Historien kort:
Så langt jeg husker tilbage har jeg haft en barndom blandet med alkohol, utryghed, svigt fra min far mm. De negative ting har påvirket de positive, således de er svære at huske den dag i dag. Det der gør at jeg har fået modet til at bede om hjælp nu, er på baggrund af en hændelsen, som var dråben på det hele. Jeg havde været på besøg ved mine forældre og midt om natten, efter min far havde drukket hele dagen, faldt han ned ad trappen. Jeg vågner af at min mor kommer ind for at bede om hjælp med at samle ham op. Jeg får ved nød og næppe båret ham op i seng igen og måtte efterfølgende stå og vaske blod af mine hænder. Da jeg vågnede om morgenen, var han slet ikke klar over at jeg var i huset.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan min mor ville have klaret det hvis jeg ikke havde været der.
Det har ikke været let for mig at komme hertil og det er et stort skridt at bede om hjælp. Jeg er dog kommet hertil nu og vil derfor høre om I tror, om jeg ville kunne få hjælp via jer.
Jeg har også overvejet psykolog hjælp, men jeg har brug for noget mere konkret hjælp til både jeg, min mor og min far. Som situationen er nu, så er jeg nået til et punkt hvor det er blevet for meget. Jeg kan mærke at jeg bliver druknet i det, og min hverdag bliver påvirket for meget. Udover at jeg kæmper med at jeg selv skal have hjælp, så kæmper jeg også med at mine forældre skal have hjælp, hvilket de ikke har indset endnu. Min mor har et tidligere ægteskab hvor hendes mand tæskede hende og tog stoffer. I hendes ægteskab med min far nu, har han drukket siden jeg var 5-6 år (så meget jeg kan huske tilbage). Min mor har aldrig fået hjælp igennem de her to ægteskaber. I familien taler vi aldrig om problemerne og det ligger ikke naturligt for nogen af os at bede om hjælp. Jeg ved derfor ikke om mine forældre overhovedet er klar til at få den hjælp der skal til nu. Jeg har dog besluttet, at vi skal nå dertil nu, men har også indset at jeg selv har brug for hjælp, før jeg kan overskue at tage vare på andre.
Svar:
Kære du.
Jeg synes, at det er rigtig godt, at du rækker ud efter hjælp, på baggrund af det hændelsesforløb som du har oplevet, og jeg kan læse, at det må have krævet meget mod for dig.
Jeg vil starte med at sige, at du godt kan få hjælp i TUBA – til sidst i mit svar vil jeg fortælle, hvordan du kan henvende dig.
Jeg er ked af at læse om det hændelsesforløb som du beskriver, det må have været meget ubehageligt for dig. Jeg kommer til at tænke på, om det er noget du har oplevet før? Det er ærgerligt at din far ikke kan huske, at du har været i huset. Det fortæller mig, at han måske ikke selv kan huske hvad der er sket, mon det er rigtigt?
Det kan være en følelsesmæssig rutsjebane, at have et familiemedlem som har et alkoholproblem. Du skriver, at din barndom har været præget af utryghed og svigt fra din far, og at de negative ting påvirker de positive i sådan en grad, at de er svære at huske. Det er min erfaring fra andre unge i en lignende situation, at det ikke er ualmindeligt at de negative ting overskygger alt andet. Det kan bl.a. skyldes, at man som barn af en misbruger, ofte er vant til at tilsidesætte egne behov, for at kunne hjælpe sin mor, søskende og misbrugeren. Jeg kan læse, at du også har gjort dig tanker om, hvad din mor mon skulle have gjort, hvis ikke du havde været i huset. Jeg vil derfor gerne understrege, at det er utrolig stærkt gået, at du er begyndt at tænke på, hvad der kan hjælpe dig og lytter til dine behov. Det er nemlig rigtig svært, fordi man som barn af en misbruger, ofte kan reagerer som den stærke person og den som skal have kontrol, når ens forældre ikke har det.
Du gør dig nogle meget empatiske overvejelser omkring, at din mor og far også skal have hjælp, og jeg kan godt forstå dine tanker omkring det. Du skriver, at det ikke er naturligt for jer i familien at tale om problemerne og at bede om hjælp. Det får mig til at tænke på, om din far har erkendt, at han har et misbrug? Det er fundamentalt at have erkendelsen på plads, for at det er muligt at kunne hjælpe ham. Hvis han har erkendt, at han har et misbrug, er det vigtigt, at han også selv ønsker hjælp til at komme ud af det.
Jeg kommer til at tænke på, om det mon er muligt, at tage en snak med din mor om, hvordan du har det og de tanker du har gjort dig omkring at søge hjælp? Måske læse dit brev op for hende?
Du kan måske også fortælle din mor og far, at du har besluttet at få noget hjælp og at du håber, at de vil gøre det samme, den dag de er klar til det? Når jeg skriver det, er det fordi, at det er min erfaring, at man altid kan opfordre til hjælp, men man kan ikke pådutte nogen at skulle tage imod hjælpen. Det, at du vælger at søge hjælp og måske er åben omkring det overfor dine forældre, kan derfor sende et tydeligt signal til dem om, hvad det er din fars misbrug, gør for dig og for familien som helhed.
For at kunne hjælpe sig selv, kan det nogle gange være en rigtig god idé at række ud efter hjælp, ligesom du nu gør her i brevkassen. En stor del af at kunne hjælpe sig selv er også at være i stand til at se, hvornår man kan have brug for en hjælpende hånd. Derfor er mit råd til dig, at fokusere på dig selv, og du skriver også rigtig fint, at du har brug for hjælp, før du kan overskue at tage vare på andre.
Du er altid velkommen til at kontakte TUBA igen, og du er meget velkommen her i TUBA. For at starte i et forløb skal du kontakte den afdeling, der er nærmest dig. Du kan se vores afdelinger og skrive en besked til en af dem her: www.tuba.dk/hjælp. I beskeden kan du skrive at du har en far der drikker og at du gerne vil starte i TUBA.
Du er også velkommen til at bruge chatten, hvor du kan få direkte hjælp og rådgivning mandage, onsdage og torsdage kl. 18-21.
De bedste hilsner, Maria.