Hej,
Jeg håber nogen kan hjælpe mig!
Sagen er den, at jeg er vokset op med en alkoholiseret far, der hver weekend han havde mig, slæbte mig rundt på alle byens værtshuse.
Da jeg blev lidt ældre (13 – 17 år, hvor jeg flyttede hjemmefra), begyndte min mor – som i øvrigt også er bipolar – at tage på druk minimum et par gange om ugen. Ofte i hverdage, hvor hun så kom sent hjem og ofte var voldelig og det gav altid enorm meget ballade.
Det hele skriger lidt af omsorgssvigt, især fordi jeg grundet min mors sygdom blev den voksne i huset som 6-årig.
Hopper vi frem til idag, er jeg faktisk på god talefod med min mor og jeg bor sammen med den dejligste mand, der kommer fra en god og sund familie. Alt er godt, bortset fra, når min kæreste skal i byen alene!
Det sker ikke så tit (nok pga balladen jeg giver ham), 1-2 gange hver anden måned. Der er ingen ting galt, hvis jeg er med eller det er hjemme hos os, men ligeså snart, han er alene afsted, så flejner jeg!!
Jeg VED, at han gør ingenting galt. Ofte bliver han ikke engang særlig fuld og han kan være god til at skrive til mig igennem aftenen/natten.
Det hele bunder bare i, at 1) jeg anser folk der sidder på værtshuse og folk over 30, der går i byen, til at være umodne mennesker og tabere og 2) min overlevelsesstrategi som barn/ung var at lukke fuldstændig følelsesmæssigt af. Så når tankerne om, at jeg ikke var noget værd og mor og far hellere ville festerne end mig, slap op, og når det heller ikke holdte dem hjemme at jeg var sød og holdte huset rent, så var løsningen for mig at blokere dem følelsesmæssigt fulstændigt. Min mor fik kræft da jeg var 14, og det rørte mig på ingen måde. Jeg var totalt ligeglad.
Summa summarum, når min kæreste vælger at tage i byen, så bliver han i mine øjne til en umoden taber og jeg lukker fuldstændig af overfor ham. Jeg gider ikke ham og hans selskab hele dagen efter, og jeg er generelt bare pissesur. Min kæreste bliver forståeligt nok meget såret over min kolde og kyniske facon efter hans byture. Og jeg skammer mig og er pinlig, samtidig med, at jeg bare er fyldt med en vrede.
Synes han det er fair eller fedt? Nej.
Synes jeg det er sjovt eller fedt? Nej.
Ved jeg, hvad jeg skal stille op for at undgå det her reaktionsmønster pg istedet være upåvirket som en normal pige ville være? NEJ!
Hjælp mig 🙁
Svar:
Kære du
I dit brev til os skriver du om dine problemer med, at din kæreste går i byen. Du fortæller om det mønster, der udspiller sig, hver gang din kæreste går i byen uden dig og skriver, at du ikke ved, hvad du skal stille op for at undgå reaktionsmønsteret. Du skriver det ikke direkte, men jeg gætter på, at det er dette du beder om hjælp til. Det håber jeg, er rigtigt gættet.
Jeg kan godt forstå, at hverken du eller din kæreste synes, det er ’sjovt eller fedt’, som du skriver, at du har det svært med, at din kæreste går i byen. Det er ubehageligt for jer begge to. For din kæreste er det ubehageligt at føle, at du lukker ham ude. For dig er det ubehageligt, at du føler, at du er nødt til at lukke ham ude, især fordi du, som du skriver, godt ved, at han ikke gør noget galt. Alligevel trigger det, at han går i byen, noget i dig, som automatisk får dig til at lukke ham ude efter hans byture.
