Hej TUBA.
Jeg er en pige på 21 år, med en mor, der er alkoholiker. Hun har altid været det, men det er taget til de seneste par år. Det er ikke kun hende, der drikker, men hele familien på hendes side. Altså min mormor, morfar, moster, søster, kusiner og fætre. Jeg falder meget ved siden af og har ikke den samme trang til øl som de. Men det har aldrig hindret dem i, at tale ordentligt til mig – alle bortset fra min mor – og derfor har det heller ikke været noget problem, at resten drak, men kun at mor gjorde.
Det er ikke mange gange siden, at jeg bliver ringet op om jeg kunne passe min søsters to drenge, hvilket jeg hjertens gerne gør. Jeg får ikke at vide, hvad hun skal.
I lørdags da drengene var taget hjem og jeg tjekker facebook, kunne jeg se at hele min familie – på mors side – har været til min mosters fødselsdag på hendes værtshus. Den eneste, der ikke var inviteret var mig. Egentlig ville jeg have takket nej til en invitation, men det ændrer ikke på, at jeg faktisk kan mærke at det går mig på. Det nager mig, at blive ekskluderet fra fællesskabet, selvom jeg måske selv har lukket mig lidt ude. Det er vildt paradoksalt og skørt, men følelserne er ganske ægte og dumme.
Jeg har længe kunnet mærke, at jeg er ligesom Dina i bogen om Skammerens Datter. Hende, der får familien til at føle skyld for alle deres ugerninger. Det er ikke svært, at se at jeg giver dem dårlig samvittighed med uddannelse, flotte karakterer, kæreste og ikke mindst uafhængighed. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal tacke det.
Jeg kan mærke, at jeg føler mig ensom og holdt udenfor – helt ligesom i folkeskolen, hvis man ikke måtte være med i en leg. En følelse jeg ikke har været særlig bekendt med, udover min mors forskelsbehandling af min søster og jeg gennem tiderne.
Men er der en årsag til, at de lukker mig ude? Hvordan skal jeg se på det? Er de misundelige eller kan de ikke lide mig? Er der noget jeg selv kan gøre i kampen mod de her følelser?
Venlig Hilsen {Navn} 🙂
Svar:
Kære {Navn}
Som jeg læser dit brev er du optaget af overvejelser omkring at føle du hører til i din familie – du føler dig udenfor.
Du beskriver hvordan du følte dig udenfor, da du opdagede at du ikke var blevet inviteret med til din mosters fødslesdag. Samtidig fortæller du at du egentlig ville have takket nej, hvis du var belvet inviteret. Du fortæller at dine følelser er ægte og dumme. Som jeg læser det er de kun ægte. Når jeg læser dit brev er det tydeligt for mig at der er stor forskel på dig og på din familie på din mors side. I er forskellige. Din familie på din mors side har et fællesskab omkring alkohol som du ikke er en del af, og som (hvis jeg forstår dig ret?) du heller ikke ønsker at være en del af. For mig giver det god mening at du føler dig ensom i forhold til din mors side af familien i det du ikke deltager i det fællesskab som virker til at være det primære omdrejningspunkt om deres samvær.
Du nævner at du måske giver den del af din familie dårlig samvittighed, at de måske er misundelge på dit liv og at det kan være derfor de ikke inviterer dig. Det er muligt. Du kan undersøge det ved at spørge dem, hvis det er væsentligt for dig at vide det. Jeg kommer til at tænke på om du mon ville føle dig som en del af fællesskabet, selv hvis du deltog i fødselsdagen på din mosters værtshus? Eller om du mon ville sidde der og alligevel føle dig udenfor? Når jeg tænker på det er det fordi, at det for mig lyder til, at du er grundlæggende forskellig fra din familie. Du har valgt et andet liv for dig selv end det liv den del af din familie lever. Måske har I meget lidt tilfælles? Du spørger hvad du skal gøre i kampen mod dine følelser af at være udenfor og føle dig ensom. Mit umiddelbare bud er, at du skal stoppe med at kæmpe imod dem. Du er udenfor det fællesskab din mors del af familien har omkring alkohol. Du føler dig indimellem ensom af den grund. Det er helt reelle og naturlige følelser. De er en del af dig. Måske har de følelser lov at være der? Måske er de egentlig okay? Hvad tænker du?
Nogle mennesker kan ikke føle samhørighed og fællesskab med den familie de er født i, fordi de er grundlæggende forskellige. Nogle mennsker passer ganske enkelt bare bedre sammen med nogle andre mennesker. Gode venner og veninder. En svigerfamilie. En tante på faderens side. Eller nogle helt andre. Mit bedste gæt er, at du må søge fællesskab der hvor du kan finde det. Jeg er sikker på at du KAN finde det. Bare ikke i din mors del af familien. Det gør formentlig ondt at indse det. Det er formentlig forbundet med sorg. Måske føler du sorg over din ensomhed i din mors del af familien, så må du give dig selv lov til at sørge.
Måske kan du ikke lige nu få øje på, hvor du kan søge følelsen af fællesskab udenfor din mors del af familien. Måske har du allerede oplevet følelse af fællesskab med andre mennesker indimellem?
Jeg ved ikke om mit perspektiv bidrager med noget du kan bruge i dine overvejelser? Du er velkommen til at skrive igen uanset.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA