Kære TUBA,
Jeg gik for nogle år siden i et forløb hos jer, først individuelt og siden i gruppe, og det var en kæmpe hjælp for mig. Min far udviklede et alkoholmisbrug i løbet af mine teenageår, som jeg først opdagede (og fik et kæmpe chok over) da jeg var 17-18 år. Det har virkelig været hårdt for mig, fordi jeg altid har haft en eller anden form for angst for alkohol og rusmidler generelt, og aldrig selv har drukket. Min far siger selv, at han ikke længere har et problem med alkohol, men ind imellem er der tilfælde, hvor han ikke er sig selv, hvor hans bevidsthed er en anden – og hvor min eneste forklaring må være, at han har drukket. Det nægter han imidlertid. Min tillid til ham ligger altså på et meget lille sted, og det forstår han ikke. Han bliver bare ved med at sige, at jeg må lære at acceptere, at alkohol findes i verden, og at vi må se at komme videre. Her i efteråret tog jeg til udlandet, og umiddelbart før jeg tog af sted, kørte jeg en masse ting ud til hans hus til opmagasinering. Da jeg kom derud om formiddagen, stod der en vandflaske fyldt med vin ved siden af hans pung og bilnøgler, klar til at komme med på arbejde. Jeg konfronterede ham med det, og igen sagde han bare, at han har et godt liv, og at det er en del af det, og det må jeg bare acceptere. Den fortsatte utryghed er uudholdelig!
Mine forældre blev skilt for to år siden, og i den forbindelse reagerede min far meget voldsomt, blandt andet med trusler om selvmord. I starten efter skilsmissen ringede han ofte grædende eller råbende, og jeg gjorde mit bedste for at støtte ham, men passede ikke ordentligt på mig selv ved at sætte grænser. Siden da har han udviklet en rigtig træls vane med at sende sms’er på alle mulige tidspunkter af døgnet med underlige beskeder, nogle gange vredesudbrud over min mor, nogle gange beskeder om, hvor meget han har brug for mig og min lillebror. Det føles meget grænseoverskridende, og jeg kan mærke, at jeg både bliver vred og frastødt af det. Jeg har sagt adskillige gange, at jeg gerne vil have, at han enten ringer eller skriver en mail, hvis han har noget vigtigt han gerne vil sige, frem for at der pludselig ligger en ubehagelig sms, som jeg skal tage stilling til. Det har han hele tiden sagt, at han gerne ville respektere, men er så bare fortsat.
Mens jeg var i udlandet blev han ved med at sende sms’er. Jeg gav udtryk for, at jeg gerne ville have lov at være af sted ude i verden uden hele tiden at skulle forholde mig til verden derhjemme. Det sagde han “OK” til, men kort tid efter skrev han, at han “simpelthen følte sig så hægtet af, og at ingen af os gad ham”. Jeg blev så vred! Så jeg sendte en lang mail til ham om, hvordan jeg havde det. At jeg elskede ham, men at der blev nødt til at ske noget i vores forhold. Jeg skrev: “Jeg vil gerne bede dig respektere, at jeg har brug for, at vi ikke har kontakt i noget tid. Jeg har brug for plads til at hele, og jeg har brug for at gøre noget ved al den gift, der er inde i mig på grund af vores forhold. Jeg skal nok tage kontakt, når jeg er klar til det igen.”
Det fik jeg en mail tilbage om, at han nok skulle respektere – og at han troede at jeg så spøgelser omkring alkohol. Han blev imidlertid ved med at sende sms’er i månederne efter, som jeg dog ikke svarede på. Det var i oktober, at jeg sendte den mail, og i starten af december kom jeg hjem igen. Vi har ikke set hinanden endnu.
Jeg har så svært ved at mærke efter, hvad jeg skal gøre! Jeg føler, at jeg på en eller anden måde skal have bearbejdet min følelse af ansvar over for ham, for jeg har SÅ svært ved at holde fast i, at jeg ikke er klar til at møde ham. Og især her hen over jul og nytår og hans fødselsdag har det været svært. Det føles så urimeligt. Samtidig er jeg bekymret for mit forhold til især min storebror (som kun er min fars, ikke min mors), fordi han slet ikke kan forstå, at jeg har det som jeg har det, og er bekymret for om der er noget alvorligt galt med mig.
Jeg har ikke lyst til at se min far. Jeg vil helst have, at han bare holder sig væk. Samtidig føles det ikke som en holdbar løsning, og jeg holder jo også af ham! På mange måder er han en god far. Der er bare så meget, som er gået galt i hans liv, og som han ikke selv er i stand til at tage ansvar for. Og DET har jeg ikke lyst til at kopiere – jeg vil gerne lære at tage ansvar for mig selv.
Hvordan kommer jeg videre? Hvordan finder jeg en form for ro i, at jeg ikke kan ændre min far – og samtidig give slip på den utryghed, der er forbundet med ham?
