Hej Tuba.
Jeg har førhen, for omkring 4-5 år siden, været i terapi hos jer, og dengang var jeg rigtig glad for det. Det gavnede mig meget! Jeg havde det rigtig svært, og havde ikke styr på store dele af mit liv – jeg var forvirret og havde utrolig svært ved at prioritere mig selv og mine egne behov. Jeg fandt trøst i at kunne komme hen til jer og snakke om mine hverdagsproblematikker, men jeg fik aldrig snakket så meget om min alkoholiske far, opvækst og de konsekvenser det har påført mig. Der var alt for meget andet, der fyldte dengang.
Jeg har igennem de sidste 13-15 år ikke haft kontakt til min far, da han har været i et voldsomt alkoholmisbrug, han kunne ikke tage ansvar for mig og mine søstre og så var han meget svingende af humør. På afvænningsklinikker 5-7 gange uafhængigt af hinanden. Han har kontaktet mig et par gange over besked i årenes forløb, og her ville han fra tid til anden skrive, hvor meget han savner mig og mine søstre. Andre gange fik jeg af vide, hvor stor en skændsel jeg er og at det er mig og mine søstres skyld, at han er endt hvor han er, og at vi ikke har kontakt med ham eller hele hans side af familien mere. Jeg har gennem min opvækst altid været et skyggebarn for min storesøster, været hende, der altid har klaret sig godt i skolen uden de store problemer og som har haft et stort ansvar for at varetage og passe på mine mindre søskende. Jeg har 3 mindre søskende, så der har været masser at se til. Hermed har jeg altså altid haft mig selv tilsidesat og ikke kunne kende mine egne behov eller tage dem seriøst.
Nu er jeg startet på studie og flyttet hjemmefra. Jeg har det, i hverdagen, sådan set rigtig godt, og mærker ikke de store psykiske udfordringer. Jeg er glad og går ubesværet igennem de fleste dage. Men nogle dage kan jeg mærke en stor sort sky være herre over mig, og jeg begynder at fundere omkring min barndom. Jeg kan til tider godt snakke åbent med min storesøster om det, og hun fortæller nogle gange historier fra vores barndom omkring ting vi har oplevet og blevet udsat for, fra vores far. Men intet af dette kan jeg selv erindre – mon det er noget jeg har fortrængt?
I takt med at mange dele af mit liv har flasket sig, har jeg fået mere tid til at reflektere over min fortid og min barndom – gad vide, hvad jeg har glemt, og hvor meget af dette, der egentlig stadig påvirker mig den dag i dag? Jeg har altid haft svært ved kærlighed og at knytte mig til et andet menneske og er generelt super ængstelig i mine relationer i frygt for at blive svigtet og/eller efterladt. Jeg tænker klart dette afstammer sig fra min barndom, men jeg føler mig uden værktøjer til at gøre noget ved det.
Jeg er et meget analyserende og reflekterende individ, og kan objektivt set godt se og forstå, at diverse ting fra min barndom har haft konsekvenser for den jeg er i dag – hvordan jeg danner relationer mm. Jeg skal nok også lige nævne at hele denne tvivl kommer fra at jeg sidste år fik af vide, at min far nu er hjemløs, har fået konstateret kohl og nok er lige på renden til at miste livet. Det er nok det, der har igangsat hele denne tankestrøm hos mig. For hvad har jeg mon oplevet i min barndom – og glemt? Hvordan vil jeg mon have det, når han en dag ikke er på jorden mere? Det er svært for mig at tage stilling til.
Nu kommer mit spørgsmål og grunden til, at jeg henvender mig til jer:
En del af mig vil gerne huske de ting ved min barndom, jeg højst sandsynligt har fortrængt, for at kunne forstå mig selv bedre og få det bearbejdet på en god og sund måde. Få nogle værktøjer. Men den anden del af mig er nervøs for at åbne op for pandoras æske. Jeg har en idé om, at det nok er ret omfattende, og derfor er jeg nervøs for, hvor meget det kommer til at påvirke mig, eller i så fald, hvilken grad det vil gavne mig mere end det vil påvirke.
Jeg har svært ved at række ud efter hjælp hos jer, for jeg føler ikke pt. at jeg har det ‘dårligt nok’ til at kunne gå til psykolog.
Hvad vil du anbefale, at jeg gør? Skal man opleve hverdagsudfordringer, eller kan man godt starte et forløb ved jer for at få åbnet op for ens barndom og de ting man måske ikke kan huske?
Det ville være for at lære mig selv og mine mønstre bedre at kende – men jeg vil ikke tage pladsen for en anden, der står i en mere akut situation. Selvom der indimellem er dage, hvor min hjerne arbejder på højtryk for at finde hoved og hale i det hele.
Jeg ved det ikke. Jeg tror, at jeg har brug for dit synspunkt.
Tak for din tid.
Svar:
Kære du
Tusind tak for dit brev og for dit mod til at række ud og spørge efter råd og vejledning. Det oplever jeg som både modigt og inspirerende. Jeg genkender fra eget liv, værdien i at turde dele sig og sine udfordringer med et andet menneske. Mit håb og ønske er, at du vil opleve en lettelse ved dette og måske også fornemme, at du for en stund ikke behøver at bære byrden alene.
Jeg vil prøve at besvare dit brev med dit sidste spørgsmål først og undervejs inddrage nogle af de andre spørgsmål, som du deler i brevet. Mine ord og refleksioner er skrevet med en kærlig intention om at støtte dig i dine videre overvejelser.
Som afslutning på dit brev spørger du: “Skal man opleve hverdagsudfordringer, eller kan man godt starte et forløb ved jer for at få åbnet op for ens barndom og de ting man måske ikke kan huske?”
Jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer over, hvad der er hverdagsudfordringer og hvad der ikke hører til i den kategori. Det er en individuel vurdering og vi er som mennesker forskellige med lige så mange forskellige behov og ønsker til livet samt udfordringer heri.
Jeg ønsker heller ikke at gøre mig til dommer over, om du har brug for hjælp. Men jeg læser en stor lyst til at ‘åbne op’. Og en lyst til at gå på opdagelse i dine tanker, din adfærd og dine behov og det forstår jeg godt – også selvom det kan rejse bekymringer hos dig i forhold til, hvad der måtte dukke op.
At have lysten synes jeg er stærkt og det vidner for mig, om et menneske med en sund drivkraft som kalder på indsigt funderet i et ønske om at lære sig selv bedre at kende, for at kunne stå stærkere i livet – også når den sorte sky kommer for at bruge dine ord.
Hvad lysten er kommet af, ved jeg af gode grunde ikke, men jeg genkender behovet for at vide mere. For at forstå mere. Et ønske eller behov som ofte opstår, når man flytter hjemmefra, selv begynder at stifte familie. Eller når man opdager, at tiden på jorden har en afslutning og at denne måske er meget tæt på grundet fx sygdom, hvilket er tilfældet med din far.
Og i forhold til din far har jeg gjort mig nogle tanker, som jeg gerne vil dele med dig. Blandt andet fordi du spørger; “hvordan vil jeg mon have det, når han (din far) en dag ikke er på jorden mere?”
Jeg tror, at det for de fleste er umuligt at forudse vores reaktion ved dødsfald, og det afhænger formentlig også af flere faktorer, herunder hvor du selv er i livet, når det sker. Og hvor langt du er i din egen proces, ift at få indsigt i din opvækst, dit ophav og din rolle i familien, som barn og som voksen.
Min erfaring er, at hvis vi som individ står stærkt i livet, kan vi lettere møde de stormvinde, der måtte komme, uanset disse optræder i den ydre verden, eller det raser inde i os grundet stærke følelser som fx vrede eller sorg. Du har allerede taget de første skridt til at stå stærkere i livet med dit tidligere forløb hos TUBA. Og når jeg læser dit brev, er du nu klar til at fortsætte denne gode personlige udvikling.
Jeg læser dit brev, som at du ikke har set din far siden du var 8-10 år. Jeg ved ikke, om du mærker en kærlighed til ham.
Alligevel får jeg lyst til at dele en sætning med dig, som min terapeut en dag gav mig. Den har hjulpet mig i mit arbejde med mine relationer og givet ro og accept. Måske kan du bruge den, og hvis ikke, lader du den blot ligge. Fordi det er dig, som er den vigtigste i dit liv og kun du ved, hvad der støtter og løfter dig.
Sætningen lyder, “terapi skal ikke få dig til at stoppe med at elske dine forældre, men hjælpe til at indse og acceptere, at deres handlinger ikke var kærlige”.
Måske den sætningen kan være en støtte for dig, den dag din far ikke er her længere. Ellers må du som sagt endelig lade den ligge.
Et for nogle oplagt spørgsmål at stille eller en refleksion, som du måske genkender kunne være, “Er lyst til at åbne op grund nok til at starte igen hos TUBA?”
Man kunne også give lyst et andet navn som fx ‘et indre kald på klarhed’. Uanset så fornemmer jeg, når jeg læser dit brev, at det stadig kan være en udfordring for dig at prioritere og/eller måske anerkende dine behov og dig.
Min fornemmelse beror på dine delinger i brevet, som fx, “jeg har altid haft mig selv tilsidesat og ikke kunne kende mine egne behov eller tage dem seriøst”.
Og fordi du til sidst i dit fine brev skriver, “Jeg har svært ved at række ud efter hjælp hos jer, for jeg føler ikke pt. at jeg har det ‘dårligt nok’ til at kunne gå til psykolog” samt ‘jeg vil ikke tage pladsen for en anden, der står i en mere akut situation”.
Det er altid en smuk tanke at have øje for sine medmennesker og deres behov. Tak for at have denne egenskab. Blot er det vigtigt, at vi også husker os selv og netop det, oplever vi i TUBA, ofte er en udfordring hos voksne, som er vokset op med misbrug i familien. Du er således ikke alene, om end det formentlig ikke gør din udfordring mindre. Men vores erfaringer i TUBA er, at det kan du arbejde med i terapi., og på den måde få støtte til at ændre adfærd og tanker.
Men som sagt, når jeg skriver, at jeg fornemmer, at du fortsat har svært ved at prioritere dig selv, er det jo kun mit gæt og baseret på dels dit brev og dels de briller, som jeg bærer i livet.
En anden udfordring som jeg læser er til stede i dit liv er ængstelighed i forhold til nære relationer. Du skriver, at du oplever at have svært ved “kærlighed og at knytte mig til et andet menneske og er generelt super ængstelig i mine relationer i frygt for at blive svigtet og/eller efterladt”.
Dette ser vi også tit hos de mennesker, der kommer i TUBA. Og det er en udfordring, der er vigtig at tage fat i. Fordi relationer er essentielle for os som menneske, for at vi kan trives.
Fra vores arbejde i TUBA har vi virkelig god erfaring med det at arbejde med sig selv og undersøge egen adfærd, tanker, skyggesider og historier – bevidste som ubevidste – for at forstå hvad der former og præger disse. Lige så vigtigt er indsigt i sig selv, sine værdier og grænser, da disse er et godt udgangspunkt for gode og dybe relationer. Alt dette kan terapi hjælpe med. Og derfor tror jeg, at du vil finde stor hjælp ved at komme hos TUBA igen.
Hvad der dukker op i terapien og samtalerne, er svært at vide og forberede sig på. Du skriver, at du er, “et meget analyserende og reflekterende individ, og kan objektivt set godt se og forstå, at diverse ting fra min barndom har haft konsekvenser for den jeg er i dag – hvordan jeg danner relationer mm.”.
Jeg fornemmer som tidligere skrevet, at du også er et stærkt og modigt menneske, og jeg er sikker på, at du vil kunne møde og favne, hvad end der måtte komme med den tilgang til dit liv og særligt med en god terapeut til at støtte dig i dit indre arbejde.
Jeg ønsker dig alt muligt godt på din vej i livet og sender dig mine varmeste og støttende tanker i din retning.
Og husk at du altid er velkommen til at skrive til os igen. Samtidig vil jeg også gøre opmærksom på vores onlinerådgivning, hvis du har lyst til, eller brug for, mere sparring på dine tanker. Her kan du chatte med en af vores uddannede rådgivere – chatten er åben mandag til torsdag kl. 18-21.
Kærlig hilsen
Inger