Jeg er sidste års studerende på HTX, hvor jeg med en stor kamp endelig er ved at være færdig. Min far er alkoholiker og har siden jeg var lille løjet omkring familie og min mors psykiske sygdom. Min mor er manisk(manio-depressiv) og har det sådan set godt, hun har ikke været syg i 2-3 år. Jeg har opdaget(gennem sidste gang min mor var syg) at jeg har en storesøster på ca. 30, hvilket min far har løjet om mange gange og dermed sagt at min mor bare var syg. Min far har holdt mig fra min mor siden jeg var ca. 2,5 år og jeg har derfor haft en meget forvirret barndom. Jeg har haft tid med min mor, men jeg har været træktorv mellem min mor og far. Min mor har haft flere mænd, som var ment i en god mening, den ene er min lille søster på min mors side far(han er afrikaner) og han prøvede at undertrykke min mor. Den anden var nazist og var så racistisk mod min søster. Han slog både sine sønner og min søster, dog udøvede han “kun” psykisk terror mod mig(han blev ved med at sige min far var syg og ikke min mor, selvom hun tydeligt var meget syg).
Der er sket MANGE ting. Jeg blev voldtaget som 13-årig, igen da jeg var 15 drugget på stoffet… jeg var fornylig også i et forhold som endte ud med at blive lidt voldeligt.
Min mor har fundet en ny mand, han er ikke syg, han er sød mod min søster, jeg og min mor. Men de vil giftes. Det skal lige siges at min mor giftede sig med nazisten og min lillesøsters far.
Min far drikker utrolig meget, han sulter lidt sig selv og drikker deraf mere. Jeg ved ikke om jeg kan mere. Jeg har prøvet at begå selvmord, jeg har prøvet at tage forskellige stoffer(alt fra smertestillende, hash til meget alkohol). Jeg føler mig følelseskold overfor min lillesøster, i det hele taget det meste af min familie. Jeg føler det skyller ind over med bølger af depressions lignende følelser, angst, vrede, skyldfølelse, og pludselig så er jeg glad igen. Jeg råber og skriger, jeg græder og så skændes jeg med folk.
For det meste, føler jeg mig overlegen, jeg føler mig bedre end min familie. Og samtidig kan jeg fysisk ikke snakke med mine forældre. Jeg føler mig klogere end dem, jeg føler mig mere voksen. Jeg føler, at jeg hellere vil snakke med en kæreste/min bedste veninde om det, men jeg kan ikke snakke med dem. Jeg over vejer næsten hver dag, at begynde at tage stoffer, simpelthen fordi jeg har haft flere større kurser indenfor kemi A på gym. niveau og på 1. års universitets i niveau samt biologi på A, så jeg ved hvordan det virker. Jeg vil så gerne væk, jeg vil rigtig gerne dø, det er som om ingen tager mig seriøst. På den anden side er der ikke nogen der ved, at jeg faktisk har det sådan her.
Hvorfor har jeg det sådan her? Hvordan søger jeg hjælp? Jeg har ikke penge til en privat psykolog. Er jeg deprimeret? Kan jeg have arvet noget fra mine forældre?
Venlig hilsen C.
Svar:
Kære C
Det gør ondt at læse dit brev, hvad du har oplevet i dit liv er ikke noget nogen nogensinde skal opleve! Og jeg kan godt forstå at du både tænker på selvmord og på at tage stoffer, begge dele er jo for at dulme den smerte du nødvendigvis må bære på inden i og den må være næsten ubærelig, for din livs historie er ikke af den rare slags, det er helt tydeligt!
Når jeg læser om din fars lange alkohol misbrug, din mors psykiske sygdom, hendes mænd, din lillesøster, terroren du har været udsat for, og 2 voldtægter! Så sidder jeg her og ryster af raseri, hvor var dem som skulle hjælpe dig? Hvad med kommunen, blev de aldrig involveret? Hvad med politiet, blev voldtægterne ikke anmeldt? Og var der mon overhovedet nogen som vidste hvad der foregik?
I afmagt stiller jeg disse spørgsmål, ikke fordi du skal svare på dem, men fordi du skal vide, at jeg tager dig alvorligt og du skulle have haft hjælp for lang tid siden! Det er en katastrofe at ingen har hjulpet dig, at alt dette overhovedet har fået lov at ske!
Når du spørger “hvorfor har jeg det sådan her?” så kan jeg fortælle dig at du har det sådan som du har det, fordi du ikke fik det som du skulle have haft i din barndom, hvilket er kærlighed, omsorg, varme og tryghed. Og derfor har du heller ikke lært hvordan du giver dette til dig selv. Du skal vide at det aldrig er for sent at få det man har brug for, barndommen kan ikke laves om, nutiden kan og det er du igang med ved at skrive til TUBA.
Du spørger også om du er deprimeret og om du kan arve noget fra dine forældre, jeg tænker at med din historie som du nu har delt så har du lige nu have en rigtig god grund til at være ked af det og det kan godt føles som at være deprimeret, og i forhold til arv, så er der jo det som hedder en social arv, altså det besvær man får med sig op i sit voksne liv når ens forældre ikke har været i stand til at give en det man havde brug for som barn, fordi de selv havde for store problemer i deres liv.
Som jeg nævnte tidligere så skulle du have haft hjælp for lang tid siden, det har du desværre ikke fået. Det du selv kan gøre nu og som jeg på det varmeste vil anbefale dig, er at kontakte en TUBA afdeling i nærheden af hvor du bor via e-mail og bede om en forsamtale til at komme i terapi. Du kan læse mere om dette ved at følge dette link http://tuba.dk/hj%C3%A6lp at gå i terapi hos TUBA er gratis.
Du er også meget velkommen til at bruge vores chatrådgivning, her kan du chatte med en rådgiver mandag, onsdag og torsdag ml. kl. 18.00 og 21.00 og dette kan du gøre helt anonymt.
Jeg håber du oplever at jeg har taget dig alvorligt og at du har fået lidt mere med dig så du ved hvor og hvordan du kan søge hjælp og komme videre i dit liv. Jeg vil lige her til sidst sige til dig, at jeg er fuld af beundring, på trods af alt du har oplevet, så er du ved at være færdig med en HTX, det er virkelig godt gået! Det får mig til at tænke på en sej ung kvinde som har besluttet sig for at hendes liv skal være bedre end det hun blev budt i hendes opvækst, det er livsvilje i mine øjne og en sand mønsterbryder!
Kærligste hilsner og gode ønsker for din fremtid
Jette Lykke – Tuba