Hej Tuba, jeg havde et rigtig godt forløb hos jer for et par år siden, og kan stadigvæk bruge de værktøjer jeg fik fra dengang mht min far og mig selv. Jeg står dog nu i en nye livssituation, da jeg er blevet mor til en pige, som nu er 2 år. Jeg elsker min datter, og jeg ved rationel at jeg er en god og normal mor som skaber en stabil og tryg hverdag for min datter, men selvfølgelig også med fejl og mangler, som alle andre.
Jeg har dog lagt mærke til på det sidste, at jeg mere eller mindre konstant går og er bange for at svigte hende. Det bliver ikke udløst i, at jeg så ikke sætter grænser for hende, eller føjer, det er mere en indre kamp og dialog med mig selv. Jeg tænker meget over det, også med små episoder, hvordan en given situation nu opleves af hende, og om det er noget der kommer til at følge hende – eller er det bare livets vilkår, hvor man ikke altid er glad, og alting ikke er perfekt. Med andre ord kæmper jeg rigtig meget indvendigt med, hvad der er “svigt” , som vil følge hende, og forringe hendes relation til mig, og hvad er livets “normale” / “gængse” vilkår? Hvornår er noget svigt for meget svigt, og hvornår er det uundgåeligt? Hvornår er det okay, og hvornår er det ikke? Det føles lidt som om, at min krop og rationale godt ved det, for jeg handler meget instinktivt som mor, og ved jeg ikke er helt ude i hampen, jeg ved jeg er en god mor for min datter, og jeg synes også det er okay ikke at være perfekt, og at det er en god ting at signalere til sit barn, at hun heller ikke er perfekt, og det er okay. Men jeg har bare de her konstante evalueringstanker om min egen adfærd. Fx i morges, en lille ting, min mand og jeg har sidste uges ferie sammen denne uge, men vores datter skulle i vuggestue (hun har lige haft 5 dejlige ugers ferie med os, og vi tillod os derfor lige at få lidt fridage her i den sidste uge, samtidig med at kunne give hende korte dage og blød opstart igen efter den lange ferie). Min datter vågnede omkring kl. 04.30/5 i nat, og ville ind til os, hvilket er helt normalt herhjemme. Hun falder så ikke i søvn herefter, og vil stå op kl. 6, hvilket jo er et fint tidspunkt. Men fordi hverken hun eller vi havde sovet siden i nat, hvor hun kom ind (fordi hun roder rundt), var vi trætte, og tænkte måske også at det ville være bedst for hende at sove lidt mere, så hun var frisk til dagen i vuggestuen. Pludselig vågner vi kl. 8, og min datter sov. Vi stod op allesammen, gjorde os klar til dagen og afleverede hende. Der er så når der kommer ro på, at mine tanker begynder. Jeg tænker: hvordan oplevede hun det? Oplevede hun det som værende utrygt, at hun ikke kunne stå op når hun ville der kl. 6. Lå hun længe inden hun faldt i søvn? I så fald, lå hun så og tænkte på, at hun ikke måtte forlade sengen? (selvom vi jo på ingen måde har holdt hende i med vold eller noget som helst). Og de tanker resulterer i: skal jeg ændre min adfærd? Hvad kan jeg gøre for at undgå dette næste gang? Jeg snakker meget med min mand og storebror og venner om det. De mener alle sammen, at det bare er tanker jeg har, og at min datter har det godt, fordi jeg er en god mor. Min storebror siger altid, at han aldrig nervøs for min datter, for han er overbevist om at hun har det fint, men han er mere bekymret for mig. Og det tænker jeg også tit på, for det er virkelig opslidende konstant at stå til evaluering af mig selv; at hvis der har været en dårlig situation, kunne jeg have forhindret det, og skal gøre det til næste gang. Det gør at jeg har nogle meget bestemte måder at gøre tingene på, men har tit erfaret at det hele også går godt, hvis min mand en dag gør det anderledes. Jeg kan bare ikke klare, hvis noget er gået “galt” (min datter i en situation er blevet vred over noget/blev sur over at få sko på/ikke må tage cykelhjelmen på endnu/kaster med et eller andet, som kan gå i stykker osv.), og jeg kunne have forhindret det. Så er det min skyld. Jeg kunne jo have haft lidt mere overskud til at sige, at hun skulle lægge det på bordet. Fordi jeg ved at hun ofte gerne selv vil lægge det fra sig, men vil ikke give det til mig, eller have det taget fra sig.
