Voksent barn af alkoholisk stedfar og passiv mor (og passiv biologisk far i den forstand at han aldrig greb ind, selvom jeg tror han vidste besked om alt).
Jeg har en kæreste og jeg er gravid og alt er faktisk godt. Min store porblem er at når vi ikke er sammen så tør jeg ikke at hverken sms’e til ham eller ringe til ham. Tanken om at han ikke tager telefonen eller ikke besvarer min sms afholder mig fra at kontakte ham. Jeg har selvfølgelig ringet og skrevet til ham før vi blev kærester og seriøse, men nu…. Nu kan jeg ikke. Tanken om at han ikke besvarer mit opkald eller min SMS afholder mig helt. Jeg har prøvet før at han ikke svarer med det samme, og jeg får hjertebanken indtil han svarer. Det er SÅ irrationelt, for jeg kan jo sagtens tænke rationelt på alle andre punkter, men lige hér ryger kæden af. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg reagere så voldsomt nu – måske fordi jeg er gravid og ekstra følsom – men jeg ved at jeg ikke kan klare resten af graviditeten på denne måde (skal føde i december)! De gange hvor han ikke har svaret med det samme, har han svaret ret hurtigt, men jeg tør alligevel ikke nu, af en eller anden grund. Når han har været på forretningsrejse har jeg sagt at jeg ikke ringer eller skriver, fordi jeg ikke vil forstyrre ham (og derved lyve om hvorfor jeg ikke ringer eller skriver), og det har han ikke tænkt over for så har han jo bare ringet når han har tid – og jeg svarer ALTID!
Jeg tør ikke at fortælle ham hvordan jeg føler, for det giver jo ingen mening. Det er så irrationelt som noget kan være, men jeg kan ikke slippe tankerne om at han vil svigte mig når jeg har brug for ham. Jeg har før haft kærester der har svigtet mig meget, og nu går det ud over mit ufødte barns far.
Måske skal det nævnes at min stedfar kunne være meget utilregnelig mht tid og hvor han var henne og hvad han lavede, så måske kommer det derfra. Han forsvandt blandt andet på mon 16 års fødselsdag i en del timer, og kom hjem om aftenen lidt fuld han havde angiveligt været ude hos kunder – min stedfar var selvstændig sælger – og vi skulle da slet ikke blande og for nu vat han jo hjemme igen. Han har aldrig rigtig elsket mig, for jeg er jo ikke hans barn han blev min stedfar da jeg var 5 år. Jeg flyttede hjem til min bio far da jeg var 18 og vibhar i dag et meget tæt bånd.
håber at noget af det giver mening – jeg er træt at mine irrationelle tanker!
Hilsen den gravide
Svar:
Kære du
Det giver fint mening det du beskriver.
Udfra det du skriver tænker jeg, at dine reaktioner overfor din kæreste meget vel kan hænge sammen med det du har oplevet med din stedfar, at han ikke var til at regne med, at han forsvandt osv.
Det kan forklares på den måde, at når man oplever sådan noget i barndommen, så kan de følelser man havde dengang blive vækket når man oplever noget lignende i nutiden. Selvom du med din fornuft godt kan adskille de to ting, så løber dine følelser måske af med dig, dem kan du ikke styre. Det der sker er, at situationen fra din barndom ikke er blevet ‘løst’, du er på en måde låst følelsemæssigt fast det sted. For at blive i stand til at reagere i nuet uden at følelserne fra fortiden blander sig, kan du arbejde med det terapeutisk. Det vil jeg anbefale dig. Du er velkommen til at henvende dig til vores afdeling i nærheden af hvor du bor, her er dog noget ventetid, alternativt vil jeg anbefale dig at kontakte en privatpraktiserende terapeut og fortælle ham/hende om din problematik og høre hvordan han/hun kunne forestille sig at arbejde med det sammen med dig.
Mit bedste bud er, at du arbejder med det i terapi, jeg tror det vil kunne give dig noget rigtig godt.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA