Hej Tuba
Jeg er vokset op hos min mor, og det har siden jeg var 4 år været hende og mig, som har boet sammen. Jeg husker tilbage på min opvækst med hende, som rigtig god og hun har gjort mange gode ting, som har hjulpet mig godt på vej i livet. Vi har også altid haft et meget tæt og nært forhold og hygget os sammen.
Der skete til gengæld noget, da jeg fyldte 14-15 år. Her begyndte jeg at få mistanke om, at hun drak for meget. Hun begyndte at gå meget ud i byen og komme fuld hjem i weekenderne. Jeg opdagede også glas med vin i skabe, som hun drak i skjul under madlavning og jeg kunne se, at der røg en del flasker vin. På et tidspunkt den gang konfronterede jeg hende med, at jeg synes hun drak for meget rødvin. Hun blev utrolig defensiv, og sagde at det var noget pjat. Dengang var jeg ret forvirret over, hvad det hele egentlig betød og jeg tænkte, at hun måske havde ret, og at jeg overreagerede. Hun passede jo sit job, og klarede hverdagen. Jeg endte med at fortrænge det, lade som ingenting, og da jeg flyttede hjemmefra glemte jeg det nærmest, fordi jeg nemmere kunne lade som om problemet ikke fandtes.
Men de seneste år er det dukket mere op for mig igen. Jeg undgår at ringe til hende om eftermiddagen/aftenen, jeg tager ikke hjem og overnatter og jeg inviterer hende aldrig ud og spise. Jeg har indrettet hele vores relation på, at jeg undgår at forholde mig til hendes problem, men jeg har også dårlig samvittighed over ikke at tale med hende om det. På den ene side er jeg virkelig bange for, hvordan hun vil reagere, og om jeg risikerer at miste det familiemedlem jeg er mest tæt på, hvis jeg tager en snak med hende og hun bliver ked af det og sur. På den anden side føler jeg også at jeg svigter hende. For hun har et problem, som også er sundhedsskadeligt og som hun måske har, fordi hun ikke har det godt. Og helt på min egen banehalvdel, så savner jeg simpelthen bare at have en mor, som jeg kan regne med på alle tidspunkter af døgnet, og som en gang også kan blive en god mormor.
Derfor vil jeg gerne høre jer, om I har nogle gode råd til, hvordan jeg kan få hul på at tale med min mor om det? Når hun måske ikke selv anerkender problemet, og jeg aldrig har kunne få det adresseret ordentligt, siden dengang jeg var 15. Det skal også siges, at min mor for 1,5 år siden blev sygemeldt med stress, depression og angst og selvom hun har det bedre nu, så er jeg utrolig bange for, om jeg kan komme til at tricke noget hos hende.
Svar:
Kære du
Allerførst vil jeg sige mange tak for dit brev. Tak for at dele en lille flig af din historie. Det er både modigt og inspirerende, fordi du dermed tilbyder læseren et spejl i udfordringer og overvejelser, som er både genkendelige og typiske i familier med misbrug. Et spejl med læring til den som modet og viljen til at skabe forandring.
Du skriver, at du hos din mor har haft en god opvækst, at hun har hjulpet dig godt på vej i livet, og at I altid har haft en tæt relation, hvor I har hygget jer. Du skriver også, at noget ændrede sig, da du blev teenager. Fordi din mors adfærd ændrede sig, og det skabte en mistanke i dig om, at hun drak for meget alkohol. En fornemmelse som dog blev afvist af din mor, da du konfronterede hende med dine observationer. En afvisning som skabte tvivl i dig om, hvorvidt du overreagerede, hvorfor du fortrængte det og pakkede det væk i en årrække.
Ud fra dét du skriver, har du været i en rigtig svær situation. Til det får jeg lyst til at sige, at det er meget normalt, at børn begynder at tvivle på egne observationer og følelser, når de bliver afvist af deres omsorgspersoner. På samme måde som jeg læser, at du begyndte at tvivle.
Jeg får også lyst til at sige, at som teenager står man med en fod i to verdener – barnets og den unges verden. En periode i et menneskes liv, som er fyldt med udfordringer og forskelligartede følelser. Nogle siger, at puberteten er en form for krise, som det unge menneske gennemgår både indvendigt og udvendigt. Hjernen arbejder på at placere alt det, som man har lært som barn og blandt andet derfor, har man som teenager brug for fred, ro og forudsigelighed. Når du valgte at fortrænge det og lade som ingenting, var det derfor en naturlig måde at passe på dig selv på. En måde hvorpå du kunne få lidt ro, så du også var i stand til at håndtere de andre udfordringer, der følger med livet som teenager. Derfor vil jeg gerne understrege, at du ikke har svigtet din mor ved at passe på dig selv, selvom du måske kan have lidt dårlig samvittighed over håndteringen af hendes problem.
Nu er du blevet en voksen kvinde, og du skriver, ‘at det er dukket mere op for dig igen’.
Det tolker jeg, som at hendes alkoholforbrug er begyndt at trænge sig på hos dig, og det påvirker din adfærd i forhold til hende og dermed jeres relation.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at du undgår at sove hjemme hos hende eller inviterer hende ud at spise. Og så kommer til det også udtryk ved at du dels føler, at du svigter hende og får dårlig samvittighed over ikke at kunne tale med hende om det, dels bliver nervøs for, hvordan hun vil reagere og om hun vil stoppe kontakten med dig.
Du skal vide at du har min største respekt for at ville arbejde for igen at få et godt forhold til din mor både nu og den dag, hvor hun bliver mormor. Og samtidig forstår jeg også godt, at det er svært for dig at starte den samtale op. Fordi du tidligere har erfaret at blive afvist, hvilket dengang efterlod dig et sårbart sted.
Du spørger hvordan du kan få taget hul på samtalen. Og her tænker jeg, der er flere skridt og veje.
Du kan evt. starte med at reflektere over og evt. skrive – i første omgang blot til dig selv – hvad der er vigtigt for dig i en god og støttende relation. Fordi den klarhed og indsigt støtter dig i at blive mere tydelig. Over for dig selv, din mor og andre relationer i dit liv. At være tydelig er både kærligt og ærligt – samtidig med at det gør det lettere at navigere i vores relationer for både os selv og dem vi er sammen med.
For nogle mennesker er rammen for gode relationer blandt andet at kunne snakke og dele åbent og ærligt om både det gode og det svære i livet. Om bekymringer og glæder. Jeg ved af naturlige årsager ikke, hvad der kendetegner en god relation for dig. Måske er det identisk med det, som jeg lige har skrevet, men måske er det noget helt andet. Uanset er det altid værdifuldt at reflektere over, hvad der kendetegner en god relation. Og samtidig huske at den tætteste og vigtigste relation vi har, er den vi har til os selv.
Tydelighed eller klarhed er også vigtigt at tage med ind i samtalen med din mor.
Som jeg læser dit brev, er du oprigtigt bekymret for hende, og du er bange for at miste hende – den mor som tidligere har været et nært og vigtigt familiemedlem. Det fortæller mig, at du er en datter som holder af sin mor og at hun er en vigtig del af dit liv.
En måde at starte samtalen kunne være at være tydelig i din samtale med din mor. Tydelighed i form af, at du ærligt fortæller hende om værdien i din gode opvækst og om alt det, som du har fået af hende. Fortæller hvad du savner, hvad der bekymrer dig og hvad du drømmer om. Hvad det gør ved dig, at hun drikker. Uden at pege på andet end dine egne følelser og tanker.
Lige så vigtigt kunne også være tydelighed om rammen for jeres møde og samtale. At sætte en tydelig ramme er samtidig en klar grænsesætning, hvilket mange, som er vokset op med misbrug, oplever kan være svært. En måde at øve dette på, kunne være at sætte en god ramme for jeres samvær – fx. brunch på en cafe i to timer. Og selv sikre, at denne ramme overholdes. På den måde kan tydeligheden også komme til udtryk i forhold til dig selv og dine behov.
Når jeg læser dit brev, kan det virke som om, at både din mor som person og jeres relation er skrøbelig. Hvorvidt det er sandt, ved jeg ikke. Men jeg læser eller fornemmer samtidig, at du har et stærkt ønske om at ændre jeres relation til noget bedre og stærkere. Dit ønske og vilje til at ville den gode relation tilsat din omsorg og kærlighed til din mor, er måske lige præcis den styrke, som kan befordre udviklingen af jeres relation.
Måske kan denne tilgang også støtte din mor. Det er aldrig til at vide, om vi kommer til at trigge noget i andre mennesker. Blot du husker, at det aldrig kan blive dit ansvar, hvordan andre reagerer på din adfærd. Så længe den kommer fra et oprigtigt ønske om at støtte og hjælpe – og det fornemmer jeg tydeligt i dit brev er tilfældet i forhold til din mor.
Din mor er et voksent menneske, som må tage vare på sig selv, som du tager vare på dig. Du kan støtte hende, men aldrig tage skridtene for hende.
Sluttelig vil jeg skrive, at jeg er selvfølgelig klar over, at det kan være en svær opgave, som du står over for, og at du kan have brug for støtte, når det bliver svært. Du nævner ingen anden familie, du kan hente støtte ved. Derfor ved jeg ikke, om du har familie eller tætte og gode venner og veninder omkring dig, som kan holde og støtte dig.
Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du mon har overvejet at benytte dig af TUBA’s tilbud? Hvis du har lyst til at have nogen at tale med om de mere tabubelagte følelser, så kan det være at et gruppeforløb eller et individuelt terapiforløb her i TUBA kunne være noget for dig. Du kan læse mere om terapi i TUBA her og finde vores afdelinger her.
Til sidst vil jeg gerne fortælle dig, at TUBA desuden har chatrådgivningen, hvor du kan skrive med en uddannet rådgiver, om det der fylder for dig. Chatten har åbent kl. 18-21 fra mandag-torsdag. Vi vil meget gerne lytte og snakke med dig.
De bedste hilsner,
Inger, TUBA.