Jeg håber alt dette giver mening. Det er jo blot nogle få tanker, og jeg har mange mange mange flere i løbet af en dag, og endnu værre, hvis det ikke bare er småting, der er sket. Fx oplevede jeg disse tanker på en sommerhustur med nogle venner, og til sidst kogte jeg over ifm forventningerne til mig selv. Jeg gik ind og græd, og min datter kom ind og så mig. Jeg fortalte, at mor jeg lidt ked af det, og rakte armene ud, for at give hende et kram, men hun løb væk til sin far. Dén oplevelse sidder i mig, fordi jeg er bange for om det har været et traume for hende. Eller er det normalt? Alle er jo kede af det nogle gange. Hvordan får jeg stoppet de konstante evalueringer af mig selv? For det er vel det eneste skadelige, jeg kan signalere og give videre til hende: et signal om, at mor ikke er god nok som hun er…
Svar:
Kære du
Først og fremmest er jeg rigtig glad for at læse, at du havde et godt forløb ved os for nogle år siden, og at du stadig føler, du kan bruge de værktøjer, du fik i forhold til din relation til din far. Du fortæller, at situationen nu er en anden, da du er blevet mor til en 2-årig pige – stort tillykke med det!
Jeg kan sagtens forstå, at du føler, situationen er en helt anden, nu hvor der pludselig er kommet et barn ind i dit liv. Din beskrivelse af disse forandringer er, at du konstant går og er bange for at svigte din datter, hvilket kommer til udtryk ved, at du ikke sætter grænser for hende. Du spørger helt konkret ”hvornår er noget svigt for meget svigt, og hvornår er det uundgåeligt? Hvornår er det okay, og hvornår er det ikke?”. Jeg vil forsøge at svare dig, så godt jeg kan.
Når man bliver mor, er det helt naturligt at bekymre sig rigtig meget og rigtig ofte. Derfor tænker jeg, at dine bekymringer på sin vis er helt normale. Alle vil jo bare gerne gøre det så godt, som de overhovedet kan. Samtidig tænker jeg, at du måske har nogle ting i bagagen, som gør, at du er ekstra opmærksom på, at du ikke vil svigte dit barn. Det er rigtig godt, at du både er opmærksom på, at du vil sikre, at dit barn ikke oplever svigt, og at du samtidig er opmærksom på, at det hele ikke kan eller skal være perfekt.
Når din datter bliver sur over at få sko på, er det ikke et udtryk for, at noget er gået galt og at du endda kunne have forhindret det. Du har derfor ikke svigtet hende i situationer, hvor hun bliver vred over at få cykelhjelm/sko/noget tredje på. Det er faktisk et udtryk for det modsatte: du har påtaget dig ansvaret som den voksne, der ved, hvad der er bedst for din datter – og det er at få sko på, så hun ikke kommer til at fryse fødderne, eller at få cykelhjelm på, så hun ikke slår hovedet. Jeg tænker derfor, at det ville være et større svigt, hvis du ikke engang imellem gjorde noget, som hun ikke bryder sig om. For i sidste ende gør du det jo ikke, fordi du vil være en træls mor, som gerne vil gå imod din datters ønske, men fordi du ved, hvad der er det bedste for hende.
Jeg tænker, at så længe man som forældre er bevidste om, at man gør som man gør, fordi det i sidste ende er det bedste for barnet, er der ikke grund til bekymring. Og desværre er det at være gode forældre ikke altid at tage den nemme vej – nogle gange bliver man nødt til at gå imod sit barns her-og-nu-ønske. Derfor tænker jeg, at så længe du har i baghovedet, at dine handlinger skyldes, at du kan se længere fremad end din datter og derfor ved, hvad der er bedst for hende, er du godt på vej. Det er nok mit bedste bud på, hvornår et ”svigt” er uundgåeligt og dermed okay – selvom jeg faktisk ikke vil kategorisere det som et svigt, da man jo bare handler i barnets bedste, selvom barnet ikke kan se det. I dit brev lægger jeg særligt mærke til, at du skriver: ”jeg handler meget instinktivt som mor, og ved jeg ikke er helt ude i hampen, jeg ved jeg er en god mor for min datter, og jeg synes også det er okay ikke at være perfekt, og det er okay”. Det er rigtig vigtigt at huske dig selv på, når du føler, at du svigter din datter. For det er ikke svigt.
Umiddelbart tænker jeg, at et svigt er for meget, når man ikke har sit barns bedste for øje. Eksempelvis er det ikke et svigt, hvis man lader et stort barn være alene hjemme imens man handler, fordi han/hun er ved at lære at være alene hjemme. Men hvis man lader barnet være alene hjemme i nogle timer om aftenen/natten, fordi man hellere vil på værtshus, mener jeg, at der er tale om svigt. Derfor kan den umiddelbart samme situation (nemlig at lade barnet være alene hjemme) godt være forskellig i forhold til svigt, fordi der er forskel på, om forælderen har puttet sig selv eller sit barn i centrum for handlingen. Jeg håber, det giver mening? Når jeg læser dit brev, er jeg dog ikke i tvivl om, at du handler med udgangspunkt i din datters bedste, og at hun har en omsorgsfuld mor.
Jeg håber, jeg har bidraget til yderligere refleksion over, hvornår man svigter sit barn, og hvornår man handler efter barnets bedste. Hvis ikke, er du meget velkommen til at skrive ind igen.
De bedste hilsner
Mette, TUBA