Hej igen.
{Navn} her, med mit fjerde indlæg. Mine tre andre hedder følgende; “Alkohol over sin datter”, “hvordan kommer jeg over det” og “jeg har fået nok”. Håber du vil læse dem, da det ville gøre det hele lidt – meget- lettere 🙂 Siden sidst har jeg rundet et helt år uden min far. Da der var gået ét år og en måned siden jeg havde set min far, mødte min mor og jeg ham tilfældigt på gaden. Han var mildt sagt, pisse fuld ! Lignede en på stoffer, og hans øjne sejlede. Jeg snakkede kort med ham, hvor han sluttede af med at sige han ville komme dagen efter – som i øvrigt ikke skete. Hvordan kan han tillade sig at sige han kommer, når han gang på gang bryder hvad han lover?! Jeg er så arrig, og skuffet !! Der er nu gået omkring 1 1/2 siden jeg har set ham ellers – hvis man ikke tæller det lille møde på gaden med. Jeg føler ikke det tæller, da det ikke var af egen vilje han så mig. Jeg er blevet endnu mere deprimeret, og pjækker mere end noglesinde. Og i stedet for at snakke om det, så lukker jeg fuldstændig ned – bortset fra denne ene gang (!) Vi havde samtale dag og min lærer spurgte ind til min far og hvad der er sket dengang mine forældre gik fra hinanden, da hun aldrig har mødt ham. Jeg bryder så fuldstændig sammen, og kan ikke mere. Det er første gang i flere år, at jeg har grædt foran en, og det gjorde så ondt. Når jeg græder foran folk, så ved jeg bare hvor dårligt jeg går og har det. Det var meget i mod min vilje at jeg begyndte og græde, men jeg har gået med det her så lang tid, og min sjæl er træt. Jeg kan ikke magte noget mere. Sover når jeg kommer fra skole, og pjækker mindst en gang i ugen – kun fordi jeg ikke kan overskue det. Udover det, så har min far ikke skrevet siden starten af januar, og jeg har intet hørt – eller set til ham. Jeg har ingen ide om hvad han laver.. Det gør så ondt, og jeg mangler en far.. Min far. Ligemeget hvor dårlig han behandler mig, så mangler jeg det. Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her indlæg.. Jeg går bare og tænker på hvornår mit daglige maridt – som har eksisteret lige så længe jeg ved – ender, og hvornår jeg får en normal hverdag igen. Jeg har brug for en eller slutning på det hele, og jeg føler aldrig jeg får en. Det er en ond cirkel der fortsætter. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op… Mvh. {navn}.
Svar:
Kære {navn}
Hvor er du sej at du bliver ved at skrive herind, når du oplever at du får det værre og værre. Det er rigtig godt gået!
Jeg er ked af at høre, at du ‘lukker fundstændig ned’, i stedet for at snakke om det der gør dig ked af det. Jeg kan forstå på dig, at det at du lukker ned har betydet at din sjæl er træt, at du ikke kan magte noget mere, at du sover når du kommer hjem og pjækker fra skole. Det er rigtig alvorligt! Det lyder også til, at du virkelig kunne mærke hvor dårligt du går og har det, da du græd foran din lærer? Selvom det gjorde ondt, så synes jeg det er helt okay at du gav dig selv lov til at vise, hvor ked af det du er. Ingen kan have det så dårligt som du har det i længere tid, på et tidspunkt må det ud. Det er først når vi lukker op og lader det komme ud, at vi kan begynde at gøre noget og få det bedre – så jeg synes det er positivt at du åbnede op, selvom jeg godt ved at det gjorde ondt.
Jeg er lidt nysgerrig, hvad fortalte du din lærer? Hvad sagde hun?
Jeg kan godt forstå, at du har brug for at leve en normal hverdag og få en form for ‘slutning på det hele’. Jeg tænker på, hvad en normal hverdag mon vil sige for dig? Hvad tænker du på, når du siger ‘normal hverdag’? Jeg tænker også, hvad en slutning mon kunne være for dig? Jeg har ikke lige en enkel løsning eller ide til en slutning, men måske kan vi sammen finde en? Hvis du har lyst må du meget gerne skrive igen og svare på de spørgsmål jeg har stillet dig, i forhold til, hvordan du kunne tænke dig din hverdag og hvad du tænker kunne give dig en form for afslutning. Jeg ved godt, at det er svært at svare på, hvis du vidste det, så havde du ikke grund til at skrive herind og spørge 🙂 Men jeg tænker alligevel om vi måske sammen kan finde frem til noget du kan bruge, hvis vi skriver lidt frem og tilbage. Vil du være med til det?
Bedste hilsner
Camilla, TUBA