Min far har drukket tæt siden min mor forlod ham for en anden mand for snart ti år siden. Hver gang jeg besøger ham, kan jeg mærke, at han ændrer sig mere og mere. Jeg er bange for, at han vil dø tidligt eller gøre skade på sin nye kone, da den daglige alkohol har forandret ham så markant.
Jeg har talt med min lillesøster om det, men tanken om konsekvenserne af hans misbrug skræmmer hende for meget til, at vi kan finde en konstruktiv løsning sammen.
Jeg er sikker på, at I har fået dette spørgsmål mange gange før, men: Kan jeg gøre noget for at redde min far?
Svar:
Kære du
Jeg vil starte med at svare dig helt enkelt på dit spørgsmål, nej du kan ikke redde din far.
Min erfaring fra TUBA er, at den enste der kan få den drikkende til at stoppe med at drikke, er den drikkende selv. Som datter er du reelt magtesløs. Du kan støtte din far og bakke ham op, hvis han vælger at stoppe med at drikke. Men beslutningen kan du ikke tage for ham, det kan han kun selv.
Det er smertefuldt at se til, mens en man holder af, forvalter sit liv på en dårlig måde ved at drikke. Desværre er det ikke op til din søster og dig at finde en konstruktiv løsning sammen. Hvor end I gerne vil, så er det ikke det I gør, der kan gøre en forskel. Det der gør en forskel kan jeres far kun selv gøre.
Jeg kan godt forstå, at du er bange for, at din fars misbrug kan have betydning for hans helbred og at det kan ende med at koste ham livet. Det er desværre ikke urealistisk. Det er ikke mærkeligt, at du har tanker om dette. Din bekymring er formentlig reel, så meget desto mere ondt gætter jeg på at det gør, at se til, mens din far drikker og ikke passer på sig selv? Jeg ved fra andre unge i TUBA, at noget af det sværeste er at acceptere at den drikkende forælder vælger at drikke og at der ikke er noget men som barn kan gøre ved det. Det er en svær erkendelse.
Du kan overveje at konfrontere din far og fortælle ham om din frygt og hvad det gør det dig at han drikker. Formentlig vil det ikke ændre noget på din fars misbrug. Men måske kan det give dig noget godt, at få sagt højt til ham, hvordan du har det og hvordan du oplever hans misbrug. Hvis du besltutter dig for at sige noget til din far, er det en god ide at du er bevidst om, hvad du ønsker at opnå ved at sige det. Jeg tænker du vil få mest ud af, at sige det for din egen skyld.
Det er ikke let at leve med en forældre der drikker, mange har gavn af, at have nogen at snakke med om det. Det kan du f.eks. få her i TUBA enten i et individuelt forløb, eller i et gruppeforløb med andre unge der også har forældre der drikker. I begge tilfælde kan du få hjælp og støtte i forbindelse med at takle de svære valg, der ofte følger med, at have en forældre med et misbrug. Du er velkommen til at henvende dig i TUBA, hvis det lyder som noget for dig.
Mange gode tanker og hilsner
Camilla, TUBA