Hej tuba,
ligenu føler jeg at alt håb omkring min mors alkoholmisbrug er totalt dødt.
hun har været alkoholiker i omtrent 6 år (det blev mest tydeligt de sidste 3) og hun har afprøvet alt hvad universet har kunne byde på af hjælp. terapeuten var nedlandende, anta-bus var livsfarligt fordi hun drak sammetidig, psykologhjælp var for dyrt – og virkede heller ikke, lægen kunne heller intet gøre i det lange løb.. og mig bror og jeg har endda stillet hende flere ultimatum og givet hende den kolde skulder i flere uger af gangen! jeg ved VIRKELIG ikke hvad der nogensinde skal redde hende! min mor, er det mest fantastiske menneske på jorden, og sætter altid mig, min bror og min papfar foran hende selv, men hun har sådan et skrøbeligt sind og hun er noget af det mest over-analyserende menneske jeg har mødt. hun har en masse komplekser i større og mindre grad omkring hendes “jeg”, og hvilke valg hun har truffet i livet, og det er hjerteskærende at hun fx: fortryder så meget hvilken karriereretning hun valgte. og jeg har sagt til hende så mange gange, hvilke andre ting hun har fået istedet for drømmejobbet og hvilken fucking fantastisk person hun er, hun virker altid ydmyg og taknemmelig, men hun tager det slet ikke til sig – hendes tankegange er som støbt i cement, umulige at rykke med. min far har endda taget kontakt til min papfar, eftersom jeg fortalte ham hele smøren om hendes alkoholsmisbrug, men han mener ikke min far skal blande sig da det ifølge min papfar ikke vedører min fars privatliv. min papfar gør virkelig meget for min mor, og tager ofte dage fri for at de kan snakke sammen hele dagen, eller arbejder hjemme så han er hos hende. nu skal det hele ikke lyde som lort på lort, jeg har oplevet uge-lange perioder hvor hun ikke drak, men her på det sidste har det været non-stop.
jeg er begyndt at blive så bekymret og desperat at jeg føler mig rastløs, og meget malplaceret i mange sammenhænge som jeg finder overfladiske, fordi min tanker altid er et helt andet sted. jeg snakkede med nogle af mine gamle efterskoleveninder om det, som da også har haft en lidt beroligende virkning på mig – men er startet et nyt sted, og er ikke klar til betro mig til dem.
Svar:
Kære du.
Jeg kan virkelig mærke din frustration når jeg læser dit brev, du har rigtig mange bekymringer på dine skuldre, som en 17 årig pige ikke burde have, og jeg kan godt forstå, du føler dig magtesløs.
Hvis jeg her fra start af, skal være hudløs ærlig, så er du magtesløs når det gælder din mors alkoholmisbrug, men du burde på ingen måde stå alene med den følelse, der bør være nogle voksne til at støtte dig og hjælpe dig. Når jeg skriver, at du i sidste ende er magtesløs i forhold til din mors alkoholmisbrug, så mener jeg, at alt forandring skal komme fra din mor, der er ikke andre, der kan gå den vej for hende, det er en vej hun først skal vælge og siden gå skridt for skridt. Der vil helt sikkert komme bump på vejen, sådan er livet. Men at slutte med at drikke, er en beslutning din mor skal tage, I kan ikke på nogen måde tage den beslutning for hende. Hvad tænker du når jeg skriver sådan?
Det kan lyde hårdt, men hvis din mor vælger offerrollen, og peger fingeren udad mod alle dem hun mener skal løse hendes problem, så bliver det ikke løst. Det er rigtigt, at lægen ikke kan gøre noget i det lange løb, hvis hun ikke selv vil gøre noget.
Din mor har da også ret i at psykologhjælp er dyrt, men hvis hun prioriterede det og brugte de penge hun ellers ville købe alkohol for, så ville det måske alligevel være en mulighed, og måske ville hun kunne få hjælp, hvis hun henvendte sig til kommunen og forklarede sin situation? Der kunne være en løsning, hvis hun ledte?
Måske har du luret, at jeg har tilbagevist alle din mors argumenter for, hvorfor hun ikke holder med at drikke? Din mor kommer med mange undskyldninger, men hvis hun virkelig ønskede at stoppe med at drikke, så krævede det, at hun besluttede sig for det, og så tog det det første skridt i retning af et liv uden alkohol.
Jeg bliver en lille smule vred på din mor, når jeg læser dit brev. Hun er garanteret også det mest fantastiske menneske på jorden, som du skriver, men hun holder også din bror og dig som gidsel i sine problemer. Hun opfører sig som om det var hende der var barnet, og jer der havde ansvaret for hendes liv. Det kan godt være hun har en masse komplekser, men det er der mange der har, og det kan man arbejde med. Hun har måske også valgt den forkerte karriereretning, men den kan hun jo ændre, hvis hun vil, det er aldrig for sent at videreuddanne sig. Og i mine øjne sætter hun bestemt ikke dig, din bror og papfar foran sig selv, men reagerer dybt egoistisk i den måde hun forvalter sit liv, hvis hun virkelig satte jer forrest, så ville hun stoppe med at drikke og være der for jer.
Jeg kan sagtens forestille mig, at din mor er den ”fucking fantastiske person” du fortæller hende hun er, inde bag den mur af alkohol hun har sat op imellem sig og jer, men lige nu er hun ikke spor fucking fantastisk, og det er måske det, du skulle fortælle hende!
Din mor har brug for, at tage ansvar for sit liv, og den eneste måde I kan hjælpe hende er, at synliggøre for hende, hvad hendes drikkeri gør ved jer. Mærk efter hvordan det påvirker dig, og fortæl det til din mor. Hvis det betyder at du har brug for at trække dig fra hende, så meld ud, at du ikke kan klare at være sammen med hende når hun drikker. Hun skal ikke have den kolde skulder som” straf” fordi hun drikker, men du skal vælge at passe på dig selv, og tage dig selv alvorligt.
Mit råd til dig er: vær 100 procent ærlig overfor din mor. Fortæl hende hvad det gør ved dig når hun drikker. Jeg mener hvad det virkelig gør! Hvordan føles det at være dig, hvordan mærker du det i kroppen, hvordan påvirker det dig når du er sammen med andre, hvilke tanker og bekymringer gør du dig om fremtiden o.s.v.. Bliv på egen banehalvdel, lad være med at bebrejde hende, og fortælle hende hvad hun burde gøre, men tag hele tiden udgangspunkt i hvad det gør ved dig. Det er ikke at være egoistisk at tage udgangspunkt i sig selv, det er at være selvansvarlig. Det er noget din mor har svært ved, men det ville være så fint, hvis du kunne være hendes forbillede på det punkt.
Det er super godt, at du har talt med dine efterskoleveninder om din mor, og jeg kan godt forstå, at du ikke har valgt at betro dig til nye venner. Du har måske også brug for et frirum, der ikke handler om din mor. Men jeg tror du har brug for støtte fra en voksen og eventuelt andre unge der er i samme situation, for din mor er meget manipulerende, og kan nemt få dig til at føle, at du er egoistisk og ikke forstår hendes problemer.
Jeg synes du skal henvende dig i den nærmeste TUBA og forklare din situation. Her vil du kunne få råd og støtte til, hvordan du tackler din mors drikkeri. Du vil blandt andet kunne komme i en gruppe med andre unge med lignende problemer, der sammen med en psykoterapeut kan hjælpe og støtte hinanden.
Jeg bliver bekymret for dig når jeg læser hvordan det påvirker dig både personligt og socialt, og du fortjener at få nogen at dele dine bekymringer med, så du kan komme til at leve et liv som 17 årig, der ikke er fyldt med magtesløshed og bekymringer.
I sidste ende er din mor ansvarlig for sit liv og du er ansvarlig for dit, så uanset hvad din mor vælger, så håber jeg, at du vælger at passe på dig selv, og gå efter det gode liv, du ønsker dig for din fremtid.
De bedste hilsner,
Pia, TUBA