Hey brevkasse !
Jeg hedder {navn}, er 28 år. Jeg ønsker virkelig at dele min historie og få bearbejdet måske nogle ukendte følelser. For mig er det ok at offentliggøre min historie, da jeg tænker at det kan være godt for mig selv og andre at fknde ud af at jeg/vi ikke er alene med de tanker og det liv der føre med sig når man i en vigtig tid skulle være omgivet af kærlige forældre med opdragelse og nærvær, og ikke med druk og slagsmål og misbrug.
Jeg håber på en eller anden måde at få en kedelig tid af mit liv frem ilyset. Og det ikke er for sent. Jeg føler mig klar til at kigge på det liv jeg har været i. Jeg har prøvet at være i tearpi flere gange og har ikke været god til at snakke o det der sidder dybt, måske af frygt for hvad der kunne ske, og hvad andre mon ville tænke om mig.
Jeg synes selv jeg har oplevet og set meget og mange mærkelige ting i livet. Jeg har i mine første ti år levet sammen med min mor, og stedfar. De har begge to drukket rigtig meget. Jeg husker meget af min barndom med at skulle passe/underholde mig selv i indkøbscentre og gader og stræder, fordi min mor og stedfar skulle sidde på værtshus/bodega, jeg lærte at købe slik for penge jeg fik, så jeg kunne få noget at spise.
Min mor og stedfar har flyttet rigtig meget rundt i landet, nok fordi de ikke har kunnet betale deres regnknger og jeg tror også kommunen kunne have mistanke om at der var et barn der ikke trives. Jeg har skiftet mange skoler og alle flytninger har medvirket til at jeg har svært ved at få venner og lukke nogen ind i mit liv, og få et solidt netværk.
Jeg ønsker at åbne op og blive fri. Min stedfaf er død og jeg har ikke rigtig kontakt med min mor, da jeg har valgt hende lidt fra mit liv. Hun kan ikk give mig hva jeg har brug for. Så kæmper med at skabe et godt forbillede som mor.
Jeg har to dejlige børn, en datter på 4 og en søn på 3, som jeg har med min dejlige forlovet, og har kæmpet og kæmper for at gøre alt det min egen mor ikke gjorde. At være der for vor unger, elske dem og opdrage i stor kærlig fra både minmand og jeg. Og får rigtig meget ros, og oplever glade børn der trives.
Jeg har svært ved at bede om hjælp, da det nærmest har været sådan tabu agtigt at åbne op. Jeg håber på evt komme i noget sammen med andre som gruppeterapi og høre på andres historie og dele af min.
Tak for din/jeres tid
Kh {navn}
Svar:
Hej {navn}
Tusind tak for dit åbne og håbefulde brev. Det gjorde mig umiddelbart bare glad at læse, fordi der er en masse positiv energi i det.
Først da jeg læste det anden gang, fik jeg rigtig øje på de ”skygger”, der også er i det – den smerte, du har med dig. Den ”kedelige tid” i dit liv, din frygt, de svigt, du har oplevet hos din mor og stedfar, ensomheden, de mange flytninger, rodløsheden og smerten ved ikke at kunne falde til og finde venner der, hvor du var.
Jeg ved ikke, i hvilket omfang din stedfars død og din manglende kontakt med din mor stadig gør ondt eller føles som en lettelse – men det har måske under alle omstændigheder været en vanskelig kamp at blive fri af dem. Du virker afklaret, når du skriver: ”Hun kan ikke give mig, hvad jeg har brug for” – og samtidig tænker jeg, at det vil være meget forståeligt, hvis det også har været en smertefuld erkendelse.
Som jeg læser dit brev, nævner du på denne baggrund to udfordringer, du står overfor i dit liv nu:
- Du har svært ved at få venner, lukke nogen ind i dit liv og få et solidt netværk.
- Du har svært ved at bede om hjælp, fordi det har været og måske stadig er ”tabu-agtigt” for dig at åbne op på en dybere både i forhold til andre.
Og så nævner du, så vidt jeg kan se, tre mål, som er vigtige for dig:
- Du har lyst til at overvinde din frygt (for, ”hvad der kunne ske, og hvad andre mon ville tænke om mig”) og åbne dig noget mere i forhold til andre.
- Ved at dele dit indre med andre håber du at kunne bearbejde dine gemte følelser og blive mere ”fri”.
- Og ved at gøre begge disse ting ønsker du at få et tættere forhold til andre og på den måde et bedre netværk.
Har jeg opfattet det rigtigt? – I så fald lyder det som en rigtig god plan J.
Jeg tror egentlig ikke, du stiller noget spørgsmål, gør du? Men jeg tænker, at det måske heller ikke er et svar, du søger. Det lyder nemlig, som om du selv har fundet dit svar, og at du nu står foran den forandring, det bliver at gå i gang med opgaven.
Måske står du så tilbage med den udfordring, du nævner, at det er svært for dig at ”bede om hjælp”? Hvis du gør det, vil jeg bare sige, at du vil være velkommen i TUBA.
Du er meget velkommen til at kontakte en TUBA-afdeling i nærheden af dig. Du kan finde en ved at klikke her. I TUBA har vi netop grupper med unge som dig, der er optagede af mange af de samme ting. Hvis du kontakter en TUBA-afdeling, vil du blive indkaldt til en ”forsamtale” inden for relativt kort tid. Her har du mulighed for at møde en terapeut, se lokalerne, høre mere om TUBA og fornemme stemningen. Den terapeut, du skal snakke med, vil også spørge til din baggrund og årsagerne til, at du søger hjælp. Det er en uformel og helt uforpligtende samtale på ca. en time, og den kommer til at foregå på en måde, så du føler dig tryg.
Held og lykke med at finde nogle gode mennesker at dele med. Om du så vælger at søge dem i TUBA eller andre steder. Og god arbejdslyst.
De bedste tanker og ønsker.
Jeppe