Ja som overskriften siger… Jeg er bare ked af det.
Jeg går allerede i gruppeterapi i TUBA, og det fungerer rigtig godt. Desværre føler jeg hurtigt, at jeg kan komme til at fylde for meget i gruppen. Jeg har altid en helt masse ting som trykker og presser på med at komme op til overfladen. Jeg prøver virkelig at beherske mig, lytte til de andre i gruppen og give god respons. Desværre får jeg gang på gang snakken drejet over på mig selv og mine egne problemer. Det bliver selvfølgelig rigtig tungt at høre på for de andre i gruppen, og jeg er ked af at fylde så meget. For jeg kan snakke og snakke og hele samtalen kan handle om mine problemer i 20 minutter uden at jeg ænser, at jeg bare tager alt for meget plads. Men når så terapeuten “går videre” til en anden og afbryder (helt forståeligt), så sidder jeg med en rigtig trist følelse af, at jeg slet ikke kan være det bekendt, jeg er egoistisk, og hvorfor jeg dog ikke bare kan lære at holde min kæft. Jeg bliver rigtig trist, og så får jeg bare mest lyst til at kravle i et hul.
Min hjerne kan bare ikke få vendt tankerne til positivt. I stedet for at tænke “dejligt de har gidet at høre på mig så længe” så tænker jeg “ja og nu fylder jeg så for meget igen… Hvor er det typisk! De lader bare som om de gider at høre på mig”. Og det irriterer mig vildt.
Jeg har også fået individuel terapi, men der er jo kun 5 gange. Jeg har 1 gang tilbage. Min terapeut er sød og forstående. Men alligevel føler jeg ikke, at hun gider høre på mig. Jeg føler aldrig at nogen gider at høre på mig, så det er helt sikkert ikke hende specifikt. Så jeg kan have en tendens til at pakke tingene lidt ind. Selvom jeg har det ad helved til, så kan jeg bare ikke sige det… For hvem gider høre på det?
Jeg er nede i et dybt, mørkt hul. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg bor med, men han er ved at få nok af min negativitet og min kroniske tristhed. Han snakker om at gå fra mig.
Jeg holder ham også for nar. Han tror jeg er i skole hver dag, men faktisk møder jeg kun op 1-2 dage om ugen (undervisningen slutter før han får fri fra arbejde), så mit fravær er skyhøjt. Men jeg magter det bare ikke… Jeg magter bare ikke at være “på” og at være sammen med nogen mennesker. Jeg magter ikke at skulle komme ind på skolen og gå op på 3. sal til lokalet. Der er mennesker overalt der konstant går ind i “mit rum”. Jeg vil meget hellere sidde derhjemme, hvor jeg bare er alene, og hvor jeg ikke skal forholde mig til nogen. Jeg kan slet ikke holde fokus heller, og jeg ender altid med at sidde på facebook eller sådan noget hele undervisningen. Det gør mig virkelig træls at komme i gruppe med. Disse dage gider jeg ikke engang tage tøj på, sætte håret eller lægge make-up. Jeg gør det udelukkende for min kærestes skyld, men jeg venter faktisk bare på, at klokken bliver 10 eller sådan noget, så det er “lovligt” at tage nattøj på og en dyne ind på sofaen (igen). Han skal jo også tro, at jeg er i skole, men jeg har vildt dårlig samvittighed.
Jeg er bare konstant trist… Der var engang hvor jeg administrerede folkeskole, lektier, en stor omgangskreds, kæreste, hest, fodbold 3 gange om ugen, ridning 1 gang om ugen, fitness, løbeture og arbejde ca. 15-20 timer om ugen ved siden af alt dette. Nu magter jeg ikke engang skole og SLET ikke at være sammen med nogle efter skole. Min kæreste, jo, men jeg indrømmer, at jeg synes det er rart når han nogle gange finder et andet sted at være…
Jeg er konstant træt. Jeg kan sove hele tiden. Om jeg sover 5 eller 12 timer eller et sted midt imellem er ligegyldigt. Jeg vågner 2-3 gange om natten, men har ikke problemer med at falde i søvn igen.
Jeg har taget 30 kg. på på 3 år… Jeg skammer mig sådan!
Før i tiden elskede jeg at være udenfor. Gå ture, grille, tage til stranden… Jeg gider det slet ikke mere… Jeg vil hellere ligge under dynen i nattøj.
Hvis jeg ikke er trist, føler jeg ingenting. Sådan er det ofte. Jeg kan godt grine engang imellem, men meget af det er overfladisk eller også føler jeg ikke ægte glæde ved det. Jeg kan ikke føle glæde… Jeg kan smile og alt det, men jeg føler mig ikke rigtig glad.
Overskuddet halter også. De huslige pligter gør jeg for min kærestes skyld, fordi han kommer hjem efter en lang arbejdsdag, og fordi det jo bare skal gøres. Men jeg skal virkelig tage tilløb, og ofte tage det i bidder. Det bliver også først taget i sidste øjeblik før min kæreste kommer hjem.
Jeg føler mig efterhånden som en zombie. Jeg er følelseskold, ked af det eller negativ og træt.
Jeg har virkelig prøvet at gøre noget ved disse følelser. Jeg har sagt mit job op, fordi jeg troede det ville give mere overskud. Jeg har fået to katte, fordi jeg troede det ville hjælpe på min ensomhed. Jeg er jo ensom, men hvordan skal jeg kunne afhjælpe det, når jeg ikke gider forholde mig til mennesker?
Men selvom jeg har gjort disse ting, er jeg stadig ked af det. Jeg orstår det ikke, og det gør min kæreste heller ikke. Han har virkelig fået nok af min tristhed, negativitet og usikkerhed på mig selv. Han skal konstant bekræfte mig i, at det er mig han vil. Jeg vender alt til negativt. Fx sagde han, at jeg nogle gange gør det svært at elske mig. Og jeg hører “jeg elsker dig ikke. Du er ikke værd at elske, og det er din egen sjyld”. Og ærligt – hvordan kan jeg forlange at han elsker mig, når jeg ikke engang elsker mig selv? Og hvordan kan jeg forlange af ham, at han elsker mig, når jeg vender alt hvad han siger og gør til negativt? Fx vil jeg jo egentlig gerne være alene engang imellem. Omvendt føler jeg mig forladt og fravalgt, når han så vælger at være sammen med en kammerat. Så det er sgu heller ikke nemt at være ham.
Men hvorfor er han sammen med mig? Jeg er tyk og grim, negativ og selvhadende. Og jeg har ikke engang rygraden til at gøre noget ved det. Jeg bliver bare større og større, mere og mere negativ og mere og mere pain in the ass. Og han snakker ofte om, at han ikke kan se det gode i vores forhold længere, og at han ikke kan klare min psyke meget længere. Jeg bebrejder ham ikke, men der er jo ikke noget i verden jeg hellere vil end at være sammen med ham, som jeg har været sammen med de sidste 4 år. Vi har gode stunder. Men vi har SÅ mange skænderier over småting. Det kan være én lille ting som bliver sagt forkert. Og så min fordrejning af betydninger i mit forskruede hoved. Mange af de følelser jeg får, kan jeg godt se med fornuften er komplet åndssvage. Men det er svært at ændre mine følelser. Ikke fordi jeg ikke stoler på ham, men jeg har trang til at kigge hans telefon, se hvem han skriver med. Når han sidder med den og får en besked higer jeg efter at vide, hvem det er, og hvad de skriver om. Jeg vil have kontrol hele tiden. Jeg kan godt forstå, han er ved at få nok. Jeg skal ændre mig drastisk.
Og ja, der er perioder, hvor jeg tænker det hele vil være nemmere hvis jeg bare forsvinder. Så er alle fri for mig og min negativitet.
Jeg har været ved lægen for at snakke om psyke. Rådet herfra var mere eller indre “luk munden, let røven, så får du det bedre”. Ja, sund kost og motion HAR en positiv effekt. Men hvordan f*nden kommer jeg dertil, når jeg ikke engang kan overskue at tage i skole?
