Jeg har en far der har drukket nogle år. Blev tager for spiritus kørsel og der gik virkeligheden op for os. Han vil ikke holde og søge hjælp, for han har jo intet problem. Nå men har gentagende gange taget han i at stjæle fra os. Sagen er den at jeg har en vidunderlig kæreste, som godt kan lide øl og sender stemningsbilleder sammen med sine venner, er bange for jeg begynder at se min far i ham? Hvordan takler jeg mine følelser så jeg ikke får en klump i maven hver gang
Svar:
Kære du
Tak fordi du skriver ind. Jeg kan godt forstå, du får en klump i maven og bliver bange for at se din far i din kæreste, når din kæreste er ude at drikke øl med vennerne, og sender stemningsbilleder til dig. Du spørger om, hvordan du kan takle dine følelser, så du ikke får en klump i maven i disse situationer, og jeg vil svare dig så godt jeg kan.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du i din opvækst har haft oplevelser som gør, at du har lært at passe på, når en du holder af drikker. Du har erfaret, at din far er blevet utilregnelig, når han har drukket – eksempelvis er han blevet taget for spirituskørsel, og har stjålet fra dig (og andre). Disse erfaringer siger dig altså, at når dem du holder af drikker, kan du ikke altid regne med dem. Det er netop de erfaringer, som giver dig en klump i maven, når din kæreste sender stemningsbilleder, mens han er ude at drikke øl med sine venner.
Når man har oplevet ting, som du har i din opvækst, kan følelser fra dengang godt blive vækket, når man oplever noget lignende i nutiden. Måske oplever du, at dine følelser løber af med dig, selvom du med din fornuft godt kan adskille fortiden fra nutiden? Idet din far ikke mente, at der var et problem, og derfor hverken ønskede at stoppe eller at søge hjælp, står du i en situation, hvor problemerne fra din barndom ikke er ‘løst’. Jeg tænker derfor, at det er en naturlig reaktion, at få en klump i maven, når din kæreste er ude at få øl med vennerne.
Det er flot, at du selv har opdaget, at dine følelser omkring din kærestes ture i byen med vennerne, hænger sammen med din opvækst med din far – det får mig til at tænke på, om du har prøvet at snakke med din kæreste om det? Det kan jeg nemlig ikke læse om du har, ud fra dit brev, men det kunne måske være en mulighed for dig, at fortælle ham, hvordan du får det, når du modtager disse stemningsbilleder – og fortælle ham, hvordan det hænger sammen med dine oplevelser i din opvækst. Det kan måske gøre, at han får en større forståelse af, hvorfor noget som i hans øjne virker harmløst, kan være rigtig svært for dig at håndtere. Hvis han ved, hvad det gør ved dig, vil han have bedre muligheder for at tage bedre hensyn til dig i fremtiden.
Du skal vide, at problemstillinger som disse, er nogle som mange andre børn af drikkende forældre arbejder med – måske det også kunne være noget for dig? Jeg kan ikke se, hvilken kommune du bor i, men du kan se, om der er en TUBA-afdeling i din kommune her: http://tuba.dk/mennesker-i-tuba .
Jeg håber, du fik svar på dit spørgsmål, og ønsker dig det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA