Jeg er en 32 årige man som kommer fra et hjem var det var min far drak. er den ældste ud af tre. Min far drak meget, min mor arbejde en del, så der var råd til at mad på bordet. Jeg begyndte som 7 årige at hjælpe med mine søskende, så tingene bedre kunne kører rundt der hjemme. som 11 årige begyndte jeg at arbejde ved siden af skolen, så der var penge til familien. Min var var meget voldig når han drak, det var kun mig han slog. Han havde meget høje forventninger til mig, jeg er opkaldet efter hans far (min bedstefar), fik jeg ikke høje nok karakter i skolen, blev jeg starffet i form af tæsk. Hvis vi søskende skændtes var det mig han angrib, hvis min mor og ham skændtes, endte det med jeg fik en røvful, fordi jeg blandede mig. Har slået min far en gang, jeg gav ham et kæmpe sæbeøje, levede under jorden i en uge pga frygt for hans vrede. Men da jeg kommer hjem, har han stadig et sæbe øje. Han har fortalt ude i byen det er mig der har givet ham det, han er meget stolt over han har en søn der kan slå så hårdt. Min mor vælgere at gå fra min far da jeg er 17. Det er et meget grimt brud. min mor finder en ny fantastisk mand, der hjælper os alle 4 det han kan. Men i den tid begynder jeg selv at drikke meget, og ender med at tage en masse stoffer ( E-piller, amf, cola) Jeg for stoppet min misbrug,(er omkring 19) ved at tage en kold tyrker. Jeg tager ikke stoffter den dag i dag.
Det var lidt om min baggrund. mine søskende og jeg, og min mor, har fået snakket hele barndommen igennem, vi har prøvet at støtte hinanden så godt vi kunne. Jeg har aldrig fået taget min en uddannelse, men arbejde mange forskelige steder, havde svært ved at gøre ting færdig, så blev tjekket for ADHD, det har jeg ikke.Jeg har altid haft rod i min økonomi. Jeg har løjet meget, for at komme til at lyde bedre end jeg er. Jeg har taget enkel fag på vuc, men kunne gøre det færdig. Er nu igang med at tage en fuld HF. det er så her problemet opstå. Jeg kan ikke tage mig sammen til at passe skolen. JEg ved at jeg skal til at gøre noget for at ændre mit liv, men det er som om jeg ikke kan få kroppen til det samme som min hjerne.
Jeg har været igenem den del forhold, jeg bor sammen med min nuværende kæreste, hun er den 5 jeg bor sammen med. Jeg har måske ikke altid valgt de bedste piger at være sammen med, derfor har jeg boet sammen med så mange. Jeg har altid haft problemer med at vise mine følelser over for mine kærester (hver gang jeg græd fik jeg en lussing af min far, det sidder dybt i mig, så græder ikke så meget) Men det giver problemer i forhold til ens kæreste man ikke kan vise følelser jo. mit nuværende forhold at været meget turbulent, mange skænderier, et par gange har min kæreste slået mig i fuldskab, vi har fået snakket det igennem, og jeg har fortalt hende at det vil jeg ikke finde mig i.Dette er sket igen for en uge siden, ikke noget vildt, hun nappede mig hårdt mange gange, slog mig i brystet. Men jeg kan ikke slippe det, som jeg mistede den sidste gnist pga den episode. Hun har tit sagt jeg virker kold mange gange, jeg er klar over det, og har forklaret hende hvorfor jeg tror jeg er det (min far) Jeg går ind for at man snakker om tingene i et forhold, og prøver det bedste jeg har lært. Men det er som om jeg ikke har kræfter til at have en kæreste og passe min skole, jeg vil helst bare være mig selv, sådan har det også været med mine andre kærester, jeg mister følelserne for dem, og vil bare helst væk fra dem. Jeg ved jeg har elsket den første kæreste jeg har havde, resten af dem har jeg været fascineret af, jeg ved ikke om jeg elsker min nuværndne kæreste ?? Jeg synes jeg virker mere og mere som min far, dog ikke med alkohol og vold. Men som en mand der ikke kan binde sig, ikke kan finde ud af hvad han vil med livet, og ikke stoler på nogle folk. Jeg har arbejde meget med mig selv gennem tiden, gået til psykolog, taget min fejl til mig, og prøvet at rette på dem. Men jeg ender altid her igen, med at forhold jeg vil ud af. en vægt jeg ikke kan styre, og de ting jeg har sat mig for, gør jeg ikke færdig. Jeg ikke min levende råd, men håber du/i måske kan komme med at par gode råd.
Jeg ved at hvis jeg kæmper hårdt for de ting jeg vil, så sker det, men det er som om jeg er bange for den succes jeg skal få. Jeg føler jeg opsøger probelmer og endlinghed, for jeg kan ikke håndtere succes. Men jeg ved hvad dårlige ting er, og det kan jeg finde ud af, selvom det giver mig mange psykiske problemer.
Håber det er til at forstå det jeg skrev, det er jo ikke nemt at skrive en følelser 🙂
Hilsen Ham der bare gerne vil se verden på en positiv måde 🙂
Svar:
Hej Mand 32, ”som bare gerne vil se verden på en positiv måde” …
Tak for dit levende og ærlige brev.
Det er intet problem for mig at forstå det, du skriver. Tværtimod. Det går lige ind, og det er nok, fordi du er så ærlig og har så meget på hjerte. Jeg er helt med på, at det kan være svært at beskrive så dybe følelsesmæssige ting, som du taler om.
Det er tydeligt, at du både har meget i ”rygsækken” i form af en belastet opvækst og store udfordringer i dit liv i dag. Jeg føler mig ydmyg i forhold til at skulle give dig råd – når jeg tænker på den kamp, du selv præsterer fra dag til dag. Men jeg vil gerne dele mine tanker med dig – og så kan du jo se, om du kan bruge nogle af dem.
Hvis jeg har forstået dig rigtigt, så oplever du, at der er visse træk ved din personlighed, som gør det svært for dig at komme videre med dit liv. En fornemmelse af, at ”jeg ender altid her igen”.
- Du synes, du minder om din far på en række måder:
- At du ikke kan binde dig. Og lige nu er du igen i et forhold, du måske bare vil ud af.
- At du ikke kan finde ud af, hvad du vil med livet.
- At du ikke stoler på nogen.
- Men du drikker ikke og er ikke voldelig, som han var.
- Du vil gerne ændre dit liv, men oplever, at selvom du rigtig gerne vil det med ”hovedet” (beslutninger), så er det svært for dig at få ”kroppen” (handlingerne) med. Måske er du faktisk bange for at lykkes – som om du opsøger elendigheden, fordi det er det, du kender …? Uanset hvordan, så giver det problemer med
- at styre din vægt.
- at få de ting gjort færdige, som du sætter dig for (fx uddannelse).
Jeg får den tanke, at de to punkter hænger sammen – og at denne sammenhæng kan rumme en mulighed for dig for at arbejde med det og komme videre. Her er, hvad jeg tænker:
1) Du minder om din far. På visse områder. På andre slet ikke. Og selvfølgelig minder du om ham. Han er jo din far. I deler gener. Men derudover binder ethvert barn sig også naturligt, uskyldigt og dybt til sin far – uanset hvor tosset en far han er. Man spejler sig i sin far, knytter sig til ham og identificerer sig med ham – og forsøger så at kæmpe sig fri af ham, når man når den alder, hvor man skal til at finde ud af, hvem man selv er. Men for at denne frigørelse kan gå godt, har man brug for, at ens far hjælper til og støtter en og viser en, at kærligheden holder bagved alle kampene. Uden sådan en støttende kærlighed kan det blive utroligt vanskeligt at gøre sig ordentlig fri. Man kan blive forvirret og i tvivl om, hvad der er en selv, hvad der er hans billede af en (fx hvis han ofte har kaldt en ”svag” el. lign.), og hvad man har overtaget fra ham ud fra den kærlige logik, at hvis man nu lignede ham lidt mere, ville han måske synes bedre om en …
Hvis frigørelsen ikke rigtig har kunnet ske tidligere, kan man arbejde med den senere i sit liv. Sådan et stykke arbejde er helt klart nemmest sammen med en god samtalepartner, som kan spørge interesseret ind undervejs. Man kan også selv tænke over det, mærke efter, skrive dagbog om det osv. Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på det her, men målet er at få en klarere fornemmelse for eller et tydeligere billede af, hvem man SELV er (og IKKE er) – med styrker og mangler, som vi jo alle har – og få sagt farvel til de ting, man ikke længere kan bruge til noget. I TUBA taler vi om, at man lærer at udvikle sit ”Jeg-fokus”. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om, hvordan man kan arbejde med det, i Håndbog til unge og voksne fra familier med alkoholproblemer af Thomas Mackrill.
2) Du har svært ved at følge dine beslutninger op med handling. Jeg tror, det kan hænge sammen med pkt. 1 på følgende måde: Lav motivation kan hænge sammen med den ”samtale”, der foregår indeni en. Og måske er du kommet til at overtage nogle måder at tale til og behandle dig selv på fra dine forældre, som slet ikke dur for dig i dag. Negative tanker, som måske rakker dig ned eller undergraver din tro på dig selv, og selvdestruktiv adfærd, som gør dig træt og ked af det (det har du ikke sagt noget om – jeg gætter bare), fører nemt til opgivelse og motivationstab.
For at øge sin motivation og blive mere klar til at gøre de ting, man har brug for, kan man starte med at blive mere bevidst om den måde, man holder sig selv tilbage på. Hvordan gør du? Hvad er det for sætninger og følelser, der ”piller dig ned”? Og hvem er det i grunden, der taler her (mor/far)? Dernæst kan man begynde at supplere de negative tanker med støttende, overbærende, kærlige, omsorgsfulde, opmuntrende tanker, der gør en godt i stedet for at føles som en ”straf”.
Pointen er at holde op med at behandle sig selv så afvisende og hårdt, som man blev behandlet som barn – selvom det jo er det, man har lært. Skældud er ødelæggende for indlæring og motivation. Øv dig derfor i at lægge mærke til, om du taler til dig selv som en vred far med urimelige forventninger – og straf i baghånden. Eller om du taler til dig selv med omsorg og forståelse.
Du kan i den sammenhæng også overveje, hvad for en far du skulle have haft. (Eller hvad for en far, DU ønsker at blive.) Hvordan din ØNSKEFAR skulle have støttet dig. Hvordan skulle han se ud, hvilket blik skulle han se på dig med, hvordan skulle hans stemme lyde, hvad skulle han sige til dig, når du får lyst til at give op … osv. osv. Man har nemlig brug for en (indre) støttende far/stemme for at få lyst til at udvikle sig og gøre de ting, man har brug for. Også selvom man er blevet en granvoksen mand.
Et andet centralt element i ”Jeg-fokus” er at få sin historie til at hænge sammen og give mening. At få øje på de forståelige grunde til, at man står, hvor man står i dag. De vanskeligheder, du oplever i dit liv i dag, synes at have baggrund i de vilkår, du er vokset op under. Da jeg skulle skrive dette brev til dig, lavede jeg først for mig selv et ”overblik”, hvor jeg trak nogle linjer op – for bedre at kunne forstå dig. Jeg har valgt at medtage det her i mit svar til dig i det håb, at du kan genkende dig selv i det og måske bruge det i dit arbejde med bedre at forstå og acceptere den, du er. Det er nemlig også en vigtig forudsætning for forandring.
”Rygsækken”. 0-17 år.
- Din far drak, og din mor arbejdede en del.
- Du var storebror og tog tidligt et meget stort ansvar på dig for at få tingene til at fungere derhjemme – så godt du nu kunne.
- Din far havde høje forventninger til dig. Hvis du skuffede ham, kunne du blive straffet med tæsk.
- Når din far var fuld, slog han (kun) dig. Det lyder, som om du var en slags ”lynafleder” i familien for hans vrede.
”Rygsækken”. 17-19 år.
- Din far og mor blev skilt. Det var et ”grimt brud”. Jeg forestiller mig, der har været konflikter og trusler og alt muligt rod, som du har forsøgt at håndtere – måske har du skullet beskytte din mor?
- I denne periode udvikler du selv et misbrug – først af alkohol og siden også af forskellige stoffer af den type, som giver diverse former for selvtillids-, selvværds- og lykkefølelser.
- Som 19årig får du selv stoppet dit misbrug. (Det var noget af en præstation!)
Dit voksne liv. 19-32
- Du har heldigvis kunnet snakke med din mor og dine søskende om alt det, der er sket. Igennem årene har du også fået psykologhjælp. (Det er dog lidt utydeligt for mig, hvad denne hjælp har handlet om: ”taget mine fejl til mig og prøvet at rette på dem”?). Du er blevet undersøgt for ADHD, men har det ikke.
- Du har arbejdet og klaret dig, så godt du kunne. Økonomien har været noget rod. Du har forsøgt at uddanne dig, men er løbet ind i forhindringer.
- En række kæresteforhold, som er kørt skævt. Din første kæreste var du glad for (hvad blev der mon af hende?) – men de følgende har du mere været ”fascineret” af – og efter noget tid mister du så interessen og får lyst til at komme væk.
- Forholdet til din nuværende kæreste har været præget af konflikter. Hun har været fysisk voldelig mod dig i fuldskab, hvad du har sagt fra over for. Sidst det skete, ændrede det dine følelser for hende. Du er i tvivl, om du elsker hende nu.
Ud fra hvad jeg læser, burde du bæres i guldstol og roses til skyerne for den indsats, du har ydet i dit liv. Du har taget så meget ansvar og kæmpet, som ingen børn burde. Der har aldrig været noget i vejen med dig. Du har uden tvivl gjort, ”det bedste du har lært”. Samtidig er der måske nogle vigtige ting omkring, hvordan man sørger for et godt liv, du aldrig har fået lært – fordi der ikke var nogen omkring dig til at lære dig det. Nu er du blevet voksen – men det er aldrig for sent at lære den slags. Og du er ikke alene om det. I TUBA arbejder mange unge voksne med den slags udfordringer.
Her til sidst vil jeg lige gentage, at jeg ved, det kun kan blive helt utilstrækkeligt, når jeg på et par sider her forsøger at give dig råd i dit alt andet end enkle liv. Tilgiv mig, hvis det lyder, som om du ”bare” lige skal dit eller dat, og ”så skal det nok gå” … Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Jeg håber, du har fået lidt inspiration til at gå videre med – måske en idé om en retning? Og da du jo er 32, har du også den mulighed at søge hjælp i TUBA (aldersgrænsen er 35). Det kan du overveje. Du er velkommen.
Held og lykke på din rejse videre.
De bedste ønsker og tanker.
Jeppe