Hej. Mit navn er{navn}, og jeg er 16 år gammel. I morgen starter jeg på gymnasie – noget, jeg har set frem til og glædet mig til utrolig længe. Jeg har glædet mig så meget, at jeg ikke har indset, hvor svært jeg egentlig har det med det.
Jeg er en almindelig person, med almindelige bekymringer for det med at skulle videre til noget nyt. Men jeg er også tidligere cutter. Og nu står jeg i en situation, der flår mig itu.
Til slut i folkeskolen havde jeg en svær tid. Barndomsminder gjorde mig syg indvendigt, og fik mig til at gøre forfærdelige ting mod mig selv – skade mig selv, fordi intet andet føltes mere helende. Den ene ting tog den anden, hvilket førte ud i, at min skolegang blev et helvede. Derfor har jeg været meget opsat på, at starte et helt nyt kapitel. Være bedre, have det bedre. Skabe mig et bedre liv.
Men jeg føler, at det bliver svært. Jeg ved, at hvis jeg skal skabe det, som jeg drømmer om at opnå, så skal jeg ikke ses med ar. Og det lyder vel simpelt – at skjule det – men at leve med hemmeligheder viser sig altid at være mere komplekst end som så. Jeg har prøvet det før, det med at skjule det, og jeg er stadig nødsaget til det i situationer, og det er bare ikke let! Jeg tænker også på, hvordan det vil påvirke min livskvalitet, jeg mener, der kommer vil tidspunkter, hvor man ikke har lyst til at rende rundt i lange ærmer og lange bukser. Fester, ture på stranden, studietur ect. … Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.
Desuden går jeg op i min stil, og det betyder meget for mig at have en følelse af at se godt ud. Det bliver svært, hvis det er begrænset, hvordan jeg kan variere det jeg har på.
Jeg skal skjule min selvskade, for jeg har brug for at komme videre, og blive glad igen. Det kan jeg ikke, hvis folk ser mig som den jeg var. Det kan jeg bare ikke.
Jeg ved, at der ikke er meget, jeg kan gøre ved mine ar på nuværende tidspunkt. Men jeg havde bare brug for at tømme hovedet lidt, og måske bare høre en andens tanker om selvskade og det her.
Jeg tror virkelig bare det bliver svært…. og det værste er, at det er svært nok i forvejen. Jeg kæmper en kamp for at acceptere den jeg er og mit udseende. Jeg har ikke skåret i mig selv i omkring 5 måneder, og det er utroligt endelig at være noget til at punkt, hvor jeg faktisk ikke savner det længere. Jeg troede der ville gå meget længere, men nej, allerede nu føler jeg ikke trang til skade. Nu er det blot synet, der gør ondt. Jeg føler mig så grim, så forkert og helt ved siden af. Jeg hader, at jeg gjorde det her mod mig selv i første omgang.
Jeg fortjente det ikke.. og jeg fortjener heller ikke de problemer, det har medført…
Jeg har ar for resten af livet, som jeg nu kan tænke tilbage på og skamme mig.
Og det’ ved jeg ikke, om jeg nogensinde kan komme mig over.
Svar:
Kære du
Først vil jeg ønske dig et kæmpe tillykke med, at du ikke længere føler trang til at skade dig selv. Jeg har stor respekt for den kamp du må have kæmpet og jeg kan godt følge dig i dit ønske om, at gå fremtiden i møde, uden at blive mindet om, hvordan du har haft det, hver gang du ser arene.
Når du modtager svaret, er du allerede startet i gymnasiet, hvordan er det mon gået?
Jeg vil lige sikre mig, at du ved, at du har skrevet til TUBA – terapi og rådgivning til unge som er børn af misbrugere, du skriver ikke noget i dit brev om, om en af dine forældre har eller har haft misbrug. Måske er det misbrug i din familien som har givet dig barndomsminder som gjorde dig syg? Måske er det noget andet?
Mit bedste råd til dig er, at finde en at tale med, måske en studievejleder, en psykolog eller en terapeut, om at acceptere de ar du har med dig. Jeg ved ikke af, at man kan fjerne de ar igen. At acceptere dem, kan måske være en måde at forene dig med, at du havde en svær periode og at du kom igennem den. Måske kan du nå et sted hen, hvor du kan se tilbage uden skam over at det var svært og i stedet med stolthed over, at du klarede det og har det godt i dag? At nå derhen kan være noget du kan arbejde sammen med en studievejleder, psykolog eller lignende. Har du lyst til det?
Hvis der er eller har været misbrug i din nærmeste familie (mor, far eller forældres kærester) så har du mulighed for at komme til samtaler i den TUBAafdeling, der tættest på dig. Du kan finde vores afdelinger her på hjemmesiden.
Jeg ønsker dig alt det bedste
Camilla, TUBA