Forleden kom jeg over en terskel med min eksamens angst. Jeg forholdt mig rolig og gjorde det i ro og mag. Det lykkedes. Jeg fik 12. For anden gang i det her semester, men det er kun mig der er der til at se det. Jeg har kun min egen anerkendelse at spejle mig i og det er ikke godt nok.
En pige sagde til mig ‘hvor er det synd du ikke kan ringe til din mor og sige det’… og det er jo lige meget om jeg kan ringe eller ej, men det ramte mig. Jeg er alene med mig selv og det føles ikke som godt nok.
Utaknemmeligt nok, har jeg en masse mennesker omkring mig der ønsker mig tillykke og en faster der fungere som mor. Alligevel når de ikke helt ind, alligevel er jeg fyldt af sorg og ensomhed. Ingen kan erstatte den tomhed jeg har. Ingen ord fylder den ud. Jeg har brug for mere. Mere af alting, flere kys, større kram og en mor der elsker mig præcis som jeg er. En far der ikke lyver, kaster med ting og drikker sig fuld.
Jeg er blevet opmærksom på min handlinger når jeg hovedekulds forelsker mig og kaster mig ud i endnu et forhold, og jeg endnu engang glememr at huske mig selv på ‘…hvad vil jeg…’ – den del tror jeg nemlig jeg har fundet ud af.
Men hvorfor så alt det her ‘kasten sig ind i en andens tilværelse’ – hvorfor er min ikke god nok? Hvordan kan en fyr jeg har date i 14 dage, betyde så meget, og gøre så ondt, når han efter 14 dage siger ‘vi skal ikke ses mere’… Det er jo ikke fordi vi rigtigt har kendt hindanden endnu.
Hvorfor, når alt andet går godt, kan jeg stadig ikke få fyldt mit tomhedshuld? Og mest af alt, fra bunden af mit hjerte, der stadig gerne vil kæmpe for mig. Hvorfor kan jeg ikke selv fylde det ud? og hvordan lære jeg det? Hvordan lære jeg at leve med en øverdøvende sorg, der ubevidst styrre mig i den forkerte retning… og siger ‘elsk mig nu, jeg står jo lige her’ … Det andet… mit liv… mine ønsker…behov…
Svar:
Kære du
Stort tillykke med, at du er lykkedes med, at forholde dig til din eksamens angst. Jeg gætter på at du har kæmpet hårdt for at nå dertil, hvor du er nu. Det er godt gået. Det fortjener anerkendelse! Det er dejligt at høre, at du anerkender dig selv for det!
Jeg kan forstå på dit brev, at du til trods for at du lykkedes med eksamen, føler dig alene, savner at føle dig elsket af dine forældre og at du føler stor sorg. Du spørger også, hvordan det kan være, at du ikke selv kan udfylde dit tomhedshul og hvordan du lærer det. Først vil jeg sige lidt om sorgen, derefter vil jeg prøve at besvare dit spørgsmå om at udfylde tomhedshullet.
Det er helt almindeligt at føle sorg, når man er vokset op med forældre der drikker, eller som af andre grunde ikke har taget sig af en. Børn af alkoholmisbrugere oplever mange tab og med dem følger en sorg. Det kan være svært at forholde sig til sin sorg som barn, fordi der ikke er plads til ens følelser, når de voksne fylder det hele, med deres problemer. Der er mange der oplever, at sorgen presser sig på, når de bliver ældre. Måske er det noget af det, du også oplever nu?
I TUBA taler vi om, at der for mange børn af alkoholmisbrugere er to slags sorg. Den ene sorg, er sorgen over tabene i barndommen. Den anden er en vedvarende sorg, som er forbundet med, at den drikkende fortsætter med at drikke og dermed forhindrer at man kan have et givende fællesskab med vedkommende. Den vedvarende sorg, er sorgen over noget, som foregår hele tiden og som man må acceptere. Som f.eks. det, at du ikke kan ringe og dele din glæde over, at have overvundet din eksamensangst. Jeg kom til at tænke på det med den vedvarende sorg, da jeg læste dit brev. Måske ‘bliver du ramt’ af at mærke tabet over det du ikke kan dele med din mor og dermed også ramt af sorgen?
Når jeg læser de linier du skriver om, hvad du har brug for; mere af alting, flere kys, en mor der elsker dig som du er og en far der ikke lyver, kaster med ting og drikker sig fuld, tænker jeg, at du har meget at sørge over. Det er helt ok, at sørge og være ked af det. På den måde, viser du dig selv omsorg og medfølelse. Omsorg og medfølelse, kan måske være med til, at udfylde dit tomhedshul.
Jeg har vanskeligt ved, at komme med ideer til, hvordan du kan udfyld dit tomhedshul. Jeg ved for lidt om hvordan du oplever tomheden. Men jeg kan sige lidt generelt om det, så må du mærke efter, om du kan bruge det.
Jeg gætter på, at tomhedsfølelsen har at gøre med, at du føler dig alene eller ensom måske endda uelsket? Du beskriver at du savner at føle dig elsket af din mor, præcis som du er. Jeg ved ikke om det kan lykkedes dig, at føle dig elsket af din mor. For mange lykkedes det ikke. Når man ikke kan opleve at føle kærlighed fra sine forældre, kan man i stedet arbejde med ens egen kærlighed til sig selv. Måske kan du eksperimentere med, at prøve at give dig selv, alt det du ville ønske du fik fra din mor? Anerkendelse, ubetinget accept og kærlighed? Det lyder måske lidt mærkeligt, at skulle elske sig selv, men ofte, når vi føler os alene, er det fordi vi på en måde har forladt os selv. Fordi vi ikke giver os selv, det vi har brug for. Det du ikke får fra din mor, må du skaffe dig på anden vis.
Nogle har gavn af, at tænke på deres indre barn. Det barn som ikke fik tilstrækkeligt med kærlighed og omsorg og som stadig længes efter at føle sig elsket. Som voksen kan man selv være den, der tager sig af sit indre barn. Viser det kærlighed og omsorg. Trøster det, når det er ked af det. Accepterer det og elsker det, præcis som det er. Jeg ved ikke om det giver medning for dig, at tænke på den måde? Du skriver på en tidspunkt i dit brev, at din sorg styrer dig og siger ‘elsk mig nu, jeg er lige her’, som et eksperiment kan du måske tænke på at det er din indre sørgende pige, der står der og siger ‘elsk mig nu’, måske kan du, som den du er i dag, give hende det, du ahr brug for?
Måske giver det ikke mening ford dig, at eksperimentere de ting jeg har foreslået, måske er der en anden vej, der er rigtig for dig. Sorg og tomhed er komplekse størrelser og det kan være vanskeligt på egen hånd, at finde en vej ud. Nogle har gavn af, at tale med en terapeut, som kan støtte dem i processen. Måske kunne det også være noget for dig? Du er meget velkommen her i TUBA, hvis du har lyst.
Til sidst vil jeg lige fortælle dig om to bøger vi har lavet her i TUBA. De handler om konsekvenserne af, at vokse op med drikkende forældre og om, hvordan man kan få det bedre. Måske kan det give dig noget, at læse dem. Du kan finde bøgerne her, de kan lånes på biblioteket. http://blaakors.net.dynamicweb.dk/Default.aspx?ID=6083
Du er altid velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Camilla, TUBA