Hej TUBA,
Jeg er vokset op med en mor der blev alkoholisk, da mine forældre blev skilt efter kæmpe svigt fra min far med blandt andet utroskab. Min storebror og jeg blev delt, og jeg boede det meste af tiden hos min mor og min bror hos min far. Jeg har hele mit liv følt mig udenfor og uønsket især af min far (som jeg har hørt ikke ville have barn nummer to – MIG). Min mor drak og brugte mig som losseplads for alle hendes frustrationer, og da jeg flyttede hjem til min far fik jeg ofte SMS’er med beskyldninger og had fra min mor, som jeg nu som sidste udvej ikke længere har kontakt til. Min far har altid favoriseret min bror og min lillesøster fra min fars andet ægteskab og jeg føler mig ærligtalt som familiens sorte får på trods af, at jeg er velfungerende udadtil. Min far taler aldrig – og slet ikke om min mor og alt det vi, især jeg, har været udsat for. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke føler noget længere. Jeg har den dejligste kæreste, som jeg ved, at jeg elsker meget højt, men når jeg tænker på at noget dårligt kunne ske med hende eller min familie, så føler jeg INTET! Jeg kan slet ikke holde ud ikke at kunne føle noget. Jeg føler mig bare helt tom inden i. Jeg har ikke grædt ihvertfald i de sidste 10 år. Det er som om, der går en mur ned og blokere for alle følelser, når jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket følelsesmæssigt af noget. Jeg føler intet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Det går udover mit forhold til min kæreste, som har været der for mig de sidste 8 år af mit liv. Jeg er så bange for at miste hende, fordi jeg ikke kan dele mine følelser med hende. Jeg har ingen, hvis jeg ikke har hende.
mvh den ensomme
Svar:
Kære du
Jeg har ingen problemer med at mærke og forstå din følelse af tomhed indeni. Din beskrivelse af, at der er en mur der går ned og blokkerer for dine følelser er, desværre, velkendt blandt unge her i TUBA.
Jeg vil ganske kort give dig et par ord om, hvordan det kan hænge sammen at ‘muren går ned’ og senere fortælle dig, hvordan du kan arbejde med det.
Når jeg læser dit brev, ser jeg en dreng for mig, som er alene, føler sig udenfor og uønsket. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at den dreng lukkede ned for følelserne. Det lyder til, at der alligevel ikke var nogen at dele dem med. At lukke ned på den måde, er en fornuftig reaktion på at være i et usundt miljø. Som jeg læser det ønskede din far dig ikke og din mor evende ikke at være mor for dig. Hvor skulle du gå hen med alle dine følelser dengang? Jeg tænker at du gjorde det bedste du kunne for at passe på dig selv ved ikke at vise dine følelser til dine forældre.
Nu er du voksen og situationen er en anden. Du har en kæreste som du gerne vil dele dine følelser med. Men du ved ikke hvordan. Du har ikke lært det. Den gode nyhed er, at du kan lære det. Som jeg forstår dig, kan du godt mærke, når du bliver følelsesmæssigt påvirket. Jeg forstår også på dig, at du har en mekanisme, en mur som nærmest automatisk går ned og blokkerer. Måske så hurtigt, at du knap nok sanser det?
Det tager tid at arbejde med, at blive bevidst om og lære at udtrykke dine følelser igen. Det er netop det mange arbejder med i terapeutiske forløb. Hvis du har mod på det, vil jeg anbefale dig at kontakte den TUBA afdeling nærmest dig med henblik på at starte i et terapeutisk forløb. Jeg ved ikke af, at der findes andre måder at ‘genlære’ at mærke sine følelser på. Der er desværre ikke noget ‘quick fix’. Du har brugt mange år på at lære at køre muren ned. Du har ikke gjort det med vilje, det er ikke noget du selv kan gøre for, det er noget der er sket, fordi der ikke var andre muligheder. Du kan lære at mærke, dele og bruge dine følelser og du fortjener det, så du kan bilve i stand til, at leve det liv du ønsker dig.
Jeg ønsker for dig at du har mod på at kaste dig ud i det selvudviklingsarbejde det er, at give dig selv lov til at mærke dine følelser igen.
Du kan se en oversigt over TUBA’s afdelinger her http://tuba.dk/hj%C3%A6lp
Bedste hilsner
Camilla, TUBA