Hejsa jeg har været meget i tvivl, jeg har en far som har drukket i lang tid og der har været så meget og det har påvirket os alle i familien. det har såret mig og høre alle de ting som har sagde. Det gjorde så ondt i mit hjerte og alligevel elsker jeg ham fordi han er min far. han ville ikke benægte at han har et problem selvom han har. Han har været i byen flere gange været oppe og slås. Og meget mere han drikker pga det som han har været igennem men uanset hvad så ved jeg at hvis man har børn så sætter du dem i fokus og kun dem derfor skal mig og min mor til og flytte. Men jeg vil gerne vide hvordan er en rigtig familie? Jeg ved aldrig hvad jeg skal gøre hvis min far en weekend blev fuld igen og sagde det og det og det.
Svar:
Kære du
Tak for dit brev, og godt at du skriver, selvom du har været meget i tvivl! Det hjælper altid at få sat ord på sine tanker, og det gør man, når man som du, skriver til TUBA’s brevkasse, du modtager også en respons, så du forhåbentlig oplever, at der er en person i den anden ende som lytter til dig, og interessere sig for dig. Jeg vil derfor gøre mit bedste for at give dig en respons, så at du måske oplever, at det er godt, at dele sine bekymringer, utryghed og smerte med andre. Og måske endda se, at der er en mulig vej i alt det utrygge (dette vil jeg komme ind på lidt senere).
Når mennesker har et problem med alkohol, er det ikke ualmindeligt at andre problemer følger med, det er heller ikke ualmindeligt, at de kan være ubehagelige i deres måde at tale til andre på, og de kan blive aggressive og udad reagerende, derfor er risikoen for at de ender i diskussioner, skænderier og slagsmål stor. Og det er præcis det du desværre har oplevet med din far, og øv hvor er det bare ikke fedt!
Desværre sker der også det som du beskriver i dit brev, at din far også taler grimt til jer, og det er simpelthen så hårdt at høre på, og du må være blevet enormt ked af det rigtig mange gange, som du skriver så gør det bare så ondt i hjertet, og det gør det jo netop fordi, som du også så fint skriver, du elsker ham.
Det er netop den kærlighed du har til din far, der gør, at det er så sårende, at se ham opføre sig som han gør, og jeg forestiller mig, at du også må have en stor bekymring for ham, måske endda være bange for, hvad der kan ske med ham, når han er i byen, og du ved, at han måske kommer op og slås, mon det er rigtigt?
Du spørger, hvordan er en rigtig familie, og det er jo et rigtig godt spørgsmål, sandheden er dog den, at der ikke er et enkelt svar, familier kommer i alle former og farver, og ikke to familier er ens, og din familie med alle de problemer der nu en gang er, på grund af din far’s drikkeri, er stadig en familie, som selvom det er trist, nu bliver splittet og du og din mor flytter.
Det er super hårdt at være barn i en familie med alkohol problemer, og det er også barskt at skal igennem et opbrud og en flytning. Jeg tænker du bliver usikker på hvordan du skal forholde dig til din far, hvis og når, du skal på weekend hos ham, og din mor ikke er der – forældres største ansvar er at være der for deres børn, og skabe tryghed i børnenes liv, men det er din far ikke i stand til når han drikker, derfor skal du også vide, at du er i din fulde ret til at sige nej til at være hos din far når han drikker, måske det vil være en god idé at tale med din mor om dette, hvad tænker du om det?
I starten af brevet skrev jeg noget om en mulig vej i alt det som er så svært, og det jeg vil foreslå dig, er at tage kontakt til en TUBA afdeling der hvor du bor, brug dette link http://tuba.dk/mennesker-i-tuba her har du mulighed for at komme til at snakke med nogen som ved hvad du går igennem, og som gerne vil hjælpe dig, du kan eventuelt tale med din mor, og få hende til at hjælpe dig med kontakten til TUBA, det er gratis og rigtig mange unge mennesker har fået hjælp hos TUBA, på hjemmesiden kan du også læse om andres erfaringer med TUBA. Du kan eventuelt sammen med din mor, tage til et af TUBA’s drop in møder, her kan man bare møde op, der kræves ingen tilmelding, det kan være en stor befrielse, at høre om hvordan det er, at vokse op med forældre der drikker, det hjælper en til ikke at føle sig helt alene i verden.
Jeg ved ikke om jeg helt har svaret dig, som du havde ønsket, håber til gengæld at det som jeg her har delt med dig, kan støtte dig videre fremover.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!
De kærligste hilsner
Jette – TUBA