Hej,
Lige siden jeg var helt lille har min far haft et problem med alkohol. Dengang var han stadig gift med min mor. Da det blev for meget, gav hun ham valget, om at komme i behandling eller blive skilt. Min far mente ikke at han drak for meget, og det mener han heller ikke han gør den dag i dag, så de blev skilt. Som følger af min fars alkoholmisbrug har han fået epilepsi og har problemer med sine øjne. Han fik konstateret epilepsi, da jeg var omkring 9-10 år. I dag er jeg 20 år gammel og jeg har ikke set min far siden december. Sidst jeg så ham, havde vi aftalt at jeg skulle komme på besøg og overnatte hos ham. Jeg havde glædet mig til at vi skulle lave mad sammen, som vi plejede, da jeg var yngre og var på besøg hver anden weekend. I stedet endte det med at blive en rigtig ubehagelig tur hjem til ham. Jeg kunne ikke kende ham og det var som om han heller ikke kunne kende mig. Alle de ting som jeg har fortalt ham tidligere kunne han ikke huske, såsom hvor jeg arbejder eller om jeg har gået på STX, HHX eller HTX. Han kunne heller ikke huske den madret ham og jeg altid plejede at lave sammen. Hjemme i hans lejlighed kunne jeg se, at der ikke har været gjort rent i lang tid. Så jeg hjalp ham med at gøre rent, fordi jeg var bange for at han ikke selv ville få det gjort. Jeg lavede aftensmad til ham og jeg, men han spiste ingenting. Min far plejede at have en god appetit, så det kom bag på mig og jeg blev bekymret, da han også fortalte at han knap nok havde spist noget den sidste uges tid. Fordi hele dagen sammen med ham havde været så mærkelig, anspændt og akavet, havde jeg egentlig ikke lyst til at sove hjemme hos ham. Jeg har ikke selv kørekort og jeg bryder mig ikke om at tage offentlig transport alene om aftenen, så jeg havde ikke mulighed for selv at komme hjem. Jeg tror alligevel ikke jeg kunne få mig til at sige til ham, at jeg ikke ville blive og sove, for jeg ved fra tidligere, hvor ked af det han bliver. Da jeg var yngre og ikke ville sove der, fordi han havde drukket for meget, spurgte han mig altid ”er det fordi du ikke elsker din far?”. Og det gør jeg jo. Men jeg synes det kan være svært, fordi man skal jo passe på dem man elsker, men jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal passe på mig far? Min farmor og farfar er klar over deres søn drikker for meget, men de har altid vendt den anden kind til og ladet som ingenting. Hvis de er blevet konfronteret med det, siger de at det ikke passer. Egentlig tror jeg hele min fars side af familien er klar over det, der er bare ingen der siger eller gør noget. Jeg synes det er rigtig svært at stå alene om, at skulle hjælpe min far, når ingen andre vil.
Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg kan få min far til at stoppe med at drikke. Eller i det mindste bare få ham til at indse, at han har et problem og at han godt kan få hjælp. Jeg er bange for, hvordan han har det og jeg er bange for at, hvis ikke snart han får hjælp så er det for sent. Han har hverken arbejde eller venner at se til, og jeg er ikke sikker på om han husker at tage sin medicin.
Jeg har brug for at vide, hvad jeg skal gøre for at hjælpe min far?
Kærlig hilsen fra, {navn}
Svar:
Kære {navn}
Først og fremmest vil jeg fortælle dig, at jeg synes, at du er meget modig, at du rækker ud, og at jeg godt kan sætte mig ind i, at du har brug for at dele dine tanker og bekymringer omkring din far med nogen. Hvor er det godt, at du har skrevet herind! Du spørger i dit brev, hvad du skal gøre for at hjælpe din far, og jeg vil dele mine tanker omkring det spørgsmål med dig.