Tusind tak for jeres hjælp!!
Svar:
Kære du
Det første jeg har lyst til lige at sige er, at uanset og du har set din far eller ej, så er det okay. Jeg kan sagtens mærke at det er et stort dilemma for dig. Du har ikke lyst til at se ham og samtidig holder du af ham og du har en storebror der synes du er forkert på den – det må bestemt være forvirrende. Du skal finde din egen vej og det er ikke sikkert at den altid ligger lige for og der vil sikkert komme sving, hvor du ikke kan se, hvad der venter på den anden side. Jeg håber du vil give dig selv lov til, at bestemme dig og ombestemme dig, vælge og vælge om, det er helt almindeligt at være forvirret og prøve forskellige ting af, før man finder de løsninger der føles rigtige.
Som jeg læser dit brev er der to ting der fylder rigtig meget for dig lige nu:
1) At give slip på ansvaret for din far og acceptere at han vælger at leve som han gør.
2) Angsten for at blive som din far. Du vil gerne lære at tage ansvar for dig selv.
Er det mon rigtigt forstået? I mit svar til dig, vil jeg tage udgangspunkt i de to ting.
1) Hvordan giver man slip på ansvaret
Det er smertefuldt at se på, at mennesker man holder af, forvalter deres liv på en uhensigtsmæssig måde. Jeg gætter på, at det er svært for dig at se på, mens din far tager på arbejde med vin i vandflasken? Din far opfatter det tydeligvis ikke som et problem. Det er helt forståeligt, at det gør ondt på dig.
Du spørger, hvordan du kan finde ro i, at du ikke kan ændre på din far? Jeg tror det er helt centralt, at du lægger ansvaret for din fars liv, tilbage til din far. Du har ikke valgt, at din far skal drikke. Det du ikke vælger kan du ikke tage ansvar for, eller gøre dig skyldig i. Du er reelt set magtesløs. Hvorend du gerne vil, kan du ikke tage ansvar for, hvordan din far forvalter sit liv. Det kan kun din far. Det er smertefuldt at være magtesløs. Jeg gætter på at der også er en vis sorg forbundet med det. Sorgen og smerten over, at der intet er du kan stille op. Det er svært at acceptere.
Jeg kender desværre ikke til metoder der sikkert og én gang for alle, kan få dig til at acceptere at du ikke kan ændre din far. Jeg tror det kan være en hjælp, at kigge på de erfaringer du allerede har. Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du allerede har forsøgt at forklare ham, hvordan du har det. Hvordan du har det med hans forbrug af alkohol osv. Du har også erfaringer med, at det ikke ændrer på noget. At din far holder på sit og ikke forandrer sig. Du har prøvet, men det hjælper ikke. Det er ikke fordi der er noget galt med dig, at det ikke hjælper. Det er ikke fordi du ikke prøver nok, eller på den rigtige måde. Det handler om, at du ikke har magt til at gøre noget. Jeg ved at det er svært at acceptere magtesløsheden. Du har lov til at være ked af det og sørge over at der ikke er noget du kan gøre. Det kan være en del af processen med at acceptere.
Du har ikke magt til at ændre din fars liv, men du har magt til, at skabe et godt liv for dig selv. Det leder mig til næste del af dit spørgsmål…
2) Hvordan undgår du at blive som din far og i stedet tage ansvar for dig selv?
Når jeg læser dit brev, kan jeg se mange forskelle på dig og din far. Jeg får øje på, at du tager ansvar for dig selv, ved at sige fra og sætte grænser overfor din far, og ved at holde fast i dem, selvom din far ikke overholder dem. Du tager også ansvar for dig selv, ved at stå ved din måde at opleve det hele på og ved at sætte ord på, hvordan du har det. Jeg forstår på dig, at du stadig er utryg (det sidste du skriver er ‘give slip på den utryghed der er forbundet med ham’), det forstår jeg som din utryghed i forhold til ikke at ville kopiere din fars adfærd og manglende evne til at tage ansvar for sig selv. Du nævner at du måske skal have bearbejdet dine følelser af ansvar for din far. Det tror jeg er relevant at arbejde med. Måske er det også relevant for dig, at arbejde med, hvordan du er forskellig fra din far? Hvordan du godt kan tage ansvar for dig selv, selvom han ikke kan for sig? Hvordan du kan blive glad og tilfreds med dit liv, selvom du har en far der drikker?
Det er store og svære emner at arbejde med, jeg kan forstå at du tidligere har gået i TUBA, måske har du igen lyst, til at have en at tale med om, hvordan du har det og hvordan du kan arbejde med at lægge ansvaret for din far fra dig og arbejde med det liv du ønsker for dig selv?
Jeg er med på, at dine overvejelser og dilemmaer er for komplekse til, at de kan løses med et enkelt brevkassesvar. Men måske kan det give dig nogle tanker at arbejde videre med, du er velkommen til at skrive igen uanset.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA