Hej!
Jeg har det ikke særlig godt hjemme hos min mor og papfar, og jeg ville spørge om i herinde på tuba måske, ved hvordan jeg, måske kan komme, i en plejefamilie?
Jeg har det ikke godt fordi min mor og min papfar skændes konstant, og min papfar drikker, min far drikker også, men jeg ser ham ikke mere fordi det har jeg ikke lyst til, men har bliver ved med at spørge hvornå jeg kommer hjem og når jeg så kommer hjem, skubber hans kone til mig, og er mega led og min far drikker bare.
Det kan godt være det er mega dumt, men jeg har det ikke særlig godt.
Hilsen {Navn}.
Svar:
Kære du.
Det er bestemt ikke et dumt spørgsmål, jeg kan rigtig godt forstå, at du ikke har det godt; når din mor og papfar skændes, din far og papfar drikker, og din papmor ikke behandler dig ordentlig. Det er ikke dig der er noget galt med, men den måde tingene foregår i din familie, så det er godt du har skrevet herind til TUBA.
Du spørger om, hvordan du måske kan komme i en plejefamilie, jeg vil komme med nogle bud på, hvad jeg tænker, kunne være en mulighed for dig at gøre.
Det første jeg tænker er, at du står meget alene. Det er rigtig store overvejelser og problemer du står alene med som 13 årig, og det ville være godt, hvis der er en voksen, som du kender og har tillid til, du kan bede om hjælp. Det kan være en lærer eller en pædagog, eller din læge. De kan hjælpe dig med at kontakte kommunen. Det er kommunens opgave at hjælpe børn, der ikke har det godt i deres familie med at få det bedre. Kommunen vil typisk undersøge, hvordan du og din familie har det, og se på, hvordan de bedst kan hjælpe dig, eller i sidste instans, hjælpe dig med at komme i en plejefamilie. Det kan måske virke voldsomt, at skulle betro sig til en du kender, hvis du aldrig har talt med nogen om det. Men hvis du føler, at det er for svært, kunne du måske vise dem det her brev du har skrevet til TUBA?
Hvis du ikke har en voksen du har tillid til, som du kan henvende dig til, vil jeg råde dig til, at henvende dig til Børns vilkår, de har noget, der hedder bisidderkorpset. Det er nogle voksne der hjælper børn og unge igennem et forløb med kommunen. Du kan finde oplysninger på www.boernsvilkar.dk/radgivning/bisidderkorpset.aspx
Du er også velkommen til, at skrive til brevkassen igen, hvor du fortæller dit navn og adresse, så kan vi hjælpe dig med at underrette kommunen. Den hurtigste måde for dig til at få hjælp, vil være, hvis du taler med en voksen som du kender om problemerne i din familie.
Det er rigtig godt du skriver og slet ikke dumt på nogen måde. Du har bestemt brug for hjælp, så du kan komme videre.
De bedste hilsner
TUBA