Hej Tuba
Er lige kommet ind på jeres hjemmeside, da nogle jeg kender forslog den til mig. Jeg er ret ung og forvirret. Min far har været narkoman gennem hele mit liv. Har nogle episoder fra min barndom som har været rigtig traumatiserende. Jeg har set ham lidt on/off igennem mit liv, men sidst jeg så ham var ca 5 år siden. Han havde det egentlig okay, men han kom aldrig tilbage som han lovede. Jeg ventede på ham i flere uger. Efter en måneds tid accepterede jeg bare, at han var væk. Igen.
For noget tid siden havde jeg lidt af et “meltdown” over i skolen. Vi så en dokumentar om stoffer og narkomaner, og det bragte nogle gamle minder op i mig. Senere i frikvarteret begyndte jeg, at græde vildt meget. Mine veninder samlede sig omkring mig, og trøstede mig. Alle stirrede på mig! Ingen har set mig såden, er nemlig kendt som hende den sjove og søde pige på årgangen. Skolen turde ikke, at lade mig gå i den tilstand så jeg ventede på min mor skulle komme og hente mig. Eter mange samtaler med skolens bestyrelse, gik vi hjem. Efter den dag har jeg tænkt rigtig meget på om jeg måske skal se min far igen? Vi har skrevt lidt sammen ved jul og fødselsdage. Jeg elsker ham jo rigtig meget, men er også lidt vred! Han har jo gået glip af så meget! Jeg er også bange for, at han ikke vil komme tilbage… Vil ikek udsætte mig selv for det igen.
Jeg har slet ingen kontakt til min fars side af familien, undtal en kusine som er lige så gammel som mig, og en ud af 4 onkler. Min storebror vil slet ikke se min far igen, så skulle blive nødt til, at gøre det uden ham.
Jeg skriver tit små breve til min far, som jeg aldrig sender. Nogle gange græder jeg også på badeværelset eller i min seng, sådan så min bror ikke lægger mærke til det. Vil ikke gøre ham ked af det eller få ham til, at tænke på vores far.
Jeg synes ikke det er fair, at hele min barndom er fucket total meget op pga min fars misbrug. Synes ikke det er fair, at jeg som ung teenagepige skal tage stilling til alle de her voksen beslutninger. Jeg føler jeg er blevet voksen i en alt for ung alder.
Hilsen mig
Svar:
Kære du
Hvor er det godt du fandt vores hjemmeside og skrev herind. Jeg vil prøve og svare dig så godt jeg kan.
Du fortæller, at din far har været narkoman hele dit liv og du har set ham on/off og sidste gang du så ham, var for 5 år siden. Du skriver, at din far aldrig kom tilbage, er det mon tilbage i dit liv eller tilbage i fysisk forstand? Du fortæller også, at du fik et ”meltdown” i skolen, som har gjort, at du tænker meget på, om du vil se din far igen. Om du skal tage kontakt til din far eller ej, er et rigtig godt spørgsmål. Om det er en god ide, er noget kun du kan mærke. Du skriver, at du er bange for, at din far ikke kommer tilbage, og det forstår jeg godt. Hvis du vælger at tage kontakt til din far, vil der være en risiko for, at du bliver såret, omvendt, hvis du har brug for at se ham lige nu, så er det måske chancen værd at kontakte ham. Du skal gøre det du har lyst til, at det du synes er bedst for dig selv, ligemeget hvad du vælger, er der desværre en risiko for, at du bliver såret.
Du skriver, at du har skrevet små breve til din far, som du aldrig har sendt. Grunden til du ikke har sendt dem, er det fordi din far ikke bor et fast sted, eller er det mon fordi det handler om dine tanker og følelser omkring din far og mest er til dig selv? Jeg synes det er en rigtig god ide, at skrive ned hvordan du har det med din far, også selvom han måske aldrig får dine breve at se.
Nej det er ikke fair, at din barndom skal fuckes op, fordi din far har et misbrug. Det lyder til, at du har nogen rigtig gode veninder, og du skal selvfølgelig have lov til, at have det sjovt som den teenagepige du jo er.
Hvis du har lyst skal du være velkommen til at komme ind i TUBA og snakke om, de ting du går og tumler med. Terapeuterne her i TUBA er rigtig gode til at snakke om de ting du beskriver i forhold til, at du er blevet voksen i en alt for ung alder og at det er svært at acceptere, at din far ikke er en del af dit liv. Du er også velkommen til at besøge vores chatrådgivning, i gruppechatten kan du chatte med andre unge, som også har forældre der drikker. Du finder chatten her www.tuba.dk/chat
Hvis du har lyst til at tale med en terapeut i TUBA skal du først finde den afdeling der er tættest på, hvor du bor, du kan se vores afdelinger her http://tuba.dk/hj%C3%A6lp
Når du har fundet den rigtige afdeling skal du skrive en mail, hvor du fortæller at din far er misbruger og at du gerne vil tale med en fra TUBA, så bliver du kontaktet af en terapeut.
Bedste hilsner
Ann, TUBA