Hej,
Jeg er i utrolig meget i tvivl omkring, hvad jeg skal gøre for at hjælpe min datter.
Hun er 10 år, og er en uge hos mig, og en uge hos sin far. Hun var mest hos mig, men hun var meget utilfreds med dette, og bad om at få lige meget tid hos hver. Hun elsker både mig og sin far utrolig højt, men hun syntes at han er den nemmeste at være sammen med, for de skændes aldrig. Jeg derimod, har en del små udfordringer med hende i dagligdagen.
Igennem de sidst 3 år, er hans drikkeri tiltaget. Han er stort set fuld konstant når vores datter er hos mig, og han er stort set ædrug, når hun er hos ham. Hun tror at han er stoppet med at drikke på trods af, at han er helt lilla i ansigtet. Han glemmer aftaler, har humørsvingninger og er meget selvretfærdig.
Min datter siger, at hun føler sig utryg, og er ked over at han har det så svært, – men så skifter hun stemning og siger, at hun også er utryg hos mig, og at hun har det svært hos mig osv. Det virker som om, at hun gør alt for at dække over ham, og for at dække over, at hun har det ret svært hjemme hos ham. Hun fortæller hele tiden, at hun har brug for at være lige meget hos både ham og mig, hvis jeg foreslår, at hun kan være mere hos mig.
Og jeg syntes det er rigtig svært. Jeg forsøger at være så ‘ikke-fordømmende’ i min omtale af ham, foran hende som jeg kan. Jeg forsøger at hjælpe hende med råd og vejledning, uden at virke vred på far.
Men jeg er ved at være opbrugt, og det gør ondt i hjertet. Problemet er, at jeg faktisk ikke ved, hvad der vil være det bedste for hende i længden. Og hun ønsker så meget, at være hos ham uanset hvad.
Hvad vil I råde mig til at gøre?
Hilsen
{navn}
Svar:
Kære {navn}
Tak for dit brev, hvor du spørger om råd i forhold til din datter og hendes samvær med sin far. Jeg kan godt forstå, at du synes, det et er svært at se din datter have det så svært. Og jeg kan også godt forstå, at det tærer på dig. For du vil jo gerne det allerbedste for din datter, men er ikke alene om at træffe beslutninger for hende og skal forsøge at navigere i forhold til en mand, der har et alkoholproblem. Det kan være svært at gøre noget ved et problem, hvor man ikke har magt til at ændre på kilden til problemet, og det er ulykkeligt at være vidne til, at ens barn skal vokse op med en far, der drikker. Vores brevkasse er jo netop fuld af beretninger om, hvor svært det er at være barn af forældre med alkoholproblemer, og mange af dem handler også om, hvor ensomt det kan være, hvis det ikke bliver taget alvorligt af andre voksne. Derfor er det dejligt at vide, at din datter har en mor, der af al magt prøver at hjælpe hende. Men jeg kan godt forstå, det er en svær opgave, med mange dilemmaer. Og jeg tror desværre ikke, der findes én rigtig løsning på den opgave, men jeg vil meget gerne dele med dig, hvad jeg tænker, du kan overveje i forhold til den situation, du og din datter er i.
Skilsmissebørn arbejder ofte rigtig hårdt på at dele sol og vind lige mellem deres forældre, og det bliver vigtigt for dem at vise, at de elsker deres forældre lige meget. Derfor er det også tit svært for dem at skulle træffe beslutning om, hvordan de skal dele sig mellem deres forældre. For vælger de at bo mest hos den ene, får de skyldfølelse i forhold til den anden forælder. Hvis den anden forældre oven i købet har det svært, bliver det endnu mere hårdt at fravælge ham eller hende, for så er barnet måske bange for at forælderen får det endnu mere svært. Jeg ved ikke, om det er det, der er i spil for din datter, men jeg får den tanke, når jeg læser dit brev. Du skriver, at hun er ked af, at hendes far har det så svært, at hun prøver at dække over, at hun er utryg hjemme hos ham, og at hun vil være lige meget hos jer begge to. Måske er hun bange for, hvad der vil ske, hvis hun vælger at være mest hos dig, og måske er hun bekymret for, hvem der skal ’holde øje’ med ham, hvis hun ikke gør det? Jeg tænker, det er vigtigt at tale med hende om, at hendes far er voksen, og kan tage sig af sig selv – også selv om det måske ikke er helt sandt. For jeg tror, det er en meget stor byrde at skulle bære som tiårig, at være sin fars beskytter, og jeg tror også, det er meget svært at lykkes med.
Samtidig tænker jeg, at det måske også er værd at overveje, om din datter skal have lov til at træffe beslutningen om, hvor meget hun vil være hos hver af jer. Når hun skal det, bliver hun netop sat i en situation, hvor hun skal vælge, og her vil hun måske hellere vælge sit eget velbefindende fra, frem for at vælge en af jer fra. Her tænker jeg, det bliver vigtigt at fratage hende valget for at tage den byrde, det er at skulle vælge, fra hende. Hvis du tror, at det ville være bedst for hende at være mindre hos sin far, fordi hun så ville være mindre utryg, skal du måske træffe den beslutning for hende. Hun vil så nok være vred på dig, men du er den voksne og ved bedst. Som tiårig er det meget sært at vide, hvad der er bedst for én. Jeg siger ikke, det er det rigtige at gøre, men jeg tænker, det er vigtigt at din datter har en fornemmelse af, at du som den voksne tager ansvaret, og at hun ikke skal tage ansvar for sin far.
Jeg tænker også lidt på, om din datter får skyldfølelse over at tale om sine problemer med sin far med dig, og at hun derfor hele tiden gør det klart, at det heller ikke er let at være hos dig, og at hun stadig vil være lige så meget sammen med sin far, som hun er med dig. Hun elsker sin far, og vil sikkert helst ikke stille ham i et dårligt lys. Samtidig er hun måske bage for, at det, hun siger, kan få konsekvenser i forhold til hendes far, og det vil hun sikkert helst ikke være årsag til. Derfor kunne du overveje, om din datter skulle have mulighed for at tale med en udenforstående om sine problemer. Det ville måske være rart for din datter at tale med en professionel psykolog eller psykoterapeut, der kender til de problemer, børn med forældre, der drikker, står i. Her kan hun måske bedre give udtryk for sine tanker og følelser uden dermed at føle, at hun skal tage hensyn til dine eller sin fars følelser. Desværre kan din datter jo ikke komme på TUBA og tale med en terapeut, da vi kun har samtaler med børn fra 14-års-alderen, men PPR (skolepsykologer) i jeres kommune kan måske være behjælpelig. Ellers er du også velkommen til at skrive til os for at få nummeret på en af de terapeuter, vi henviser til.
Det er nogle af de tanker, jeg har gjort mig i forhold til dit brev. Det er ikke nødvendigvis løsningen på dine og din datters problemer, men måske kan de bringe jer et nyt sted hen. Det ulykkelige er, at der nok bliver ved med at opstå problemer, så længe din datters far drikker, og kunsten bliver derfor at minimere dem. Jeg tror, du gør det rigtige i at tale med din datter, om det hun oplever, også selvom du ikke altid kan hjælpe hende. For det er vigtigt for din datter, at hun har nogen at gå til, og en som hører hende. Allerede der er du en stor hjælp, også selvom det ikke nødvendigvis opleves sådan. For hvis din datter ikke kan tale med nogen om det, der sker hos hendes far, skal hun bære det alene, og det er ikke sundt. Måske er du så sommetider nødt til at træffe nogle upopulære beslutninger på baggrund af det, du hører, men hellere det, end at din datter bliver alene om det.
Tak igen fordi du skrev. Jeg vil ønske jer alt det bedste og håber, at du finder frem til noget, der kan lette det hele lidt for jer begge to.
De bedste hilsner
Christine