Hej.
Jeg er opvokset i et hjem hvor min mor i perioder drak ret voldsomt, hun startede med vodka til morgenmaden og så tog det el bare fart i løbet af dagen i de 2-3 uger det stod på af gangen. Jeg er lige startet i terapi hos jer men har sådan set haft det svært lige siden min mormor gik bort i sommers og min mor tog sig sin længste periode med druk som varede i 3 måneder dag ud og dag ind. Jeg har efter dette oplevet at mange ting fra min barndom er dukket op og det bliver mere og mere klart for mig at min mormor egentlig var mere en forældre figur for mig end mor nogensinde har været i den forstand at jeg altid har kunne regne med hende og hun altid stod klar til at redde mig når min mor tog sig sine ture. F.eks hertil aften er jeg kommet hjem fra arbejde og har haft en rigtig god dag, men ligesom jeg træder ind af min hoveddør så vælter tårerne bare frem og jeg begynder at græde helt hysterisk – kan det have forbindelse til at jeg er begyndt at åbne op for mine dæmoner? Jeg har aldrig gået til terapi før og det er egentlig min mormors død som fik mig til at tage en beslutning om at jeg ikke længere vil leve med min mors alkoholmisbrug som en skugge over hovedet men gerne vil blive til et helt menneske, jeg føler mig altid så 50/50 på ydersiden ser alt fint og fredeligt ud men indeni mig er det ligesom at være mit i orkanens øje – jeg er splitet i tusind stykker. Mvh
Svar:
Kære du!
Det lyder vel nok som en turbulent tid du er inde i, og der er mange følelser på spil. Jeg kan godt forstå, at du synes det er hårdt, at være dig lige nu. Du har lige mistet din mormor, som var din tryghed og din sikre base, samtidig er du startet i terapi, hvor du skal forholde dig til de svigt du har oplevet med din mor.
Jeg synes det er stærkt af dig, at du har besluttet, at du vil ud af den skygge din mors alkoholmisbrug kaster over dit liv, og det lyder som en rigtig god beslutning, at du er startet i terapi hos os.
Som jeg forstår dit brev, så går dit spørgsmål på, hvorfor alt indeni pludselig gør ondt, det vil jeg forsøge at give dig nogle bud på, og samtidig vil jeg kommentere på noget af det du skriver i dit brev.
Jeg vil starte med at fortælle dig, at det er helt normalt at få et dyk når man starter i terapi. Det kan føles voldsomt, når man nu starter på noget der skulle være godt for en. Men når man begynder at kigge på noget, som man har gemt langt væk i mange år, bliver man let sårbar og hudløs. Det kræver stort mod, og man kan ofte have lyst til, at gå væk fra smerten. Men for at du skal få det bedre er du nød til ind imellem, at gå ind i smerten og acceptere at den er der. Det lyder lidt som om det er der du er nu. Din fortid er ved at gå op for dig. Du er ved at deale med den, og give dig selv plads til at leve det liv du ønsker.
Samtidig skal du også forholde dig til den store sorg det er for dig, at have mistet din mormor, som du beskriver, som den der var en forældrefigur for dig. Jeg forestiller mig, at du nu rigtig mærker savnet efter hende, og du får en fornemmelse af at være helt alene. Jeg kan godt forstå, at du bryder sammen i gråd, det ser jeg som et sundhedstegn. Du har grund til at sørge, og det er rigtig godt, hvis du kan give dig selv lov og plads til det. En kæmpe tudetur kan være meget forløsende. Du spørger om det kan være fordi du er ved at åbne op for dine dæmoner. Jeg ville måske kalde det for noget andet end dæmoner, det der sker med dig er en sund reaktion på en urimelig barndom, men det kan sagtens være fordi du er begyndt at åbne op. Du er kommet til et punkt i dit liv, hvor du er klar til at arbejde med dig selv og se på din fortid, og stort tillykke med det. Det vil helt sikkert til tider føles hårdt, men det vil lønne sig på sigt. Det vil give dig større indsigt i hvem du er, og bedre balance imellem det der ses på ydersiden og det der sker indeni dig.
Jeg synes du lyder både sej og modig, du er startet på en rejse, som vil indeholde sejre og opture, men også dyk der føles som skridt tilbage, men jeg er sikker på du har styrken til at blive ved. Du vil helt sikkert komme ud på den anden side som en stærkere og mere hel person.
Jeg vil slutte i det samme billedsprog som du gør, du skriver at du er splittet i tusinde stykker. Hvis du ser på dig selv som et puslespil, lige nu er alle brikkerne kastet op i luften, men ligeså stille vil du få brikkerne samlet. Der kan være perioder hvor du får lagt rigtig mange brikker på kort tid, andre perioder hvor det føles som om der ikke er nogen der passer, og det går langsomt, men stille og roligt får du arbejdet dig længere og længere ind til kernen, og en skønne dag føles det som om alle brikkerne passer.
Men selv om brikkerne falder på plads og du føler ro i dig selv, vil der naturligvis opstå problemer i dit liv som du skal forholde dig til, det er jo et grundvilkår for os alle, men du vil da have et andet fundament, at klare det fra.
Jeg vil ønske dig held og lykke på rejsen.
Bedste hilsner
TUBA