget stærk person, som på trods af hårde odds og uretfærdige situationer i din barndom, har formået at gøre noget andet, end de voksne i din barndom gjorde. Det synes jeg, at du skal give dig selv et kæmpe skulderklap for! Det er simpelthen så imponerende.
Når man har haft en opvækst, som du beskriver din, så kan selvværdet være noget af det, der bliver hårdest ramt. Som barn er de voksne rollemodeller, og det er i høj grad de voksne, som er med til at lægge fundamentet for et sundt selvværd. Det er afgørende, at de voksne viser kærlighed og omsorg, og at de møder børns behov for kontakt og nærvær. Når man som dig har oplevet at blive nedgjort, være andenprioritet efter misbruget og ikke blive mødt i basale behov og ønsker, så kan det have konsekvenser for blandt andet selvværdet. Mange, som er vokset op i familier med misbrug, oplever præcis de udfordringer, som du også beskriver. Kort sagt kan man sige, at selvværd handler om, hvordan man vurderer sig selv. Tænker jeg positivt om mig selv? Drager jeg omsorg for mig selv? Stoler jeg på mig selv? Føler jeg, at jeg er god nok? Jeg kunne forestille mig, at hvis du stiller dig selv de spørgsmål, ville du måske blive udfordret på at kunne svare 100% ja til alle fire. Gad vide, om jeg har ret?
Har man dårligt selvværd betyder det ikke, at man hele tiden har det dårligt. Rigtig mange oplever, at det kan svinge meget. Jeg tænker også, at det er det, du beskriver, når du fortæller, at du det meste af tiden føler dig lykkelig, glad og sprudlende af livslyst. Det kan blandt andet have noget at gøre med, at man ikke hele tiden er i kontakt med den del af sig selv, som er påvirket af det dårlige selvværd. At komme i kontakt med den del af sig selv og arbejde med sit selvværd er noget, som rigtig mange unge bruger TUBAs terapi til. Jeg kunne godt ønske for dig, at du måske kunne have modet og lysten til at kontakte os og komme på ventelisten til et terapeutisk forløb. Det er helt gratis, og du vil her møde terapeuter, som har en særlig viden omkring, hvordan det er at vokse op i hjem præget af misbrug. Hvis det er noget, der kunne være interessant for dig, kan du læse mere her.
Det er svært for mig at give dig et svar på dit konkrete spørgsmål: Hvordan slipper jeg af med mit lave selvværd? Men jeg vil dog alligevel vove at give dig et råd. Når du hører de negative sætninger om dig selv inde i dit hoved, så prøv at stoppe op. Stop op og giv tankerne plads. Prøv at høre dem og prøv at lytte efter, hvem der siger dem. Du beskriver, hvordan flere sætninger er mejslet ind i dit sind som granit, og at du stadig kan mindes det, som var det i går. Du beskriver også, hvordan du kan identificere flere af dem som sætninger, din mor har sagt. Hvis du kan ”høre”, at det er din mors stemme, så forestil dig, at du placerer den negative sætning i en lille bold. Luk bolden, og send den så langt væk. Forestil dig fx, at du placerer bolden på Antarktis. Se for dig, hvordan bolden med din mors sætning og stemme inden i, nu står på Antarktis og ikke længere er inde i dig. Det kan skabe en afstand mellem sætningerne og dig som person.
Kan du derimod høre, at stemmen er din egen, så vil jeg gerne give dig en lille udfordring. For hver negativ sætning, du siger om dig selv, skal du også sige to positive. Det kan lyde lidt fjollet og hokus-pokus-agtigt, men det kan hjælpe dine tanker til at finde et mindre negativt fokus, fordi du træner din hjerne til også at tænke positivt. En træning, som de voksne ikke har hjulpet dig med i din barndom, og som du derfor nu selv skal øve dig i, hvis du har mod på det.
Jeg får også en tanke om, om du mon snakker med dine søskende om det, I oplevede, da I var børn? Gad vide, om de måske kæmper med nogle af de samme ting som dig? Hvem ved måske der kunne komme noget heling ud af at snakke om, hvad I stod i som børn, og hvad I hver især har måttet overkomme på grund af det.
Jeg håber, at du kunne have mod på at kontakte TUBA og prøve at arbejde med dine tanker. Du skal vide, at du er vigtig og arbejdet værd, og at jeg tror på dig.
De bedste hilsner
Maria, TUBA