Du skriver i dit brev, at sidst du så din far endte det med at blive en rigtig ubehagelig oplevelse. At I ikke rigtig kunne kende hinanden, at du måtte hjælpe ham med en masse praktisk, og at du havde svært ved at finde ud af, om du skulle blive og overnatte eller ej. Når jeg læser dit brev, mærker jeg, at du har en stor kærlighed til din far og et brændende ønske om at hjælpe og passe på ham. Det lyder også til, at du rigtig gerne vil, at det skal være rart og hyggeligt mellem jer, når du gør så meget for ham. Jeg tænker, at du er meget omsorgsfuld, og det må være rigtig svært at have det sådan og så samtidig opleve, at det ikke er spor rart, når du er sammen med din far. Jeg kan forestille mig, at det kan have givet en følelse af skuffelse – at have set frem til at se din far og så opleve, at det blev noget helt andet, end hvad du havde håbet på.
Du skriver, at din far altid spurgte dig, om det var, fordi du ikke elskede ham, når du ikke ville sove hos ham, da du var yngre. Det må have været rigtig svært som barn at blive spurgt om det, og det lyder til at det har sat sig i dig, når du er bange for at gøre ham det ked af det ved ikke at sove hos ham i dag. Jeg får brug for at skrive, at det er rigtig godt og vigtigt, at du mærker efter, hvad der er rarest for dig i forhold til hvor meget og på hvilken måde, du ser din far. Hvis det er bedst for dig ikke at sove hos ham, er det helt okay. I forhold til at passe på dem, man elsker, tænker jeg, at det i relationen mellem din far og dig i virkeligheden er din far, der skal passe på dig og ikke omvendt. Din far er voksen, og det lyder ikke til, at han formår at være det overfor dig. Jeg tænker, at du tager et meget stort ansvar på dig, når du spørger, hvordan du skal passe på din far. Vi ved fra mange andre unge som dig, at det med at sætte grænser og sige fra over for den drikkende forælder, kan være noget af det allersværeste. Taler du mon med nogen om, hvordan du oplever det? Måske var der nogen, der kunne støtte dig og hjælpe dig med at sætte nogle grænser over for din far. Det kunne også være, at du skulle prøve at sætte dig ned og lave en oversigt over, hvad fordelene og ulemperne ved at have kontakt til din far er. Måske ville sådan en oversigt kunne give dig et overblik over din situation og noget klarhed i forhold til, hvordan du skal gribe relationen til din far an?
Du skriver, at du længe har tænkt over, hvordan du får din far til at stoppe med at drikke, eller til at indse at han har et problem og godt kan få hjælp. Det er vores erfaring her i TUBA, at det at få den drikkende til at stoppe med at drikke kræver, at den drikkende selv træffer beslutningen om at gøre det. Uanset hvor meget du ønsker det, skal din far altså selv vælge at stoppe med at drikke. Du skriver, at din far ikke mener, at han har et alkoholmisbrug, og at han heller ikke mente det, da du var lille. Det får mig til at tænke, at han måske ikke er så modtagelig overfor dit ønske om at hjælpe ham. Det er din fars kamp og ikke din, selvom det uden tvivl kunne være rart for dig, hvis du kunne gøre noget, der fik ham til at droppe alkoholen. Det skriver jeg i håb om at tage noget ansvar og pres af dine skuldre og ikke for at gøre dig modløs. Det lyder til, at du allerede har gjort meget for din far, og jeg tror desværre ikke, at der findes noget du kan gøre for ham, som vil få ham til at stoppe med at drikke. Gad vide, hvad du mon sidder og tænker, når du læser det? Jeg håber, at du finder modet til at dele det, du tænker lige nu, med nogen.
Jeg får lyst til at fortælle dig, at man i TUBA kan få et gratis terapiforløb, hvor man for eksempel kan tale om nogle af de tanker, bekymringer og oplevelser, som du har beskrevet i dit brev. Kunne du mon forestille dig, at sådan et forløb kunne være en hjælp for dig? Hvis du tænker det, kan du læse mere om det her.
Jeg håber, at mit svar har givet mening for dig. Hvis der er andet, du får brug for at skrive til os
om, er du mere end velkommen til at skrive herind igen.
Kærligst
Iben