Kære Tuba,
Nu håber jeg ikke at jeg jeg stiller et ubelejligt spørgsmål. Jeg har før skrevet og gået til en psykolog hos jer, og det har været en kæmpe hjælp for mig. Derfor kontakter jeg jer nu igen.
Det bliver svært at beskrive det i korthed, så jeg undskylder hvis der er meget baggrundsstof, men så tror jeg at i forstår bedre. Jeg gik hos Tuba på Vesterbro i et års tid, hvor jeg snakkede til dels om min far, der har drukket og min mor hvor jeg har været mere en veninde end en datter. (Hun har ladet sine problemer gå over til mig) Samtidig med at vi har snakket om den angst jeg har ved min kæreste og netop det at stole på ham. (Grundet jeg ikke har kunne stole på mine forældre) Jeg har en stor forståelse til hvorfor den angst er der, og at det er en jeg vil have med mig hele tiden, men er blevet meget bedre til at tackle.
Grundet problemer med mor, som nærmest smed mig ud, flyttede jeg sammen med min kæreste som stadig bor hos sine forældre.
Det der går og bekymrer mig nu er netop min kæreste. Han går igennem en rigtig, rigtig hård tid med sig selv, måske depression og angst, jeg ved det ikke. Han er startet til psykolog, men går der ikke særlig fast (psykolog aflyser hele tiden) I den tid jeg har kendt ham har han droppet ud af gymnasiet (Grundet en angst og ikke at ville) for at følge sin drøm om at være skuespiller men den angst fra tidligere kom faktisk tilbage, mens han lavede skuespil. Derfor besluttede han sig nu at nu skulle han arbejde med sig selv for at få en forståelse for hvorfor han går død og bliver bange midt i de processer han har gang i. Han arbejder fast uden problemer i en butik.
Men, hans forældre er ikke tilfredse og bliver ved med at stresse ham omkring HF og at han aldrig bliver til noget. “du kan ikke engang blive en gadefejer”. Så i går brugte jeg det meste af aftenen, og natten, og denne morgen og sikkert også resten af dagen på at værne omkring ham. Han er så ked af det og græder og beskriver sig selv som et sort hul. (Dette er ikke første gang det sker) Jeg er selv rigtig bange for hvor ked af det han er, og ved faktisk slet ikke om det er noget jeg kan rumme eller overskue. Så bange er jeg faktisk også.
Vi leder begge intenst efter et andet sted at bo, for at få lidt distance fra miljøet så måske at han kan få arbejdet med sig selv, i ro. Men jeg er også meget nervøs for mig selv i den her process. Jeg kan mærke at jeg selv bliver rigtig ked af det, og bliver smittet af hans humør. Noglegange bliver jeg vred, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue at skulle magte hans humør. Det er især svært for mig i denne tid hvor jeg i december mistede min morfar så jeg er også i en ret stor sorg. Han blev syg i november og døde præcis en måned efter. Det svære i det har også været at min mor ikke har kunne være en mor for mig (Hun har jo mistet sin far), men faktisk at jeg har skulle være den voksne i relationen. Hvilket jeg desværre ofte er, men det er jeg ikke så vild med.
Jeg ved ærligt talt ikke helt hvad der kan ændres, udover jeg kan mærke jeg skal ud med de her tanker og bekymringer. For jeg synes jeg er blevet meget stærk efter min tid hos Tuba, men jeg kan også mærke at jeg ikke skal bære alle, for det kan jeg ikke. Ikke engang min egen kæreste hele tiden, selvom det gør mig meget ondt.
Jeg håber ikke det er en ubelejlig smørre men det er lidt rart at kunne sparre med nogen omkring disse tanker – Også om det er normalt at jeg faktisk kun kan rumme mig selv. Selvom det lyder meget egoistisk.
Håber at høre fra jer,
{Navn}
Svar:
Kære {Navn}
Jeg kan godt lide at høre at du kan rumme dig selv! For er det mon ikke sådan at det menneske vi først skal rumme er os selv og derefter i vores egen rummelighed bliver der kærligt plads til de mennesker vi møder på vores vej?
Du skriver om en angst du har i forhold til din kæreste og måske du har god grund til at være bekymret for om han nu selv får taget sig nok af sine egne problemer? Fordi du har en erfaring med at være den som tager sig af de andre, en erfaring med at være den voksne?
Du skriver at du slet ikke ved om du kan rumme eller overskue din kærestes problemer, det kan jeg godt forstå, for hvordan skal du det, det er jo hans problemer, du kan støtte ham, men arbejdet med problemerne er hans. Og hvis du oplever han ikke tager sig af sine problemer, så bliver du selvfølgelig bange for at det er dig der skal fixe dem og ham, og sådan en opgave er helt uoverskuelig, og lad mig sige det tydeligt og klart, det er IKKE din opgave. Som du selv med stor selvindsigt siger ”jeg kan også mærke at jeg ikke skal bære alle, for det kan jeg ikke”, nej det kan du ikke, men mest vigtigt, du skal ikke!
Når jeg skriver til dig på denne måde, kan du så mærke styrken du fik med dig da du gik i TUBA komme igen? For hvem er der for dig? Hvem bærer dig? Du fortæller at du har mistet din morfar, og at du er i stor sorg og at det er synd for din mor for hun har mistet sin far, men hvad med dig Sofie? Jeg syntes det er synd for dig, du har også mistet. Hvad synes du?
Jeg kan godt lide at du bliver vred når du hele tiden skal ”magte” din kærestes humørsvingninger, det er ham som skal magte sig selv og finde ro til at arbejde med sig selv og tage ansvar for sig selv, du tager et stort ansvar for dine egne problemer og magter dig selv så flot, det skal du klappe dig selv på skulderen for! Og jeg kan rigtig godt lide at du siger at du ikke er vild med faktisk altid at skulle være den voksne i relationen til din mor, det må være så mega anstrengende at du må få lyst til nogen gange bare at skrige højt, har du nogen gange lyst til det?
Jeg fornemmer at de ændringer du ikke ved om kan ske, alligevel sker en lille smule hver gang du kommer ud med dine tanker og bekymringer fordi du har lært at det at sparre med nogen som forstår dig giver dig en oplevelse af at blive mødt og forstået. Og jeg tror du får en oplevelse af, at du er god helt som den du er og de andre må lære at klare sig selv, helt som du har lært det og det er på ingen måde egoistisk, selvom det føles sådan, der er helt sundt og naturligt.
Din ”smørre” kommer helt belejligt for det er altid godt for os alle sammen at blive mindet om at det at rumme sig selv er sundt og naturligt og på ingen måde egoistisk. Så tak til dig for dit mod og din lyst til at dele med os andre.
Kærlige hilsner
Jette