Min far drak hele min barndom og havde på et tidspunkt også hashmisbrug. Jeg så ham hver 2. weekend, og min mor måtte ikke vide, hvor slemt det stod til. Han fik også depression på et tidspunkt.
Min mor blev psykisk syg da jeg var omkring 7. Siden da har hun været syg med stress, depression og angst, hvor depressionen så er blevet kronisk.
Jeg spørger tit mig selv, om det er min skyld, at min mor blev syg og at min far agerede som han gjorde. Det er trods alt begge mine forældre som har haft psykisk sygdom, så jeg føler en del skyldfølelse. Det går min mor meget på, at jeg har det skidt, og hun blev for nylig indlagt på psyk. hospital. Hun er dog udskrevet igen. Men hvis nu jeg bare kunne tage mig sammen… Hvis nu jeg bare blev glad, så ville hun måske også blive det. Men det kan jeg ikke… Jeg kan ikke blive glad,,, Jeg kan le af en joke, og det er dét latter jeg har i dagligdagen. Bliver joken lavet om mig, vender jeg det lynhurtigt til noget negativt og føler et personligt angreb.
Jeg tør ikke gå til lægen igen (samme eller ny er næsten ligemeget) for jeg er ikke værd at høre på. Det er min egen skyld, at jeg har det skidt. Det er min skyld, at min kæreste langsomt holder op med at elske mig. Det er min skyld, at min far flyttede langt væk og var til hundene dengang. Og det er min skyld, at min mor er syg. Jeg skubber alle væk, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Alt er snart ligegyldigt. Alt hvad jeg gør, gør jeg for, at andre skal kunne lide mig. Jeg vil så gerne bare trække stikket ud og blive under dynen. Ikke forholde mig til noget eller nogen. Måske skulle jeg bare forsvinde. Måske ville det være for det bedste, for jeg er ikke værd at elske.
Svar:
Kære du
Hvor kan jeg bare godt mærke din ked af det hed. Jeg kan tydeligt mærke din tristhed og opgivenhed når jeg læser dit brev, jeg fornemmer at det er meget smertefuldt at være dig lige nu. Det er ikke rart at have det som du har det. Derfor er jeg glad for at du har taget dig tid til at skrive herind, har sat dig ned og sat ord på, hvordan du faktisk har det indeni. Jeg tror at det vil give dig noget, alene at læse dit eget brev igen, jeg tror det vil hjælpe dig til at erkende dine følelser som de er lige nu. Og det er det første skridt mod forandring. Når man vil skabe forandringer, må man først undersøge sit udgangspunkt. Hvor er du lige nu? Hvordan har du det? Og hvor vil du gerne hen?
Du berører mange emner i dit brev, fra dine oplevelser i gruppeterapi til tanker om at forsvinde. Den slags tanker kalder jeg for selvmordstanker. De tanker er meget ubehagelige at have, jeg er glad for, at du har modet til at fortælle om dem. Tilsidst i mit svar, skriver jeg lidt til dig om din lyst til at forsvinde. Først skriver jeg noget andet, som handler om nogle af de ting jeg får øje på i dit brev. Jeg skriver noget om: at gå i terepi, at falde ned i mørke huller, og om ikke at føle sig værd at elske.
At gå i terapi, i gruppe og individuelt.
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du ikke føler at din terapeut i individuel terapi gider at høre på dig og at du har en tendens til at pakke tingene ind fordi du tænker ‘hvem gider høre på det?’.
Samtidig kan jeg forstå på dig, at du er god til at åbne op i gruppen og få fortalt hvordan du har det. Og jeg kan forstå at du ikke har det helt godt med det. Du oplever at du fylder for meget og at du drejer snakken over på dig selv, du føler ikke at du kan være det bekendt og du følger dig egoistisk.
Det er helt almindeligt, at opleve at det er ubehagelig at ‘få plads’, især hvis man ikke er vant til det. Jeg gætter på, at der ikke har været meget plads til dig, da du voksede op. Med en far der drak og med to psykisk syge forældre, gætter jeg på, at overskuddet til dig har været ret lille. Dine forældre har måske ikke haft overskud til at tale med dig om dig og dit liv. Til at spørge hvordan din dag har været i skolen osv. Hvis det er sådan, kan det meget nemt føles forkert at der pludselig er fokus på dig. Kan du mon genkende det jeg fortæller om?
Jeg ved ikke om det hjælper dig, at jeg fortæller dig det her, men du skal vide, at du har lov til al den plads du får i gruppen. Det er terapeutens ansvar at give jer alle plads og I har hver især ansvar for at tage den plads, der er tilgængelig for jer.
I forhold til det du skriver, om din terapeut i individuel terapi, tænker jeg om det kunne være en ide at nævne for hende, at du har svært ved at åbne dig op, fordi du ikke selv føler, at du er værd at høre på. Jeg er med på, at du ikke tænker specifikt om terapeuten at HUN ikke gider at høre på dig, og at du generelt ‘bøvler’ med følelsen af, at du ikke er værd at høre på. Kunne det måske være et tema I kunne arbejde med den sidste gang du har individuel terapi? Hvis du ikke allerede har været afsted.
Et dybt mørk hul
Du beskriver at du ikke har overskud til ret meget og at du helst bare vil ligge under dynen. Det er meget almindeligt blandt børn af alkoholmisbrugere, at falde ned i mørke huller, hvor de føler sig forkerte, deprimerede og kede af det. Mange har en tendens til at isolere sig fra omverdenen når det sker, lige som også du beskriver. TUBA’s faglige leder skriver i sin bog ‘TABU – ud af alkoholfamiliens tavshed’ sådan her om de mørke huller – måske er der noget brugbart for dig, at hente, i citatet:
“Men hvordan kan man forstå, hvad nedturene handler om? En tydelig måde at forstå nedturene på er for mig at tale om begrebet indre barn. Den unge har på et tidspunkt været et barn, der voksede op i en alkoholiseret familie, hvor visse oplevelser, følelser og tanker ikke kunne deles med nogen voksne, men måtte gemmes væk. Man kan billedeligt sige, at et barn blev gemt væk: det barn, der var ked af det, bange, ensom og magtesløst. Dette kalder jeg det indre barn. Når et barn på den måde svigtes og må gemmes væk, undertrykkes dets følelser af skam, sorg og ensomhed.
Når nedturene kommer i ungdomslivet, kan det være fordi det indre barns smerte og virkelighed aktiveres ved hjælpe af noget, der sker i den unges liv her og nu. Forskellige omstændigheder gør altså, at den unge kommer i kontakt med og mærker det indre barn og dets smerte og virkelighed.
Arbejdet med at komme igennem nedturene på en ny måde går derfor gennem at få kontakt med og hjælpe det indre barn. Du skal gerne kunne se og anerkende, at du engang var et barn, der var ked af det, ensom og magtesløs. Du skal også gerne kunne acceptere det billede, at du nu har et indre barn, som er ked af det og alene – og kan stikke hovedet frem i dine nedture. Du kan hjælpe barnet ved at anerkende, at det er der og ved at bekræfte, at du vil have med det at gøre. Det kan du blandt andet gøre ved at dele dets historie med et andet menneske. Det indre barn skal have lov til at være ked af det og sørge over de tab, det har lidt. Det skal have mulighed for at fortælle, hvad det vitterligt er vred over. Det skal efterhånden kunne opleve, at det er elsket af dig, uanset hvad. Barnet skal mærke, at det har en plads i dit liv og i din verden i stedet for at være forvist til de mørke huller, der ellers har været dets tilholdssted. Det skal erfare, at det kan have tillid til livet og andre mennesker, i hvert fald nogle af dem.”
Mon det giver mening for dig, at tænke sådan om dine mørke huller? Hvis det gør, mon du så kan begynde at se dine mørke huller som et udtryk for et indre barn, som har brug for omsorg og kærlighed? Og kan du mon give det indre barn det, det har brug for? Måske sidder du lige nu og tænker, at det på nogle måder giver lidt mening og samtidig er det måske lidt svært at få hold om. Til det vil jeg sige, at det er en længerevarende proces. Det ændrer ikke noget med et snuptag at se på de mørke huller som et udtryk for et indre barn der er blevet gemt væk. Arbejdet ligger i at trække det indre barn frem i lyset igen og give det anerkendelse, omsorg og kærlighed. Det er en proces der indimellem udfordres af, at det indre barn repræsenterer nogle sider som man har undertrykt længe og forsøgt at skjule fordi man ikke har lyst til at forholde sig til dem. Hvis alt dette giver mening for dig, kan du overveje at begynde at eksperimentere med at lytte til dit indre barn, dele dets historie og give det, hvad det har brug for.
Jeg er ikke værd at elske
Flere gange i dit brev giver du udtryk for, at du ikke er værd at elske og ikke er værd at høre på. Du skriver på et tidspunkt om din kæreste ‘hvordan kan jeg forlange at han elsker mig, når jeg ikke engang elsker mig selv?’ Jeg tror du rammer noget helt centralt her. Jeg tror det er betydningsfuldt for dig, at begynde at holde af dig selv og behandle dig selv med kærlighed og omsorg. Når jeg læser dit brev får jeg indtryk at, at du giver dig selv et dårligt ry, at du dømmer dig selv, skælder dig selv ud og er kritisk over for dig. Er du mon enig med mig i, at du indimellem behandler dig selv sådan? Hvis du også kan få øje på, at du indimellem er for hård ved dig selv, kan du måske beslutte dig for, at prøve at være mere mild og omsorgsfuld mod dig selv? Omstændighederne i dit liv, har formentlig besværliggjordt din proces med at komme til at elske dig selv. Kærlige, anerkendende og omsorgsfulde forældre, gør den process nemmere. Men kærlighed til os selv, er noget der kommer indefra. Vi behøver som mennesker ikke at føle os elskede af vores forældre, for at elske os selv. Med andre ord, så tænker jeg, at du godt kan komme i kontakt med at føle kærlighed til dig selv. Noget af dette hænger sammen med ovenstående om at være omsorgsfuld og kærlig ved dit indre barn. Jeg vil gætte på, at arbejdet med at være kærlig og omsorgsfuld ved dit indre barn, vil øge din generelle følelse af, at du er værd at elske.
At forsvinde
Et par gange i det brev overvejer du om du bare skal forsvinde. Som jeg skrev tidligere tolker jeg det som selvmordstanker. Jeg forstår det sådan, at du overvejer at begå selvmord, fordi du ikke kan overskue dit liv som det er lige nu eller se en vej til, at få det bedre – er det mon rigtigt forstået? Det er almindeligt at få sådanne tanker om at forsvinde, når man er nede i et mørkt hul som du beskriver. Nogle gange kan man have det sådan, at det ikke føles som om, der er nogle veje til at få det bedre. Det er godt at tale med andre om det, når man har det sådan. Andre vil måske kunne hjælpe én til at få øje på veje ud af mørket, som man ikke selv har set. Du fortæller mig dit mørke ved at skrive herinde, du har derfor allerede taget ét skridt i forhold til, at få nye perspektiver på din situation. Måske er nogle af de ting jeg har skrevet til dig meningsfulde og brugbare for dig – måske ikke. Jeg vil klart opfordre dig til at dele de tanker du har beskrevet her med de andre i gruppen og med din terapeut, hvis du stadig har din sidste samtale til gode. Det, at få talt om det og sat ord på, kan i sig selv have en positiv effekt. Samtidig giver du dig selv chancen for at få endnu flere nye perspektiver, som du måske kan bruge. Jeg ønsker derfor for dig, at du vil give dig selv lov til at arbejde videre i gruppen, med de ting der fylder for dig. Du har lov til den plads du får i gruppen. Du er det værd.
Det var de ting jeg har valgt at give respons på i forhold til dit brev. Jeg håber jeg har ramt noget af det der fylder hos dig. Du er altid velkommen til at skrive igen. Eller til at besøge vores chatrågivning.
Bedste hilsner
Camilla Rode, TUBA