Hej
Jeg er en 27-årig kvinde, og min mor er alkoholiker. Hun har drukket lige så længe jeg kan huske – nok siden omkring jeg var imellem 10-13. Det var først i mine senere år det gik op for mig, at det var et problem og det er også blevet værre med årerne, og jeg har haft så mange uhyggelige stunder, som har givet mig “traumer”, og kan derfor ikke tåle, at være i samme rum med hende, når hun drikker. Jeg har prøvet alt for at få hende til at indse det, og mine brødre har også kommenteret det. Jeg har sagt det på en stille og rolig måde, om hvor bekymret jeg er, jeg har sagt det på en lidt hårdere måde, og jeg har også skrevet et brev som hun bare ignorerede og ikke kontaktede mig en uge. Nu er det bare det, at jeg er begyndt at kunne se og høre på hendes helbred, at den er ved at være slem.
Og det tager psykisk hårdt på mig også, jeg startede til psykolog og fandt ud af, at alle mine problemer stortset stammede fra hendes drikkeri, og jeg kan virkelig snart ikke holde til det mere. Hun lytter ikke til sine børn – og alle hendes veninder er nogle hun har mødt druk-relateret, så dem kan jeg ikke engang bede om at tage fat i, fordi de selv er i samme båd.
Nu fik jeg så en idé om, jeg eventuelt kunne sende en konsulent hen til hende. Uden hun ved personen kommer, også kommer konsulenten ind, og snakker om hvor slemt det virkelig er – så vil hun måske indse det når der kommer professionelle øjne på? Også tænkte jeg om konsulenten så måske kunne have et brev med fra mig (og måske mine brødre) hvor hun så skal læse dem imens han/hun er der, og jeg/vi skriver hvor meget det går os på psykisk og vi ikke vil miste vores mor, for hun er langsomt ved at slå sig selv ihjel ved det drikkeri. For hvis jeg stiller mig op og siger det, bliver hun sur og beder mig om at holde kæft, eller griner og går – alt efter hendes humør.
Jeg ved ikke om det er noget der kan lade sig gøre, eller hvem jeg skal kontakte? Men jeg kan bare mærke, at jeg er nødt til at gøre noget nu, og hvis hun ikke vil have hjælp, så bliver jeg nødt til at sætte hende på afstand, for de bekymringer fylder for meget i mit liv – jeg går og bliver syg af det hele tiden.
Kan I hjælpe, eller ved I hvem jeg skal kontakte?
På forhånd tak
Svar:
Kære du.
Du lyder som en rigtig god og varm datter, der vil sin mor det bedste, på trods af de traumer og bekymringer hun har forvoldt dig. Jeg kan godt forstå, det er rigtig hårdt, at være dig i det her. Det er rigtig godt, at du er begyndt at se en psykolog, så du har en, du kan vende tingene med.
Dit spørgsmål handler om, hvad du stiller op med din mors drikkeri. Du spørger om en professionel kan ”tvinge” din mor i behandling.
Det korte svar på dit spørgsmål er nej, men det kræver selvfølgelig en uddybelse. Der er som sådan ikke noget, et andet menneske kan gøre, for at få en person til at stoppe med at drikke, hvis personen ikke er motiveret og vil stoppe. Det er ikke for at tage modet fra dig, og jeg ved, at det gør rigtig ondt at indse, for jeg kan læse på dit brev, at du virkelig gerne vil hjælpe din mor. Men jeg skriver det for, at give dig så realistisk en tilgang til dit problem som muligt.
Erfaringen siger, at man først holder op med at drikke, når man selv vil. Det lyder til, at du har gjort alt hvad der stod i din magt, for at gøre det klart for din mor, hvordan hendes drikkeri påvirker dig, og det lyder ikke til, at det har haft nogen effekt. Det er frygtelig hårdt, at stå magtesløs og se til, når en af vores nære er så selvdestruktiv.
Hvis jeg var dig, ville jeg henvende dig til en alkoholbehandling i den kommune din mor bor i. Du kan spørge om de kan hjælpe og hvordan. De har mere erfaring med hvad der virker, når det handler om behandling, end vi har på TUBA.
Men uanset om din mor vælger at stoppe eller ej, så synes jeg, du skal have mere fokus på dig selv, og gøre nogle overvejelser over, hvad du har behov for.
Hvilke muligheder ser du, prøv at rids dem op for dig selv, eller måske sammen med din psykolog.
Du nævner selv, at du kan blive nødt til, at sætte hende på afstand, men er du klar til det? Hvad vil det indebære?
Hvis du vælger at ville omgås hende, hvordan skal det så foregå, for at du kan være i det? Skal der sættes nogle grænser, så du f.eks kun ser hende, når hun ikke har drukket?
Jeg tror det er vigtigt, at du gør dig denne slags overvejelser, så du passer på dig selv, og tager dig selv alvorligt, for som du skriver gør bekymringerne om din mor dig syg.
Det ville være oplagt at bruge din psykolog som sparring til dine overvejelser.
Pas rigtig godt på dig selv, og hvis du har brug for det, er du velkommen til at skrive herind igen.
De bedste hilsner
Pia, TUBA