Når jeg læser om din opvækst med en far, der drak og slæbte dig med på værtshuse, og en bipolar mor, der også drak og var voldelig, tænker jeg, at der ligger rigtig mange oplevelser, der giver dig grund til at lukke af for din kæreste, når han foretager sig noget, du forbinder med noget ubehageligt fra din barndom. Som jeg læser dit brev, lyder det som om, du har været udsat for rigtig mange svigt og – som du også selv skriver – omsorgssvigt i din barndom. Dine forældre synes ikke at have været i stand til at give dig den tryghed, et barn har brug for. Et barn har brug for at vide, at forældrene er der for det, passer på det og elsker det. De behov lyder det ikke som om, du fik tilfredsstillet som barn. Du måtte tværtimod være den voksne, når nu dine forældre ikke kunne være det. Det kan være næsten ubærligt for et barn ikke at få sine behov tilfredsstillet, og så kan barnet være nødt til at lukke af for følelserne, som du også skriver, at du gjorde som barn. Og det lyder det til, at du måtte gøre rigtig mange gange. Måske har du måttet gøre det så mange gange, at det blev til et mønster. Mønsteret tegners sig måske sådan her: Når far og mor går ud og drikker og på den måde viser mig, at de er ligeglade med mig og mine behov, så gør det så ondt, at jeg for at bære det er nødt til ikke at føle noget. Det er i hvert fald det, jeg læser, at du beskriver i din overlevelsesstrategi. Og det lyder som om, den overlevelsesstrategi har passet rigtig godt på dig som barn. Problemet er så nu, at den strategi ikke er så nødvendig længere og slet ikke synes at passe med det forhold, du har til din kæreste. Men strategien sidder sikkert så meget på rygmarven, at du slet ikke kan lade være med at følge den, når noget minder dig om svigtene i din barndom.
Du skriver, at din kæreste, når han går i byen, i dine øjne bliver en umoden taber, som du er nødt til at lukke af overfor. Samtidig skriver du, at der ikke er nogen problemer, så længe du er med i byen, eller din kæreste vælger at være sammen med sin venner hjemme hos jer. Det får mig til at tænke på, at det måske ikke er fordi, du synes din kæreste er en taber, når han går i byen uden dig at du må lukke ham uden. Måske er det snarere fordi, du føler dig svigtet og forladt, når han går i byen uden dig? Du føler, så at sige, at han vælger dig fra, ligesom dine forældre gjorde, kunne man måske sige? Og den følelse af svigt, sætter gang i hele din overlevelsesstrategi = lad være med at føle noget, luk af! Selvom du med hovedet godt kan fortælle dig selv, at din kæreste ikke svigter dig, fordi han vælger at gå i byen, så siger dine følelser noget andet. Og følelser er ikke altid sådan at kontrollere. Men somme tider kan de ændres, hvis man kan få sat ord på dem.
Det lyder for mig som om, du har øje for rigtig mange sammenhænge i dine reaktionsmønstre, så du har måske selv fået øje på det, jeg beskriver. Måske synes du, det giver mening, måske gør du ikke. Hvis du gør, kunne det evt. være en ide, at tale med din kæreste om, at det ikke er fordi, du er sur på ham, når du lukker ham ude, men at det er fordi, du mærker en gammel følelse af svigt, når han træder ind i det scenarie, du kender alt for godt fra din barndom: byture, alkohol og svigt. Måske kan det hjælpe at forsøge at lukke ham lidt ind i de følelser, der kommer i spil, i stedet for at holde ham ude. Jeg tænker, at behovet for omsorg og at føle sig elsket ikke forsvinder, selvom man har brugt mange kræfter på at lukke af for de følelser. Måske er det nu, du kan få det behov opfyldt? Men det kræver meget mod, når man er blevet svigtiet så meget, som det lyder til, du er. Det kan være et svært arbejde at turde vove pelsen, og det kan derfor somme tider være hjælpsomt at få hjælp gennem terapi. Hvis det er noget, du tænker kunne være godt for dig at prøve, er der muligheder for at få gratis terapi i TUBA enten i grupper eller individuelt. Det kan du læse mere om her: http://tuba.dk/find-hjaelp/terapi-i-tuba
Jeg kan desværre ikke give dig et enkelt værktøj, der vil løse dit problem, men jeg tænker, at vejen frem er at være skarp på, hvornår gamle mønstre ikke er brugbare længere og at turde mærke efter, hvad det egentlig er man føler, så man ikke ’snyder’ sig selv med følelser, der dækker over noget andet. Det er ikke nogen let opgave, og den tager tid, men jeg synes, det er så godt at læse, at du gerne vil gøre noget ved det, der generer dig i dit forhold til din kæreste. Det er sejt og godt gået. Jeg håber, det fører til, at du får endnu bedre forhold til din kæreste og får noget af al den kærlighed, du fortjener.
Mange hilsner fra
Christine