Jeg håber i kan hjælpe mig, for jeg er ved at løbe tør for optimisme. Jeg er det man kalder for en fighter/mønsterbryder/mælkebøttebarn. Egentlig bryder jeg mig ikke om at blive kategoriseret på denne måde, hvem bryder sig i det hele taget om at blive tildelt en identitet, endda en genereliseret en. Jeg tænker at folk slipper for at se nærmere på hvem jeg er hvis jeg tildeles denne label. Det er rigtigt at jeg har kæmpet og det er rigtigt at jeg lever et langt bedre liv end mine forældre og søskene. Og jeg er lettet over at jeg bryder støbeformen ved hverken at have problemer med alkohohol, piller, hash, skitzofreni, anoreksi, selvmordsforsøg osv..
Desværre bryder jeg ikke med smerten.
Jeg tror jeg er nået frem til at den ikke skal være hemmelig mere, men jeg er i tvivl, for det lykkes mig ikke rigtigt at dele det med nogen. Jeg vil prøve at få den til at gå væk ved at lette mit hjerte hos andre, men jeg kan ikke gøre det ordentligt. Jeg kan ikke “bare sådan lige” være åben og sårbar – på den “rigtige” måde. Den måde hvor jeg ikke er følelsesmæssigt distanceret til det jeg siger. Jeg havde opbygget et stærkt og givende netværk for nogle år tilbage, men der er kun et par stykker tilbage. Jeg er bange for at så mange afvisninger betyder at det er mig der er dybt urimelig. Urimelighed er noget der kan arbejdes med, så der er håb hvis dét er forklaringen på hvorfor jeg er så alene.
Hvad jeg inderst inde tror der er årsagen, er at det er for hårdt at elske mig. Har man empati med mig, så tager man en bid af smerten.
Måske er jeg spoleret, og dum/klog nok til at indse det? Jeg forstår det gennem denne allegori; gennem min opvækst har mine forsørgere lavet et kæmpe rod indeni mig, og nu er det min opgave at rydde op i dette. Nogle af rodets bestanddele er mere giftige end andre. Jeg vil rydde op, for at få smerten til at gå væk, men jeg er begyndt at tvivle på om jeg har ressourcer til det.
Jeg føler mig klogere, mere tapper og mere håbløs end nogensinde før.
Tak for jeres tid.
Svar:
Kære du
Efter at have læst dit brev, tænker jeg det er det rigtige tidspunkt, du retter henvendelse til TUBA. At du vil rydde op, er så sejt og modigt trods din frygt for, om du har ressourcerne til at deale med smerten.
Du skriver ikke meget omkring din baggrund men betegnelserne ”fighter/mønsterbryder/mælkebøttebarn” vidner det om at du har haft en barsk opvækst. En opvækst der trods alt ikke er resulteret i alkohol, stofmisbrug eller psykiske lidelser osv. Ikke desto mindre har din opvækst efterladt dig med en ubærlig smerte, som har været hemmelig indtil nu.
Det slår mig, at du virker meget hård ved dig selv og tvivler på om det lykkedes, da du ikke føler, at du kan være åben og sårbar. Jeg forstår, at du er bange for at det er dig der er urimelig, og at det er hårdt at elske dig. Jeg kommer til at tænke om du har svært ved at anerkende og holde af dig selv, og derfor søger rationelle forklaringer og danner forsvar for at passe på dig selv? Kan du mon genkende det? Samtidig er du bevidst om, at det er din opgave at rydde op, og du må derfor gå ind i smerten. Symbolikken med at ”rydde op” får mig til at tænke, at du netop er klar til at der skal ske noget andet……til at få tingene på de rette hylder, så smerten fylder mindre og der er plads til at være dig.
Jeg er helt med på, at det ikke nødvendigvis er en nem proces for dig, og at der er lang vej og hårdt arbejde forude. Du spørger om TUBA kan hjælpe dig, ud fra det du skriver, så vil ejg bestemt mene, at det kan give dig noget at gå i TUBA. I et forløb i TUBA kan du gå ind i smerten, få hjælp til at bearbejde den og dermed få ryddet op. Det er gratis at gå i TUBA, det føste du skal gøre er, at sende en mail til afdelingen i nærheden af dig, hvor du skriver lidt om dig selv og at du gerne vil gå i TUBA. Du finder vores afdelinger her www.tuba.dk/findhjaelp.
Til sidst vil jeg bare sige, at jeg tror på at du kan klare den oprydning du føler der skal til – jeg håber at din optimisme vender tilbage, for du fortjener at få ryddet op og skabe dig det liv du drømmer om.
Bedste hilsner
TUBA